Georgiens geografi

Landbrug har gode betingelser i de lavtliggende subtropiske områder med rigelig nedbør, og Georgien er et gammelt landbrugsland. Landbrugssektoren er under privatisering, idet 25% af den opdyrkede jord er på private hænder, og 30% er forpagtet; den beskæftiger over en tredjedel af arbejdsstyrken, og dens andel af BNP er 16% (2004). Dyrkningen er intensiv og alsidig. I Sovjettiden leverede landet subtropiske produkter til hele unionen, bl.a. citrusfrugter, tobak, bomuld og majs. På bjergskråningerne er der store arealer med te, og den traditionsrige vinavl fortsætter. Sydøst for Tbilisi kunstvandes store områder fra floden Kura; her dyrkes bl.a. vin, frugt og sukkerroer. Skovbruget er betydeligt og leverer tømmer af bl.a. eukalyptus og bambus til fremstilling af møbler og papir.

Minedriften er alsidig; Georgien har store manganforekomster, men produktionen er mindsket siden 1992. Små oliefelter findes ved Sortehavet, og havnebyen Batumi med olieraffinaderi er terminal for den transkaukasiske olierørledning fra de store felter i Aserbajdsjan. Ud over Tbilisi er Kutaisi og Rustavi vigtige industricentre; her og andre steder er der alvorlige miljøproblemer i forbindelse med minedrift og industri.

Den kraftige nedbør i bjergene udnyttes i flere vandkraftværker på floderne, men landet er til dels afhængigt af energiimport fra Rusland og Aserbajdsjan. Den økonomiske krise i landet afspejles bl.a. i faldende elproduktion og energiimport.

Med de mange naturparker, badesteder og kurbyer var Georgien i Sovjettiden et yndet turistområde, ikke mindst den subtropiske Sortehavskyst. Efter Sovjetunionens opløsning og under indtryk af de urolige forhold i landet er turistbranchen i krise.