Georgien er en republik øst for Sortehavet beliggende i de centrale og vestlige dele af Transkaukasien. Under Georgien hører formelt tre autonome områder, Adsjarien, Abkhasien og Sydossetien, men de to sidstnævnte har erklæret sig uafhængige.
Georgien er et ældgammelt kulturområde med mindst 5.000 års landbrugshistorie. Det blev i begyndelsen af 1800-tallet opslugt af Rusland, indgik i Sovjetunionen og blev atter selvstændigt ved ophævelsen af USSR i 1991. Oldtidens grækere kaldte landet Iberia; georgierne betegner sig selv kartvel efter stamfaderen Kartlos. Oftest betragtes Kaukasus som Europas sydgrænse, og Georgien ligger således i Asien, men de politiske og økonomiske forbindelser med Europa er blevet tættere siden 1991 og prioriteres højt i den nye stat.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.