fotogravure

Artikelstart

Fotogravure er en grafisk reproduktionsmetode til gengivelse af naturtro toneværdier i dybtryk. Metoden er inspireret af mezzotinte- og akvatinte-teknikkerne, som i århundreder havde været måder at løse problemet på. Efter fremkomsten af fotografien i 1830'erne begyndte i midten af 1800-tallet udviklingen henimod det moderne alternativ, fotogravuren.

Faktaboks

Etymologi

Fotogravure kommer af foto- og en afledning af fransk graver 'gravere, indhugge'.

Manuel fotogravure

Et fotografisk positivbillede projiceres over på en blank kobberplade, der forinden i en støvkasse er overdækket med fint asfalt- eller harpiksstøv, så den har en kornet overflade. Pladen opvarmes, så de mikroskopiske støv-korn binder til pladen. Så tages der et kontaktaftryk af diapositivet på et papirark påført en lysfølsom krom-gelatine. Arket presses under vand fast på den kornede kobberplade. Når pladen igen er tør, lægges den i varmt vand. Det fremkalder billedet og får gelatinen til at svulme op og danne et svagt højrelief på kobberpladen. Når pladen så ætses med jernklorid, æder syren sig ned i kobberet, proportionalt med gelatinelagets tykkelse således, at syren først ætser de partier i billedet som er mørkest, og sidst de partier, der er lysest. Efter aftørring ses billedet på pladen i et spejlvendt dybrelief med det oprindelige fotografis halvtoner korrekt gengivet. Pladen kan nu afgive tryk på papir i en kobbertrykspresse.

En moderne version af teknikken blev lanceret i 1989 af danskeren Eli Ponsaing under navnet heliogravure. I stedet for kobberplader fandt han på at bruge fotopolymer-plader, der tidligere kun brugtes til højtryksteknikken flexografi. Og i stedet for ætsning med syre brugte Ponsaing ultraviolet lys og et syrefrit vandbad til opløsning af ufremkaldt film på pladen. Efter tørring kan pladen trykke som en almindelig fotogravureplade. Teknikken er blevet stærkt udbredt blandt kunstgrafikere i Norden.

Industriel fotogravure

Til industriel brug udviklede man omkring 1880 en lidt anderledes teknik. Det fotografiske positivbillede projiceres over på en blankpoleret plade eller (halv)cylinder af blankpoleret kobber. Straks efter kopieres et ekstremt fintmasket net over og ovenpå billedet. Nettet er syremodstandsdygtigt og har vinkelret krydsende tråde. Så ætses pladen med jernklorid, og syren trænger ned på kobberet uden at beskadige nettet. Syren ætser meget eller lidt i forhold til, hvor meget lys der kan trænge igennem motivet på det oprindelige fotografi. Resultatet er en kobberplade eller -cylinder – med mikroskopiske, kvadratiske huller af varierende dybde afspejlende toneværdierne i det oprindelige fotografi. Efter forståling er pladen eller cylindren klar til at trykke i tusindvis af aftryk.

Historie

Fotogravure blev opfundet i 1850'erne, da opfinderen af det fotografiske negativ, englænderen Henry Fox Talbot, lykkedes med at overføre fotografiske positivbilleder til en plade, der efter fremkaldelse så kunne fremstå som et færdigt, retvendt billede, der kunne massefremstilles. Talbot kaldte sin opfindelse photoglyphic engraving og fik den patenteret i 1858. Opfindelsen inspirerede den tjekkiske maler og tegner Karel Klic (1841-1926) til at fremstille raderede dybtrykplader ud fra Fox Talbots teknik. Han kaldte sin teknik for heliography og patenterede den i 1852. En forbedret metode blev patenteret i 1879. Efter 1880'erne var industriel fotogravure efter Talbot-Klic-metoden en uovertruffen teknik til industriel kunstreproduktion.

Klassisk fotogravuren havde en glansperiode fra omkring 1910 til 1940, specielt i Tyskland, der på den tid var ledende i Europa inden for grafisk teknologi. Berømt er kobbertrykkerierne J.B. Obermetter i München og Reichdruckerei i Berlin for deres faksimile-tryk af gamle raderinger i så høj en kvalitet, at det kun er det papir, de er trykt på, der afslører forskellen til originalerne.

En særlig udbredelse fik industriel fotogravure i den illustrerede ugepresse (i Danmark fx Billedbladet og Ude & Hjemme) helt frem til 1980'erne, fordi man med teknikken kunne udnytte, at en trykplade graveret til dybtryk slider mindre på papirbanen i rotationstryk end en kliché til rotationstryk i højtryk og derfor kan trykke på tyndere og billigere papir.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Bøegh, Henrik: Fotogravure fra forlæg til færdigt tryk. 1996.
  • Ponsaing, Eli: Fotogravure – en ny metode. 1995.

Kommentarer (1)

skrev Poul Steen Larsen

Jeg skal finde nogle illustrationer.
P.S.: Der er ikke noget af Kirsten Vittrups tekst tilbage i artiklen.

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig