Yamnaya-kulturen

Yamnayas materielle kultur er lidt broget, da den er så geografisk spredt med lokale variationer. En særlig karakteristisk genstand er dog den såkaldte "hammerhoved"-bennål. Halskæder med dyretænder (bl.a. fra hunde) kendes også. Derudover har Yamnaya været under tydelig indflydelse fra nabokulturerne, bl.a. Maikop-kulturen. Lerkar (amforaer, æggeformede, rundbundede) kendes. Rulleben fra får eller ged findes også, i nogle områder især i børnegrave. Hårringe af ben eller metal (typisk kobber eller sølv), samt knive eller dolke af arsenisk kobber er fundet. I sjældne tilfælde findes kobberøkser, men typisk er gravene ikke specielt rige på værktøj eller våben.

Allerede i den tidlige yamnayaperiode i den beslægtede Post-Mariupol-kultur i det sydlige Ukraine finder man tegn på smedegrave. I den senere del af Yamnaya (c. 2900-2600 f.v.t.) ser man flere såkaldte smedegrave med værktøj til metalforarbejdning, bl.a. arsenisk kobberstøbning og endda enkelte små eksperimenter med jern. Kobberstøbning kræver høj teknologisk viden, og det at nogle af disse grave også havde ekstra store gravhøje (undertiden mere end 100 m i diameter) synes at vise, at håndværksspecialister havde en høj status. Grave i Utjevka ved Volga-floden og Persjin ved Ural-floden er eksempler på dette. På dette tidspunkt kender man også til kobberminedrift i Kargaly, Volga-Ural i den østlige del af yamnayaområdet. Ofte havde yamnayagrave på Kalmyk-steppen nord for Kaukasus lokale imitationer af metalgenstande (økser, dolke, m.m.) fra syd. I det nordlige Kaukasus (Maikop-Novosvobodnaya-kultur) og på Krim importerede man kaukasisk arsenisk kobber, men i Volga-Ural brugte man det lokale mere rene kobber fra Kargaly.

Yamnaya kendes næsten udelukkende fra tusindvis af gravhøje, som strækker sig over hele udbredelsesområdet. Der kendes dog også nogle få bopladser i den vestlige del af området, fx i Mikhailovka ved den nedre Dneprflod i det sydlige Ukraine.

Yamnaya-gravhøje er typisk væsentligt større end gravhøjene i den beslægtede snorekeramiske kultur. Yamnayagrave er typisk rektangulære enkeltgrave konstrueret som en grube i jorden (deraf det engelske navn Pit-grave culture), sandsynligvis ofte dækket og indlejret med plantemåtter af fx siv, og under en stor gravhøj (en kurgan), typisk ca. 12-18 m i diameter i gennemsnit. Der er dog stor variation, og Yamnaya-gravhøje findes også ned til 10 m i diameter og op til 110 m i diameter (dog ikke altid central placeret i højen), hvilket kunne tyde på en form for hierarki i gravene.

Man har også fundet puder fyldt med steppeplanter, og rød okkerfarve er ofte strøet rundt i graven. Konstruktioner af træ, stenringe, stenindlejringer eller stenbunker kendes også. Andre grave er ofte tilføjet til gravhøjene, både fra Yamnaya-tiden og fra senere perioder. Især i det ukrainske område har en del Yamnaya-gravhøje også menneskelignende stensteler, som nogle gange ser ud til at forestille krigere med våben i bæltet. Men der kendes også Yamnaya-stensteler med indridsning af typisk kvindelige ornamenter. Det er hyppigst mænd, der findes begravet i Yamnaya-grave (nogle steder op til 70-80 %), men der er store regionale variationer i disse tal.

Rester af dyreknogler findes undertiden i forbindelse med grave eller gravhøje. Kropspositionen er typisk på ryggen enten med strakte eller bukkede ben uden tydelige kønsforskelle. Dette afviger fra skikken i snorekeramisk kultur, hvor kroppen typisk ligger i hockerstilling på siden med bukkede ben, kontrasterende efter køn.

Da Yamnaya var en meget mobil nomadebaseret kultur, kendes næsten kun sæsonaktive bopladser i floddalene, sandsynligvis mest brugt af mindre familiegrupper. Klimaet på steppen var hårdt med kolde vintre og hede, tørre somre, ofte med hård vind, så Yamnaya måtte tilpasse sig ved hjælp af mere eller mindre konstante, roterende migrationer hvor man flyttede sine dyr efter gode græsarealer uden for høj sne om vinteren, og adgang til vand om sommeren.

På de pontisk-kaspiske stepper i det nuværende Ukraine og det Sydlige Rusland ned mod Kaukasusbjergene dukker Yamnaya op allerede fra omkring 3300 f.v.t. På dette tidspunkt har nye analyser af belægninger på tænderne på skeletterne i gravene vist, at indtagelse af mælkeprodukter fra køer, får, geder, og i nogle tilfælde også heste, var udbredt. Dette er en kraftig stigning sammenlignet med den foregående periode, hvor plak fra tænderne kun meget sjældent viste spor af mælkeprodukter.

Det tyder således på, at spredningen af Yamnaya delvis kan forklares ved, at man havde fået adgang til en ny stabil og ikke mindst mobil fødekilde. På dette tidspunkt er den europæiske genetiske mutation for at fordøje laktose (mælkesukker) stadig ikke udbredt, så vi må antage, at man har forarbejdet mælken gennem fermentering eller opvarmning til diverse mælkeprodukter som yoghurt og frisk ost for at nedsætte laktosenivauet i mælken og derved undgå diarré. Man kan dog ikke udelukke at man kunne have udviklet særlige mavebakterier til at fordøje den rå mælk, som man kender det i Mongoliet, hvor man heller ikke har et udbredt gen til at fordøje mælk, men stadig drikker masser af rå mælk.

Yamnaya spredte sig, muligvis fra Dnepr-Don-området, over de ukrainske og russiske stepper i løbet af 3300-3000 f.v.t., også med begravelser under høje, men typisk med udstrakt kropsstilling i gravene.

Også hjulet fik sit indtog på stepperne omkring 3300-3200 f.v.t., og ses i Yamnayagrave (også med hjul og vogne). Den øgede mobilitet fra vogne gjorde at man kunne pakke telte, vand, m.m. og bevæge sig længere ud på stepperne og længere væk fra floderne end hidtil. Dermed kunne man tage nye græsgange i brug og gå over til et mere fuldbyrdet nomadeliv.

Yamnaya var sandsynligvis kraftigt influeret af den imponerende Maikopkultur fra det nordlige Kaukasus. Enkelte tidligere Maikop bopladser (Konstantinovka, Razdorskoe) fra c. 3500-3300 f.v.t er fundet et godt stykke ind i steppeområdet (til den sydlige Donflod), og man kan forestille sig at hjulet og en del metalteknologi blev indført på steppen af den vej. Dog ser det ud til at være blevet ved handel på den tid da man endnu mangler evidens for udbredt DNA fra Maikop i Yamnaya individer.

DNA-studier har nu vist, at forfaderen til den tamhest, vi kender fra hele verden i dag, også kommer herfra på dette tidspunkt. Studier af yamnayaskeletter mod vest viser tegn på "ryttersyndrom" og proteiner fra hestemælk er fundet i tænderne på Yamnayafolk. Alt dette vidner om at man havde domesticeret hesten på dette tidspunkt, og at man var begyndt at eksperimentere med også at ride på heste, hvilket sandsynligvis gav langt hurtigere transport og mulighed for at hyrde langt større flokke af dyr fra hesteryg. Dog havde hesten endnu ikke nogle af de genetiske træk vi kender fra moderne rideheste, da de først opstod omkring 2200-2000 f.v.t. Yamnayaheste har således stadig været meget nervøst anlagte, og ikke kunne bære en rytter så længe ad gangen, og dermed næppe brugbare i direkte kamp, men kan måske have hjulpet til at flytte yamnayaindivider hurtigt over lange afstande, som vi ser fra DNA-studier.

En stor mængde DNA-studier har vist, at yamnayakulturen omkring 3000 f.v.t. både spredte sig mod vest langs Donau-floden og flere tusinde kilometer mod øst gennem Kasakhstan til Altajbjergene. I Altaj kendes den som Afanasjevo-kulturen, der genetisk er næsten identisk med yamnayakulturen, især på de østlige stepper omkring Volgafloden og Donfloden. Folk fra Yamnaya spredte sig også sydpå ind i Kaukasus og de eller lignende steppefolk var også ophav til snorekeramisk kultur i Central- og Nordeuropa (i Danmark kendt som enkeltgravskulturen) i sammenblanding med den polske kugleamforakultur.

Nye metoder baseret på længden af identiske gensekvenser mellem oldtidsindivider kan identificere direkte slægtskab mellem individer indenfor omkring 6 generationer. Det vil efterhånden give et mere præcist billede af mobilitet, migration og familiestrukturer på lille, og med tiden også på større skala.

Således har man bl.a. påvist et direkte slægtskab mellem en person fra Yamnaya og en person fra Afanasjevo-kulturen flere tusinde kilometer væk. Man har desuden med denne metode vist at de yamnayagenomer, man kender nu, var overordentlig tæt beslægtet, og kan have været en del af en mindre elite, snarere end en generel befolkning. De fleste af dem bærer også den specifikke Y-kromosom-haplogruppe, som kaldes R1b-Z2103, og som nedarves fra fader til søn. Det tyder på stærk forankring, sandsynligvis af arvegods og social status, gennem faderens linje.

Lignende analyser vil kunne hjælpe med til at løfte sløret yderligere for spørgsmålet om den genetiske relation mellem snorekeramisk kultur og Yamnaya i nær fremtid. Selv om de ligner hinanden genetisk, har de to kulturer forskellige Y-haplogrupper ("fædrene linjer"), da folk i snorekeramisk kultur sjældent bærer på R1b-Z2103, som dominerer i Yamnaya.

Yamnayas eget genetiske ophav er også stadig debatteret, ud over at de fleste er enige om at de kommer fra stepperne i en eller anden grad. Forskellige genetiske studier har givet lidt forskellige fortolkninger, da man ofte kun har haft genomer fra nogle få regioner i yamnayaområdet at sammenligne med, både fra Yamnaya og tidligere på stepperne. Et nyt studie fra Københavns Universitet viser dog nu, at yamnayagenomer ser ud til at have det meste af deres ophav (ca. 65 % i gennemsnit) hos jæger-samlere, som levede ved Donfloden syd for nutidens Moskva omkring 5000 f.v.t., samt opblanding fra kaukasiske jæger-samlere og i mindre grad opblanding fra bønderne i naboområdet. Et relateret københavnsk studie opdagede også at disse steppefolk som vandrede ind i Nordeuropa havde et særligt effektivt immunsystem (måske grundet deres hyrdelivsstil), hvilket ser ud til at have resulteret i højere forekomst af autoimmune sygdomme som multipel sclerose i Nordeuropa frem til i dag.

• snorekeramisk kultur
• enkeltgravskultur
• kugleamfora-kultur
• Ukraines forhistorie
• Ruslands forhistorie