Fiji er et ørige og republik i Stillehavet, som indtil 1970 var en britisk koloni. Blandt de spredte og meget små nationer i regionen indtager Fiji en central rolle; hovedstaden Suva rummer flere regionale organisationer, og lufthavnen i Nadi er centrum for flyvningen i den vestlige del af Stillehavet. Fijis traditionelle ensidige økonomi baseret på sukkereksport suppleres i stigende grad af letindustri og turistindtægter.
Faktaboks
- Etymologi
- Fijianerne kaldte deres hjemegn Viti, men nabofolket tonganerne kaldte det Fisi. Den angliserede stavemåde tog udgangspunkt i den tonganske udtale, og betegnelsen endte altså med at være Fiji.
- Officielt navn
- Fiji (engelsk)/Viti (fiji), Republic of Fiji/Matanitu ko Viti
- Dansk navn
- Fiji
- Styreform
- parlamentarisk republik
- Hovedstad
- Suva
- Indbyggertal
- 895.400 (nationalt estimat, 2022)
- Areal
- 18 270 km²
- Indbyggere pr. km²
- 49 (2019)
- Officielt/officielle sprog
- engelsk (officielt), fiji (officielt), hindustani
- Religion
- protestanter 45 % (metodister 34,6 %, Assembly of God 5,7 %, syvendedagsadventister 3,9 %, anglikanere 0,8 %), hinduister 27,9 %, katolikker 9,1 %, andre kristne 10,4 %, muslimer 6,3 %, ingen religion 0,8 %, sikher 0,3 %, andre 0,3 % (2007)
- Nationaldag
- uafhængighedsdagen den 10. oktober (1970)
- Statsoverhoved
- præsident Williame Katonivere (siden den 12. november 2021)
- Statsminister
- premierminister Sitiveni Rabuka (siden den 24. december 2022)
- Møntfod
- dollar
- Symbol
- den fijianske kano
- Valutakode
- FJD
- Nationalsang
- God Bless Fiji ('Gud velsigne Fiji')
- Engelsk navn
- Fiji, Republic of Fiji
- Uafhængighed
- den 10. oktober 1970 (fra Storbritannien)
- Befolkningssammensætning
- oprindelige fijianere 56,8 %, indere 37,5 %, folk fra øen Rotuma 1,2 %, andre 4,5 % (2007)
- BNP pr. indb.
- 35.496 kr. (2017)
- Middellevetid
- mænd 65,4, kvinder 68,6 år (2015)
- Indeks for levevilkår, HDI
- 0,724 (2018)
- Indeks for levevilkår, position
- 98 (2018)
- Gini-koefficient
- 36,7 (2013)
- CO₂-udledning pr. indb.
- 1,3 ton (2014)
- Internetdomænenavn
- .fj

Nationalflag
Flaget blev antaget ved uafhængigheden i 1970 og forblev uændret efter militærkuppet i 1987. Læs mere om Fijis nationalflag.
Geografi
Fijiøerne består af to store og mere end 300 mindre øer med et 1,3 mio. km2 stort havterritorium. Hovedøen Viti Levu udgør sammen med den nordlige naboø Vanua Levu 87 procent af arealet og rummer næsten hele befolkningen. Læs mere om Fijis geografi.
Sprog
De officielle sprog på Fijiøerne er standardfiji og engelsk. Fijisproget, som omfatter to ret forskellige dialektgrupper, tilhører den austronesiske sprogfamilie. Læs mere om Fijis sprog.
Forfatning
Republikkens forfatning fra 1990 indførte et tokammersystem og giver melanesierne ret til statsministerposten samt til 37 af de i alt 70 pladser i Repræsentanternes Hus. Læs mere om Fijis forfatning.
Historie
Øgruppen blev opdaget og koloniseret i det andet årtusinde f.v.t. af austronesisk-talende folk fra det vestlige Stillehav. Senere indvandringer fra andre øer gjorde Fiji til et mødested for melanesiske og polynesiske kulturpåvirkninger. Læs mere om Fijis historie.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.