Kiribati er en republik i Stillehavet, som består af tre øgrupper spredt ud over et enormt havområde på begge sider af ækvator og tværs over datolinjen i Stillehavet. Kiribati er en af verdens mikronationer og i praksis knap en samlet enhed; en del af befolkningen lever i meget små, selvforsynende og uhyre isolerede samfund.
Flaget blev indført ved uafhængigheden i 1979. Dets udformning svarer til det våbenskjold, der blev givet den daværende britiske kronkoloni Gilbert- og Elliceøerne i 1937. Fuglen er en fregatfugl og symboliserer frihed og magt. Den opstigende sol over Stillehavet henviser til øernes beliggenhed ved datolinjen.
Kiribati. Kiritimati Island, en af Line Islands, er den største atol i Stillehavet. Øen hed tidligere Christmas Island, da den blev opdaget af James Cook juleaften 1777. Hovedparten af indbyggerne arbejder på kokosplantager og med fremstilling af kopra.
Kiribati består af tre adskilte øgrupper; mod vest Gilbertøerne, øst herfor de ubeboede Phoenixøer og længst mod øst flere af Line Islands, hvis øvrige øer hører under USA. På nær den fosfatrige Banaba (tidligere Ocean Island) er alle øerne lavtliggende atoller, koraløer opbygget på undersøiske vulkaner. Klimaet er tropisk, præget af passatvindene og nærmest uden årstider.
Økonomien var tidligere helt domineret af fosfatgravningen på Banaba; den blev indstillet i 1979, og efter retssager fik Kiribati en betydelig kompensation for mange års britisk råstofgravning. Renterne af erstatningen indgår i landets udviklingsprojekter, som i øvrigt er præget af udenlandsk bistand. Også bidrag fra kiribatier, som arbejder som søfolk og ved fosfatgravning på Nauru, bidrager til økonomien. Derimod er landbrug og fiskeri især af lokal betydning i de små selvforsyningssamfund på fjerntliggende øer. I den saltholdige jordbund kan kun få planter dyrkes: især kokos, taro, yams og bananer. Svinehold er meget udbredt. En del af havets resurser bliver udnyttet af USA, Japan og Sydkorea, der bl.a. fisker tun på licens.
Kiribati havde gennem 1990'erne stor befolkningsvækst. Væksten sker især i hovedbyen Bairiki på den sydlige og meget tætbefolkede del af atollen Tarawa i Gilbertøerne; der var 33.000 indbyggere på Tarawa i 2001. Befolkningstallet stagnerer ellers på de fleste af de i alt 20 beboede øer. I Bairiki har parlament og administration sæde. En af parlamentets pladser er reserveret til en repræsentant for Banaba, hvis befolkning i 1945 blev forflyttet til øen Rabi i Fijiøerne pga. fosfatgravningen på deres hjemø.
Der tales ikiribati, også benævnt kiribati eller gilbertesisk, som tilhører den mikronesiske sprogfamilie i den austronesiske sprogæt. Engelsk er officielt sprog.
Kiribatis befolkning er sprogligt og kulturelt bemærkelsesværdigt ensartet. De første beboere kom fra SØ-Asien for 4000-5000 år siden. Fra ca. 1000-1400 e.v.t. blev de sydlige Gilbertøer kraftigt påvirket af indvandrere fra Samoa. I 1800-tallet. var der på en del øer små kongedømmer, som prægedes af hyppige krige. Trods tidligere besøg af europæiske søfolk var det først fra begyndelsen af 1800-tallet, at befolkningen kom i vedvarende, nær kontakt med de fremmede hvalfangere, handelsmænd, kristne missionærer og "blackbirders", der var på jagt efter arbejdskraft.
I 1892 gjorde Storbritannien Gilbert- og Elliceøerne til protektorat og annekterede i 1900 fosfatøen Ocean Island (Banaba). I 1916 blev protektoratet kronkoloni. Herefter blev flere øer indlemmet i kolonien. Under 2. Verdenskrig var Kiribati 1942-1943 besat af Japan, og mange øer led under hårde kampe. Den efterfølgende udstationering af amerikanske tropper bidrog stærkt til at etablere den moderne verden i befolkningens liv og bevidsthed. I 1979 blev Kiribati en selvstændig republik.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.