Georgiens historie

Assyriske kilder omtaler en række urgeorgiske stammer, som i begyndelsen af 1000-tallet. f.v.t. bosatte sig i Anatolien og ved den østlige Sortehavskyst. Dette område kendes fra den græske mytologi som Kolkhis, der ret tidligt kom under græsk dominans. I 600-tallet f.v.t. trængte andre stammer, på græsk benævnt iber, fra Anatolien gennem den øvre Kuradal og oprettede en kongemagt i landskabet Kartli, som grækerne kaldte Iberia. I 65 f.Kr. kom Iberia under Roms overhøjhed, men romerretten vandt ikke indpas, og som i den øvrige Nærorient har politik i Georgien stedse hvilet på personlig snarere end på institutionel tilknytning.

I begyndelsen af 300-tallet e.v.t. antog kongen af Kartli kristendommen som modvægt til den persiske indflydelse, og i de følgende århundreder udgjorde de georgiske lande en permanent konfliktzone mellem Det Byzantinske Rige og Persien. Herunder blev Sortehavsregionen tættere knyttet til Det Byzantinske Rige, mens Kartli kom under persisk dominans. Til gengæld blev Kartlidialekten grundlag for det kirkelige skriftsprog. Først i slutningen af 400-t. lykkedes det Vakhtang Gorgasali at genetablere en uafhængig kongemagt, men allerede midt i 500-t. herskede lokale småfyrster på ny under enten persisk eller græsk overhøjhed, indtil araberne i 654 trængte ind fra Kuradalen og erobrede hele Østgeorgien.

I 800-t. begyndte den første egentlige rigssamling af de georgiske lande, baseret på det fælles kirkesprog og anført af en armensk fyrsteslægt, bagratiderne. I 1122 tog kong David Agmasjenebeli (1089-1125) Tbilisi fra araberne, og navnet Sakartvelo blev fællesbetegnelse for både Vest- og Østgeorgien. Det middelalderlige Georgien havde sin guldalder under bagratidedronningen Tamar (1184-1213), men der blev gjort en ende på den med mongolernes indtrængen i Transkaukasien i 1220. I 1300-t. indtraf endnu en katastrofe med Timur Lenks gentagne invasioner. Den sidste hersker af det forenede Georgien var Alexander 1. (1412-43), og efter ham blev landet atter delt i flere indbyrdes stridende fyrstendømmer. Tyrkernes erobring af Konstantinopel i 1453 afskar de georgiske lande fra Europa, og i de følgende århundreder var de kastebold mellem Osmannerriget og Persien under safaviderne.

Rusland viste interesse for Georgien fra 1500-tallet, men var ikke stærkt nok til at gøre sig gældende. Med Persiens tiltagende interne svækkelse lykkedes det bagratiden Irakli 2. i 1762 at opnå magten over et forenet Kartli-Kakhetien. Imeretien i Vestgeorgien gjorde sig samtidig endegyldigt fri af osmannerne.

Den konstante trussel sydfra tvang nu Georgien til at søge hjælp fra Rusland, som i 1783 påtog sig at sikre landet til gengæld for dets accept af russisk overhøjhed. Ved et nyt persisk angreb i 1795 viste løftet sig imidlertid uden værdi, og Georgien måtte vælge enten at underkaste sig Rusland betingelsesløst eller gå til grunde.

I 1801 blev Kartli-Kakhetien indlemmet og sat under russiske militærguvernører. Vestgeorgiens fyrstendømmer blev alle annekteret mellem 1810 og 1864.

Georgiens indlemmelse i Rusland satte skub i handel og industri, om end under dominans af armeniere og russere, da de fleste georgiere stadig var bønder. Samtidig skabte samlingen under en politisk myndighed og adgangen til uddannelse kulturel opblomstring og gryende national bevidsthed. På baggrund af et skærpet russisk styre fra sidst i 1800-t. bidrog dette til dannelsen af en stærk socialdemokratisk nationalbevægelse i de større byer.

Revolutionen i Rusland i 1905 medførte også uro i Georgien, og ved 1. Verdenskrigs afslutning i 1918 udråbte de georgiske mensjevikker landet til uafhængig republik. Denne anerkendtes af både England, Frankrig og de russiske bolsjevikker i 1920, men i januar 1921 trængte Den Røde Hær ind, og Georgien blev indlemmet i Sovjetrusland.

1922 indgik Georgien s.m. Armenien og Aserbajdsjan i Den Transkaukasiske Socialistiske Sovjetføderation, men blev 1936 gjort til fuldgyldig unionsrepublik. Sovjettiden prægedes i perioder af stærk undertrykkelse over for forsøg på opnåelse af større politisk selvstændighed. Det afvejedes delvis af den officielle nationalitetspolitik, som kulturelt favoriserede unionsrepublikkernes titulærnationer, men til gengæld medførte diskrimination af ikke-georgiske mindretal som abkhasere og sydossetere. I 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne havde Georgien en af de højeste levestandarder i Sovjetunionen; man nød godt af den sovjetiske turisme og en udbredt korruption. Efter Gorbatjovs lancering af perestrojka og glasnost ønskede befolkningen at få flere muligheder for at bestemme selv og begyndte at demonstrere for større uafhængighed af Moskva. Ved en fredelig demonstration i Tbilisi i april 1989 blev 19 demonstranter dræbt af sovjetiske soldater og flere hundrede såret, hvilket øgede georgiernes forbitrelse mod Moskva. Senere i 1989 krævede den autonome region Sydossetien større selvstændighed, hvorpå den georgiske ledelse ophævede regionens autonome status i 1990, og Sydossetien erklærede sig uafhængigt af Georgien. Derefter udbrød der voldsomme kampe mellem sydosseterne og georgierne.

• Georgiens forhistorie
• Georgiens historie (indtil 1991; denne artikel)
• Georgiens historie efter 1991
• Georgien