Republikken Georgiens forfatning er fra august 1995. Den lovgivende magt ligger hos et parlament med 235 medlemmer, valgt for fire år i almindelige, direkte valg: 150 deputerede vælges ved forholdstalsvalg, 85 ved flertalsvalg i enkeltmandskredse. Den udøvende magt ligger hos præsidenten, der vælges for fem år med mulighed for ét genvalg i almindelige direkte valg; han sammensætter regeringen, der skal have parlamentets tillid. Lovgivningsinitiativ kan tages af præsidenten, deputerede, parlamentskomitéer eller 30.000 stemmeberettigede. Parlamentet kan vedtage en lov, selvom præsidenten nægter sin underskrift.

Efter Eduard Sjevardnadzes tilbagetræden ændredes forfatningen i begyndelsen af 2004 således, at der indførtes en post som premierminister. Denne udnævnes af præsidenten efter konsultationer med gruppeformændene i parlamentet, og premierministeren udnævner ministrene med præsidentens samtykke, idet præsidenten selv udpeger forsvars- og indenrigsministrene. Med disse ændringer har præsidenten fået styrket sin magt. Ifølge endnu en forfatningsændring af februar 2005 vil antallet af parlamentsmedlemmer blive reduceret til 150, hvoraf 50 vælges i enkeltmandskredse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig