Stillehavet. Kort over havstrømmene. De røde pile angiver varme strømme, de blå pile kolde.

.

Stillehavet, verdens største ocean. Stillehavet dækker 180 mio. km2, hvilket svarer til ca. 35 % af Jordens overflade og ca. 50 % af Jordens samlede havareal. Mod øst og vest afgrænser man det normalt af Amerika, Asien og Australien samt af linjer fra Kap Horn og Tasmaniens sydspids mod syd. Beringsstrædet og Antarktis' kyst udgør Stillehavets afgrænsning mod nord og syd.

Faktaboks

Etymologi
Ordet Stillehavet kommer af portugisisk o Pacífico 'det rolige (hav)'; på engelsk the Pacific (Ocean); navngivet af Fernando de Magellan i 1520, efter at han som den første europæer havde passeret det oprørte farvand mellem Tierra del Fuego og det sydamerikanske fastland, Magellanstrædet.

Afstandene er enorme: Fra Panama til Mindanao er der 17.200 km, og fra nord til syd 15.500 km. Den gennemsnitlige havdybde er over 4 km, og oceanet rummer flere af de største havdybder i verden med Marianergraven (11.034 m) som den dybeste.

Oceanografi

Stillehavet. Cirkulationen i atmosfæren og oceanet i det tropiske Stillehav. Øverst: Normale forhold i det tropiske Stillehavsområde. Nederst: Under en El Niño-begivenhed rykker det varmere overfladevand og opstigningen af varm, fugtig luft mod øst, samtidig med at passatvinden svækkes i den vestlige og centrale del af det tropiske Stillehav, og koldt, dybtliggende vand forhindres i at nå overfladen i øst.

.

Overfladetemperaturen i Stillehavet varierer mellem 28 °C ved ækvator og -1,8 °C (frysepunktstemperatur) ved polerne. Saltholdigheden varierer mellem 32 ‰ og 36,5 ‰ og er højest i subtroperne, hvor fordampningen er størst. På dybder større end 1500 m er vandet i Stillehavet meget homogent. Her varierer temperaturen blot mellem 1,1 °C og 2,2 °C, og saltholdigheden mellem 34,65 ‰ og 34,75 ‰. Årsagen er, at oceanet ikke har dybvandsdannelse; dybvandet stammer fra kilder uden for Stillehavet, primært Nordatlanten (se Atlanterhavet).

Cirkulation

Overfladecirkulationen i Stillehavet er styret af de globale vindsystemer, dvs. passatvinde (østenvinde) omkring ækvator, vestenvinde på mellembreddegraderne og østenvinde ved polerne. Det giver en cirkulation, som går med uret på den nordlige halvkugle og mod uret på den sydlige. Ved ækvator findes derfor vestgående strømme såvel nord som syd for ækvator, hhv. Den Nordækvatoriale Strøm mellem 8° n.br og 20° n.br. og Den Sydækvatoriale Strøm mellem 3° n.br. og 10° s.br. Imellem dem findes den østgående Ækvatoriale Modstrøm.

Specielt for den ækvatoriale cirkulation er tilstedeværelsen af Den Ækvatoriale Understrøm, som løber symmetrisk omkring ækvator mellem 1,5° s.br. og 1,5° n.br. i dybdeintervallet 70-200 m; strømmen kan observeres hele vejen på tværs af Stillehavet, dvs. over ca. 15.000 km, og hastigheden kan være op til 1,7 m/s.

I Stillehavets vestlige side bøjer de to ækvatoriale strømme af, hvorved der transporteres store mængder varme fra troperne mod polområderne. På den nordlige halvkugle hedder den vestlige nordgående strøm Kuro Shio; den er Stillehavets pendant til Golfstrømmen i Nordatlanten og transporterer ca. 4 mio. m3 vand/s. Nord for Japan drejer strømmen mod øst og flyder i vestenvindsbæltet over mod Nordamerika, hvor den deler sig i den sydgående Californiske Strøm og den nordgående Alaskastrøm. På den sydlige halvkugle findes en vestlig randstrøm, den såkaldte Østaustralske Strøm, som er mere diffus i sin karakter end Kuro Shio, da der ikke er en kontinuert kystlinje som på den nordlige halvkugle.

I den sydlige halvkugles vestenvindsbælte går Den Østaustralske Strøm over i Den Antarktiske Cirkumpolare Strøm, som ved det sydamerikanske kontinent delvis går over i Humboldtstrømmen (Den Peruanske Strøm) mod nord, indtil ringen sluttes ved ækvator i Den Sydækvatoriale Strøm.

El Niño

El Niño er et specielt fænomen ved cirkulationen i Stillehavet. El Niño var oprindelig den lokale betegnelse for en svag, varm havstrøm, der løber langs Ecuadors og Perus kyster hvert år ved juletid; den er nu synonym med en tilbagevendende, udbredt opvarmning af den centrale og østlige del af det tropiske Stillehav. Fænomenet har været kendt i århundreder af lokale fiskere, men i slutningen af 1900-t. blev man klar over, at El Niño påvirker vejret over store dele af Jorden.

Under normale forhold medfører passatvinden, som blæser fra øst mod vest omkring ækvator, at der sker en ophobning af varmt overfladevand i den vestlige del af det tropiske Stillehav omkring Indonesien, samtidig med at koldt og næringsrigt bundvand stiger op mod overfladen ud for Sydamerikas vestkyst. El Niño-begivenheder, der normalt forekommer med to til syv års mellemrum, udvikler sig under tilfældige, kortvarige svækkelser af passatvinden i det vestlige Stillehav, som kan igangsætte en meget langsom bevægelse fra vest mod øst i den øverste del af oceanet. Denne såkaldte Kelvinbølge når i løbet af adskillige måneder hen i nærheden af Sydamerikas vestkyst og medfører, at overfladetemperaturen stiger her. Derved svækkes passatvinden væsentligt i den vestlige og centrale del af det tropiske Stillehav. Ændringerne i atmosfæren er med til at forstærke og vedligeholde de usædvanlige forhold i oceanet i et koblet system, hvor ocean og atmosfære vekselvirker.

El Niño-tilstanden varer normalt ca. 1 år, idet Kelvinbølgen reflekteres ved Sydamerikas vestkyst og bevæger sig tilbage mod vest som såkaldte Rossby-bølger, hvilket medfører, at havtemperaturerne atter falder ud for Peru. Afkølingen breder sig vestover, og efterhånden dør El Niño helt ud.

Vedr. geologi, se Oceanien, hav og pladetektonik.

Klima

Med sin store udstrækning fra nord til syd dækker Stillehavet alle Jordens klimazoner. Både i den nordlige og sydlige del findes udprægede højtryksområder, som er en medvirkende årsag til den globale cirkulations passatvinde, der blæser fra NØ på den nordlige halvkugle og fra SØ på den sydlige (se atmosfærisk cirkulation).

I kalmebæltet omkring ækvator er der stor opvarmning og opstigende luftmasser, hvilket giver store daglige nedbørsmængder. Længere fra ækvator er vestenvinde fremherskende, og hvor de møder de polare luftmasser (polarfronten), dannes dynamiske lavtryk med nedbør fra varm- og koldfronter. Over de varmeste havområder kan der dannes tropiske cykloner, som især hærger kysterne i SØ-Asien og det nordlige Australien, men også øerne i den vestlige del af Stillehavet. I Stillehavets ækvatornære egne medfører El Niño med uregelmæssige mellemrum ændringer i luftens cirkulation (Walkercirkulationen, den sydlige oscillation). Normalt nedbørsrige områder kan så få tørke, mens tørre områder pludselig får stor nedbør.

Biologi

Søanemoner. Søstjerner og blå søanemoner.

.

Stillehavets største biogeografiske region er den tropiske indo-vestpacifiske, der også omfatter den tropiske del af Det Indiske Ocean og mod øst inkluderer Hawaiiøerne; det er verdens største og mest artsrige havdyrsregion. Nord for ligger den japanske region, og længere mod nord og øst den aleutiske. På den amerikanske vestkyst findes den californiske, den panamanske, den peruvianske og den magellanske region; sidstnævnte strækker sig til kysten af Antarktis. Langs kontinenternes kyster er der lavvandede randhave omkranset af ørækker, bl.a. Indonesien, Filippinerne, Japan og Aleuterne.

Dyresamfund

De mest kendte dyresamfund i Stillehavet er koralrev (se koraldyr), som findes i de tropiske dele ved de oceaniske øer og langs Australiens nordøstkyst (Great Barrier Reef), skove af kæmpebrunalger (kelp) i den tempererede del af det østlige Stillehav, hydrotermiske væld og dybhavsgravene (se dybhav). Hydrotermiske væld findes især ud for Amerikas vestkyst, mens de dybeste grave findes i det vestlige Stillehav ud for Filippinerne, Japan og øgruppen Marianerne.

Trekantområdet mellem Malaccahalvøen, Filippinerne og Ny Guinea er verdens artsrigeste havområde. Det anses for et centrum for artsdannelse, hvorfra arter har spredt sig mod vest til Det Indiske Ocean og mod øst til øgrupperne i det sydlige Stillehav. Det understøttes bl.a. af, at der bliver færre arter, jo længere mod øst man kommer. Kystnære arter har svært ved at sprede sig over lange strækninger med dybt vand. Vejrfænomener som El Niño menes at have stor betydning for udbredelsen af bunddyr pga. de kraftige havstrømme.

Koralrev udgør en meget varieret biotop, som er hjemsted for en mangfoldig fauna af fisk, bløddyr, børsteorme m.m. Når koralrev ødelægges, fjernes levesteder for et stort antal dyrearter. Den store tornekrone-søstjerne, Acanthaster planci, anses for en af grundene til tilbagegangen for korallerne på Great Barrier Reef; andre steder tilskrives tilbagegangen forurening eller fiskeri med dynamit.

Mangroveskove spiller en vigtig rolle i den tropiske del af det vestlige Stillehav. De beskytter indlandet mod tyfoner og fungerer som opvækstområder for bl.a. fiskeyngel, rejer og østers.

Flora og fauna i den tropiske del af det østlige Stillehav er meget forskellig fra den indo-vestpacifiske. Kun ganske få arter fra Polynesien findes på det amerikanske kontinent, og ingen arter har formået at krydse oceanet i modsat retning. De to regioner ligger ikke alene langt fra hinanden, men har også været adskilt i meget lang tid. Til gengæld har Panamatangen været vanddækket adskillige gange i Jordens historie, og havdyr har kunnet vandre fra Caribien til Stillehavet og omvendt.

Hawaiiøerne ligger omtrent midt i Stillehavet. Deres marine fauna er beslægtet med det vestlige Stillehavs; men der er også mange endemiske arter, dvs. arter, som ikke lever andre steder. Også andre, større oceaniske øer har marine lavtvandsdyr, som er endemiske.

Faunaen i dybhavsgravene er først blevet udforsket efter 1950, bl.a. af den danske Galathea-ekspedition. På de største dybder lever kun ganske få arter; søpølser er mest almindelige, men også søanemoner forekommer.

Det intensive fiskeri i dele af Stillehavet har i de seneste år ført til oprettelsen af marine naturreservater, hvor fiskeri og indsamling er forbudt, fx Great Barrier Reef. Man har desuden forsøgt at få gennemført frivillige fredninger for fiskeri i Filippinerne og Indonesien, men uden den store succes.

Kulturgeografi

Den store vandflade brydes kun af få større øer, men af mange små (vedr. øsamfundene, se Oceanien).

Trafik

Stillehavet har historisk været en hindring for udbredelsen af de store civilisationer. Folkevandringer, hvad enten de var tilfældige eller med hensigt, fandt sted ad ruter, der bestemtes af dominerende vinde og havstrømme. Selv efter Cooks opdagelser i 1760'erne og den efterfølgende kolonisering voksede trafikken ikke væsentligt, men gav dog erfaring for, ad hvilke ruter sejlskibe lettest kunne befare oceanet. Reglen var, at man sejlede fra vest mod øst i vestenvindsbæltet og modsat i passaterne. Passagen vestpå, syd om Kap Horn, var dog fortsat vanskelig.

Helt frem til 1. Verdenskrig var der en betydelig sejlskibsfart fra Australien til Californien med kul og med tømmer som returfragt. For den tidlige dampskibstrafik spillede vind og strøm en mindre rolle, men til gengæld fik bunkringspladser for kul øget betydning. Panamakanalen ændrede meget, og senere har flyvningen overtaget næsten al ikke-lokal passagertrafik.

Den økonomiske udvikling i Japan og senere SØ-Asien har sammen med indførelsen af meget store tankskibe, bulkcarriers og containerskibe betydet, at skibstrafikken på Stillehavet er vokset til et omfang, der svarer til halvdelen af Atlanterhavets.

Fiskeri

Langt størstedelen af fiskeriet foregår i kystnære farvande, især hvor der er upwelling af næringsrigt bundvand som ud for Peru og Chile. Også ved den asiatiske østkyst er der meget fiskeri, og i alle kystlandene udgør fisk en stor del af befolkningens proteinforsyning, i Japan op mod 60 %. I de fleste lavvandede områder fiskes desuden bl.a. østers og krebsdyr, ligesom akvakultur er udbredt, især med fremavl af fisk, rejer, abalone og perleøsters.

I det åbne hav er fisketætheden lille, men her foregår alligevel et omfattende fiskeri, især efter tunfisk, med kilometerlange, fintmaskede net. Det er især oceangående trawlere fra Rusland, Japan, Taiwan og Sydkorea, der er aktive. Foruden et stort antal fiskearter fanges også store mængder blæksprutter, og Japan har genoptaget hvalfangst.

Minedrift

Flere steder er der fundet mineraler, især mangan, i store mængder på havbunden, men indtil videre er udnyttelsen af dem ikke rentabel; se mangannoduler.

Havret

Ifølge FN's Havretskonvention har øriger mulighed for at inddrage store dele af det åbne hav som søterritorium eller indre farvande. En række stater har udnyttet disse regler i Stillehavet, og flere af mikronationerne i området er formelt set arealmæssigt kæmpestore. Således er store dele af Stillehavet, som tidligere var åbent hav, nu blevet indre farvande, søterritorium eller evt. eksklusive økonomiske zoner. Dog har skibe fra alle stater som hovedregel ret til såkaldt uskadelig passage.

Historie

Stillehavet. En moderne dobbeltkano fra Polynesian Voyaging Society på Hawaii. De store havgående kanoer, som var grundlaget for de austronesiske folks spredning i Stillehavet, har i flere hundrede år været næsten helt forsvundet, men i dag søger folkene i Stillehavet at genoplive fortidens stolte tradition for at bygge og sejle de store, dobbeltskrogede langfartskanoer. Generhvervelsen af traditionelle færdigheder har stor betydning for folkenes kulturelle identitet og selvforståelse. Fotografi fra 1997.

.

Stillehavet. Opdelingen i vest- og østpolynesisk afspejler koloniseringens kronologi. De vestpolynesiske sprog opstod på Tonga, Samoa eller Futuna, der ved 1. udvandring blev beboet af folk fra Fiji; her tales nu sprog, som er nærtbeslægtet med polynesisk. De østpolynesiske sprog opstod ved 2. udvandring til Marquesasøerne, men er senere blevet vidt udbredt. Ved 1. folkespredning bosatte polynesisktalende grupper sig først på Påskeøen, dernæst på Hawaii og Selskabsøerne og senere på New Zealand. Den 2. folkespredning fra Selskabsøerne til hhv. New Zealand og Hawaii er omdiskuteret.

.

De første mennesker i Stillehavsområdet bosatte sig i Australien og Ny Guinea for mere end 40.000 år siden; de brugte simple fartøjer, som ikke tillod langdistancesejlads. Fra omkring 3000 f.Kr. trængte mongoloide og austronesisk-sprogede folk frem i Melanesien, og i de følgende årtusinder bredte de sig vha. store, havgående kanoer til de fleste af de øer i Polynesien og Mikronesien, som i dag er beboede. Ved europæernes ankomst til Stillehavet var de store sørejser for længst afsluttet, men mange af de lokale folkegrupper opretholdt regionale handelsnetværk ved brug af kanoer.

I 1513 nåede spanieren Vasco Núñez de Balboa Panamas vestkyst og blev dermed den første europæer, der så Stillehavet. Han kaldte det Mar del Sur 'Sydhavet' og tog det i besiddelse for den spanske konge. De europæiske opdagelsesrejser over Stillehavet i den følgende periode havde til formål dels at finde nye veje over havet til Asien, dels at finde Terra Australis Incognita, det store ukendte kontinent, man forventede at finde mod syd. Spanien og Portugal var toneangivende i 1500-t.; portugiseren Fernando de Magellan sejlede i spansk tjeneste som den første syd om Amerika og tværs over Stillehavet. Den spanske og portugisiske dominans forstærkedes med oprettelsen af kolonier eller handelsstationer i Mexico, Peru, Filippinerne, Indonesien og Sydkina.

Fra anden halvdel af 1500-t. sejlede spanske galeoner hvert år fra Acapulco til Manila med sølv og vendte tilbage med bl.a. silke og krydderier; de kostbare laster tiltrak fribyttere, og det gav spanierne vedvarende problemer. Holland overtog fra begyndelsen af 1600-t. hurtigt herredømmet i Indonesien og blev samtidig førende i udforskningen af Stillehavet; kendt er især Abel Tasmans opdagelse af New Zealand i 1642. I 1700-t. overtog Storbritannien og Frankrig den ledende position, og med Louis Antoine de Bougainvilles og James Cooks rejser i århundredets sidste halvdel blev kortlægningen af Stillehavet stort set afsluttet.

Den videnskabelige udforskning af Stillehavet fortsatte i 1800-t. med Darwins togt på H.M.S. Beagle (1831-36) og videre ind i 1900-t. med bl.a. de danske ekspeditioner Dana II (1928-30) og Galathea (1950-52).

Handel og kolonial kontrol

I 1800-t. forsøgte europæerne for alvor at bringe Stillehavsområdets resurser ind i den hastigt voksende verdenshandel; man havde bl.a. behov for produkter, der kunne bruges som betaling for den eftertragtede te, som blev hentet i Kina. Det førte til en intens udnyttelse af havets og øernes rigdomme, bl.a. hvaler, søpølser, perler og sandeltræ, hvilket i nogle tilfælde først ophørte, når der ikke var mere tilbage. Handelsfolkene bragte skydevåben ind i de små Stillehavssamfund, og det ændrede ofte grundlæggende de lokale politiske styrkeforhold og førte i flere tilfælde til væbnede konflikter. Især i anden halvdel af 1800-t. greb handelsmænd, arbejdshververe og missionærer stadig kraftigere ind i øboernes liv og blev på godt og ondt forbindelsesled til den større verden.

Da kolonimagterne i århundredets slutning delte kontrollen over Stillehavet imellem sig, mistede lokalsamfundene deres selvstændighed; til gengæld blev de sikret imod de værste overgreb fra kolonister og arbejdshververe. Samtidig blev de enkelte kolonier mere afsondrede fra omverdenen.

Strategisk betydning og økonomisk udvikling

Med nye stormagter omkring Stillehavet, især Japan, Rusland og USA, voksede områdets strategiske betydning i 1900-t.; bl.a. udkæmpede USA og Japan under 2. Verdenskrig blodige kampe om herredømmet. Stillehavsfolkenes relativt lukkede verdener blev åbnet som følge heraf, og ønsket om udvikling og selvstændighed voksede i øsamfundene. Selvstændigheden blev for de fleste lande en realitet efter 1960, men USA og Frankrig har fastholdt kontrollen med nogle områder, især for at kunne opretholde baser til opstilling af missiler og til afprøvning af kernevåben. Otte medlemslande af South Pacific Forum tiltrådte i 1985 en aftale om etablering af en kernevåbenfri zone i Stillehavet; aftalen er dog ikke underskrevet af USA, Frankrig og Storbritannien.

Den stærke økonomiske vækst i mange lande omkring Stillehavet har også indvirket på de små Stillehavsøer. Kommunikation og transport over havet er vokset enormt; især det industrialiserede dybhavsfiskeri og den internationale turisme, som begge er baseret på investering af fremmed kapital og udnyttelse af lokal arbejdskraft, har givet vækst og udvikling i mange af øsamfundene, men desuden øget afhængighed af omverdenen.

Se også Oceanien (forhistorie og historie).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig