Som et område med rige forekomster af naturressourcer og en frugtbar jord har det nuværende Georgien været et vigtigt sted for aktivitet i det meste af menneskets historie efter udvandringen fra Afrika. Fra Georgien stammer bl.a. verdens tidligste vidnesbyrd om produktion af vin fra druer, nemlig fra 6000-5800 f.v.t.
Alle gængse arkæologiske perioder er velrepræsenterede i Georgien, selv om regionen kun er sparsomt behandlet i dansk arkæologisk litteratur.
Homo erectus-kranie (Homo georgicus) fra Dmanisi (opbevaret på Cantonal Museum of Geology i Lausanne, Schweiz)
De første spor af menneskearter i Georgien går tilbage til tidlig palæolitikum. I Dmanisi i øst fandt man i 1991 knogler af Homo erectus, som er 1,85-1,78 mio. år gamle; se Dmanisi-kæben. Siden har man fundet flere tidlige hominider i Dmanisi og andre steder i Kaukasus fra samme periode.
I mellempalæolitikum, en periode, som typisk er forbundet med neandertal-hominider, er der også en del fund af redskaber, som kan grupperes i tre kulturområder:
Disse tre kulturområder fortsætter muligvis helt frem til omkring 26.000 f.v.t., og overlapper således med yngre palæolitikum, som hovedsageligt forbindes med anatomisk moderne mennesker, Homo sapiens. I Mezmajskajahulen i det nordvestligste Kaukasus (internationalt stavet Mezmaiskaya) har man fundet rester af neandertalredskaber (moustérien-kultur) samt adskillige skeletrester fra neandertalere, hvorfra man har udvundet DNA fra to individer. Det ene, Mezmaiskaya I, er 70.000-60.000 år gammelt, mens det andet, Mezmaiskaya II, er 44.600-42.960 år gammelt. Genetisk set ligner den yngre af de to mere de neandertalere, man kender fra Centraleuropa, end det ligner Mezmaiskaya I. Således kan der altså have været sket en udskiftning af neandertalerbefolkningen (antageligt nye neandertalere fra Europa) et sted mellem 70.000 og 43.000 år siden.
Yngre palæolitikum er sandsynligvis repræsenteret i Kaukasus allerede omkring 34.000-33.000 f.v.t., bl.a. ved Ortvale Klde, hvor man, ligesom neandertalerne i samme periode, jagtede østkaukasisk stenbuk (Capra cylindricornis). I denne periode og frem til mesolitikum er fundene mest koncentreret omkring floddalene Kvirila og Rioni i Vestgeorgien og i Abkhasien samt i det sydlige Rusland ud mod Sortehavet.
Genetisk materiale fra Homo sapiens i yngre palæolitikum kendes fra Dzudzuana-hulen dateret til 25.000-22.000 f.v.t. i Georgien med genetiske rødder i Mellemøsten.
To andre genomer fra mesolitikum i Georgien, Satsurblia, som dateres til omkring 11.300 f.v.t., og Kotias Klde eller trialetisk kultur (ikke at forveksle med Trialetikulturen fra bronzealderen) omkring 7.700 f.v.t. bærer en genetisk profil, typisk kaldet "Caucasian Hunter-Gatherer" (kaukasisk jæger-samler) som består, og endda spredes mod både nord og syd, i forskellige blandinger i det meste af Georgiens fortid. I denne periode ved Kotias Klde har man sandsynligvis en veludviklet jagtteknik, for man begynder her for alvor at jage farlige dyr som vildsvin og bjørne, som udgør op mod 75 % af dyreknoglerne, og måske et tegn på ceremonielle bjørnejagter.
I tidlig neolitikum fortsatte jagten på bjørne og vildsvin, og man boede mange af de samme steder som i mesolitikum, ved kysterne og floddalene, dog også med koncentrationer i det vestlige Georgien. Husdyr som får og kvæg blev introduceret. Nye flinttyper i form af segl og spidsvåben blev udviklet, og hakker samt slebne stenredskaber og slibesten viser en begyndende ændring i økonomien. Efterhånden begynder keramik, også med sildebens- og bølgedekorationer, at komme til. Der er desuden evidens for vin, muligvis verdens første druevin, i denne periode, med spor dateret til 6000-5800 f.v.t. i begyndelsen af Shomu-Shulaveri-kulturen (ca. 5900-4900 f.v.t., dvs. fra neolitikum ind i tidlig kobberalder).
Fra ca. 5500-5000 f.v.t. i den senere del af Shomu-Shulaverikulturen har man fundet få perler og små prene af naturligt forekommende kobber, f.eks. ved Gargalar-Tepesi og Khramis Didi-Gora, og lidt tidligere (ca. 5900 f.v.t.) i Aratashenkulturen (ca. 5900-4900 f.v.t.) i Armenien.
Fra den vestlige del af Kaukasusbjergene kendes Darkvetikulturen (ca. 5600-3900 f.v.t.), hvor aktiviteten hovedsagelig foregik i huler, idet man dog også kender bopladser i det fri. Denne periode karakteriseres ved ovale og cirkulære hytter delvist under sænket i overfladen. I sin senere fase ser Darkvetikulturen ud til at have været i tæt kontakt med Meshokokulturen (ca. 4500-3800 f.v.t.) på den nord- og nordvestlige side af Kaukasusbjergene. Dette ses især tydeligt på de to kulturers stenarmbånd, som ligner hinanden. Parallellerne er måske produkt af cirkulær mobilitet i forbindelse med hyrdeøkonomi. Genetisk ser folk på dette tidspunkt ud til at ligne jæger-samlere med lidt begyndende indblanding af folk fra syd.
Fra omkring 4600-3900 f.v.t. opstår Sionikulturen i det østlige Georgien, det nordvestlige Iran, Armenien og det østlige Tyrkiet. I denne periode begynder man at se tydeligere evidens for hele kæden af metalforarbejdning, inklusive støbning og koldsmedning, f.eks. ved Mentesh Tepe, muligvis udvundet omkring Alazanifloden som har lignende zinkforekomster, som man finder i metallerne i denne periode. Små forekomster af arsenik begynder også at optræde i metalgenstandene fra denne periode.
Genetisk ser man stigende indblanding af folk fra syd i Tyrkiet og Iran i denne periode i Kaukasus. Arkæologiske nabokulturer i denne periode er Ginchikulturen (ca. 4300-3200 f.v.t.) mod nordøst i Dagestan og senere mod syd i form a Leila Tepe-Berikleedepi (ca. 3900-3300 f.v.t-, måske også med relation til Majkopkulturen nævnt nedenfor). Som i tidlig neolitikum ses tydelige tegn på vinproduktion.
Fra omkring 3800 f.v.t. begynder Majkopkulturen (ca. 3800-2800 f.v.t.) at udvikle sig i det nord- og nordvestlige Kaukasusområde. Majkopkulturen er især kendt for sine rige gravhøje. Denne kultur deles typisk op i en Majkopfase (indtil ca. 3300 f.v.t.) og en Novosvobodnayafase (indtil 2600 f.v.t.), men de to faser overlapper også i tid. Undertiden omtales de også som to selvstændige kulturer. Genetisk er de grundlæggende ens, en blanding mellem et gammelt kaukasisk jæger-samlerkomponent og en stadigt stigende andel genetisk indblanding fra Anatolien og Iran i syd-sydvest. Dog har folk fra den senere Novosvobodnayafase genetisk lidt mere blanding fra Iran. Flere nye teknologier gør sig gældende i Majkopkulturen, blandt andet i form af mere sofistikeret metalforarbejdning.
I de rigeste grave, f.eks. i Majkop og Klady, har man fundet en form for 61 cm langt sværd, en guldtyr, en sølvkop, en hundefigur af sølv, en løvefigur af guld, et diadem med guldrosetter i nærøstlig Uruk-stil, en guldhalskæde, økser og hakker af arsenisk kobber, mennesketænder med guldbelægning og massevis a guldperler, terninger m.m. Der er tilmed fundet fornemme metalrør på 1,1 m med guld- og sølvfigurer af dyr, som for nylig er blevet tolket som nogle af verdens første lange guld- og sølvsugerør til alkoholiske drikke. da man har identificeret rester af stivelse fra byg indeni. Man finder lignende afbildninger af fester med folk, der drikker af lange sugerør i det 3. og 2. årtusind f.v.t. i Nærøsten.
Hjulet (samt pottehjulet) kommer også til det nordlige Kaukasus i denne periode. De rige grave i denne periode viser således tydelige forbindelser til de store civilisationer i Nærøsten mod syd og hyrderne i stepperne mod nord i Rusland og mod nordvest i Ukraine, samt mere eksotiske materialer helt til Tadsjikistan, Afghanistan og Pakistan via Uruk-riget i Mesopotamien.
Tekstiler findes også i denne periode, ét af dem i gravhøjen Klady (Novosvobodnayafasen, direkte dateret til c. 3000-2600 f.v.t.) i det nordvestlige Kaukasus er et af de ældste bevarede uldtekstiler man kender, brikvævet, farvet, og endda med indblanding af bomuld.
Fra omkring 3600 f.v.t. begynder Kura-Araxeskulturen i det sydlige Kaukasus at udvikle sig. Denne kultur er ligeledes kendt for omfattende sofistikeret metalproduktion (dog mest fra 3000 f.v.t.), og for vinproduktion. Især er den dog kendt for sin rød-sort-brunglittede keramik. Kura-Araxeskulturen spreder sig til et stort område i Kaukasus og dybt ned i Nærøsten i Armenien, Iran og Anatolien (Tyrkiet) omkring 3000 f.Kr. med flere regionale varianter. I modsætning til Majkopkulturen, hvor de fleste metalgenstande kommer fra grave, kommer Kura-Araxes' metalgenstande mest fra bopladser. Især kobberøkser og -dolke i Kura-Araxeskulturen har mange paralleller med tilsvarende genstande fra Novosvobodnayakulturen mod nordvest. Kura-Araxes' metalsegl ser dog ud til at være et mere unikt fænomen.
Nogle få guld- og sølvgenstande kendes også fra Kura-Araxeskulturen, især ringe og perler. Disse genstande, bl.a. fra den rige kvindegrav i Kvazchela, viser også paralleller til genstande i "den royale grav" i Arslantepe i det østlige Anatolien. De fleste metalgenstande er dog af arsenisk kobber (undertiden også kaldt arsenisk bronze). Arsenik kan bruges til at hærde kobberet og give det en mere skinnende overflade samt til at gøre det nemmere at arbejde med, så det får egenskaber, som ligner bronze (som i sin strengeste definition er opblandet med tin). Fra en grav i Velikent i Dagestan fra denne periode kendes også det tidligste eksempel på "rigtig" bronze (tin-bronze) i Kaukasus. Man har i nyere tid desuden fundet en guldmine, som var aktiv i denne periode (mere end 700-800 år) i Sakdrisi i det sydlige Georgien. Det estimeres, at man samlet set har produceret omkring 500-1000 kg guld fra denne mine, eller omkring 1 kg guld om året.
Fra omkring 2800 f.v.t. opstår den "nordkaukasiske kultur" (ca. 2800-2400 f.v.t.), og via denne spreder folk sig fra steppeområdet (den sene fase af Yamnayakulturen) sig sydpå ned gennem Kaukasus.
Efter Kura-Araxeskulturen følger den mellemste bronzealder med Bedenikulturen i det østlige Georgien (fase I, indtil ca. 2000 f.v.t.) og Trialetikulturen (traditionelt fase II-III, ca. 2000-1450 f.v.t.), tilsyneladende med et vist kulturskifte allerede i fase III fra omkring 1700 f.v.t.
Fra Kolkhisområdet i det vestlige Georgien omkring Sortehavet kendes Kolkhiskulturen. Den deles op i to hovedfaser: ur-Kolkhis ca. 2700-1700/1600 f.v.t. (ur-Kolkhis I i tidlig bronzealder, ur-Kolkhis II i mellemste bronzealder) og Kolkhis 1700/1600 (Kolkhis I i sen bronzealder og Kolkhis II i sen bronzealder til tidlig jernalder indtil 600 f.v.t. (sen bronzealder til jernalder). Omkring 800-600 f.v.t. viser Kolkhiskulturen indflydelse fra kimmererne og skytherne. Kolkhiskulturen menes at være endt, da græske kolonier blev etableret i området fra omkring 600 f.v.t., sandsynligvis tiltrukket af Kolkhis' rigdom i kobber og guld. Myten om "Det Gyldne Skind" i Kolkhis kan sandsynligvis forbindes hermed.
Fra det centrale og nordlige Kaukasus kendes Kobankulturen (ca. 1200-400 f.Kr.). I den senere fase af Kobankulturen er der tegn på kontakt med kimmererne, skytherne og sarmaterne.
Kohl, Philip, Trifonov, Viktor 2014. The prehistory of the Caucasus: internal developments and external interactions. The Cambridge World Prehistory, kap. 3.11, s. 1571-1595. DOI: https://www.researchgate.net/deref/http%3A%2F%2Fdx.doi.org%2F10.1017%2FCHO9781139017831.096
McGovern, Patrick, et al.2017. Early Neolithic wine of Georgia in the South Caucasus. PNAS 114 (48) E10309-E10318. DOI: https://doi.org/10.1073/pnas.1714728114.
Wang, Chuan-Chao, et al. 2019. Ancient human genome-wide data from a 3000-year interval in the Caucasus corresponds with eco-geographic regions. Nature Communications 10, 590. https://doi.org/10.1038/s41467-018-08220-8.
Anthony, David W. 2007. The Horse, the wheel, and language, s. 285-299 (kapitel om Kaukasus). ISBN: 9780691148182
Courcier, Antoine 2014. Ancient Metallurgy in the Caucasus From the Sixth to the Third Millennium BCE. Kapitel i: Roberts, B., Thornton, C. (red.) Archaeometallurgy in Global Perspective. DOI: https://doi.org/10.1007/978-1-4614-9017-3_22
Thomas Stöllner, Irina Gambaschidze (2014). The gold mine of Sakdrisi and earliest mining and metallurgy in the Transcaucasus and the Kura-valley system, s. 102-124. Kapitel i: Narimanishvili, G. (red.) Problems of Early Metal Age archaeology of Caucasus and Anatolia (conference proceedings). Tblisi. ISBN 978-9941-0-7134-8.
Trifonov, Viktor, Denis Petrov, and Larisa Savelieva. “Party like a Sumerian: Reinterpreting the ‘Sceptres’ from the Maikop Kurgan.” Antiquity 96, no. 385 (2022): 67–84. doi:10.15184/aqy.2021.22.
Læs mere i Den Store Danske
#/media/File:Zemo_Svaneti,_June,_2018-10.jpg){kind=link}
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.