akvakultur

I Danmark har man siden 1894 opdrættet regnbueørred (Oncorhyncus mykiss) i dambrug med rindende vand. Produktionen var i 2009 på 40.000 t. I slutningen af 1970'erne etableredes yderligere havbrug med store regnbueørreder i netbure (årsproduktion 2009: 9000 t), og Danmark er en af verdens største eksportører af regnbueørred. Desuden har vi en lille produktion af æg, yngel og småfisk af bækørred (Salmo trutta) og Atlanterhavslaks (Salmo salar) til udsætning til sportsfiskeri i Danmark og andre europæiske lande.

Åleopdræt i indendørs bassiner med opvarmet, recirkuleret vand begyndte i løbet af 1980'erne (produktion i 2012: ca. 2000 t). Basis for denne produktion er importerede glasål. Se også ål.

I perioden efter 2000 er der etableret opdrætsanlæg for blåmuslinger i Limfjorden samt nogle få andre steder i landet. Der produceres muslinger til ferskkonsum, og de ca. 15 anlæg producerede ca. 2000 t muslinger i 2013.

Akvakulturen har sit tyngdepunkt i Asien. I Kina holdes 5-7 arter karpefisk i samme dam (polykultur). Opdrættet foregår ekstensivt i et afbalanceret økosystem, og produktionsomkostningerne er lave. Dammene tilføres plantenæringsstoffer i form af gødning fra andefarme eller fra svine- og kvægopdræt. På den måde fremmes produktionen af planteplankton, som er føde for de karpearter, der filtrerer vandet. Desuden danner planktonalgerne livsgrundlag for dyrisk plankton samt insektlarver, muslinger, snegle og krebsdyr, der ædes af andre karpearter. Nogle karper tager fortrinsvis føden fra damoverfladen og andre fra de frie vandmasser. Atter andre roder i bunden efter detritus og bunddyr. Ved bundfiskenes aktivitet fremmes nedbrydningen af mudderets organiske stof, hvorved der frigøres plantenæringsstoffer. Den rette dosering af gødningsstoffer er vigtig for produktiviteten. Der vedligeholdes en passende tæthed af planteplankton, således at lyset kan trænge dybt ned i vandmassen og give energi til algernes fotosyntese. Er der for lidt plankton, tilføres mere gødning, og er der for meget, pumpes der frisk vand ind i dammene. Ved algernes fotosyntese udskilles ilt, som dækker karpernes iltbehov om dagen. Om natten kan der opstå iltunderskud, og vandet må da iltes mekanisk.

Selvom dammenes egen stofproduktion er det bærende element, suppleres der ofte ved at fodre med vegetabilske affaldsprodukter. Ris- og hvedeklid anvendes til ynglen; større fisk fodres med ukrudt, afskær fra grøntsager og vandplanter fra oprensningen af søer og vandløb. Græskarpen er vigtig, idet den æder de højere planter, som den dog kun fordøjer ufuldkomment. De ufordøjede rester indgår i dammens næringsomsætning og ender i de andre karpearter.

Dammene gennemfiskes flere gange om året, og de store fisk bringes på markedet. Bestandene suppleres et par gange om året ved udsætning af yngel, idet man søger at opnå et passende forhold mellem de forskellige arter, så dammens fødekæder i videst muligt omfang ender i fiskene. Med lange mellemrum tømmes og oprenses dammene. Mudderet er rigt på uorganiske næringsstoffer og anvendes som gødning. Hvor karpeopdræt sker sammen med landbrug og gartneri, er der et stofkredsløb, hvor kun lidt går til spilde; dyregødning og planteaffald tilføres dammene, og plantenæringsstoffer føres tilbage til den dyrkede jord, bortset fra den del, der via fødekæderne ender som fiskekød.

Produktionen af fisk er høj (ofte 16 t om året pr. ha) og overstiger langt produktiviteten af kødkvæg på vedvarende græs (græsning hele året). Effektiviteten skyldes bl.a., at planktonproduktionen finder sted i tre dimensioner, og at planktonalgernes behov for næring dækkes løbende. Fødekonkurrenter (insekter, muslinger, snegle etc.) holdes på et lavt niveau, da de ædes af karperne. Karpearternes formering var førhen meget omstændelig med særlige smådamme til gydning eller ligefrem indsamling af yngel i naturen. Nu til dags bringes karperne til at afgive æg og sæd ved en hormonindsprøjtning, og æggenes befrugtning og klækning foregår kunstigt. Karpeopdræt er også af stor betydning i hele Sydøstasien; i Indien og tilstødende lande anvendes overvejende de indiske karper.

Opdræt i brakvand af den planteædende mælkefisk (milkfish, Chanos chanos) begyndte for 300 år siden og er især vigtig i Indonesien og på Filippinerne.

I Afrika opdrættes nogle Tilapia-arter, ligesom Sydamerika har sine planteædende opdrætsfisk. I Chile blev der op gennem 1990’erne etableret en stor produktion af laks og ørred, ligesom opdræt af muslinger er øget betydeligt.

I egne med tempereret klima anvendes overvejende mere kostbare arter som ørreder, laks, ål og pighvar i dambrug og havbrug. Disse arter er dyrere at producere end karper, da de skal fodres med animalsk protein. Opdrættet er intensivt med stor fisketæthed og daglig fodring med foderpiller. Fisk er mere effektive end fx svin og fjerkræ i udnyttelsen af foderstoffer, eftersom vekselvarme dyr ikke bruger energi på at opretholde en høj legemstemperatur. Desuden har fisk omtrent samme vægtfylde som vand og bruger kun lidt energi til bevægelse. Ydermere er slagtesvindet lavt pga. det spinkle knogleapparat.

Disse dyr lever bl.a. af planteplankton, som de filtrerer fra vandet. Da man ønsker hurtig vækst og stor kødfylde, sker opdrættet oppe i vandsøjlen, hvor der er mest planteplankton. Der anvendes forskellige former for liner og "netstrømper". Det er navnlig i næringsrige have og fjorde med hurtig vandudskiftning (evt. tidevand), der finder opdræt sted. I Danmark er der siden 2003 etableret ca. 15-20 anlæg i Limfjorden og nogle få andre steder.

Opdræt af store rejearter har i nyere tid fået stort omfang i mange tropiske fersk- og brakvande; undertiden med en skadelig effekt på mangrovesumpene. I mindre målestok opdrættes krebs (se krebseavl) og hummer i tempererede zoner.

I Østen avles fastsiddende alger (tang) i havet; både rødalger (især af slægten Porphyra) og brunalger (Undaria, Laminaria), som værdsættes højt som menneskeføde. Der tilføres gødning, og man udvælger gode sorter og formerer dem. De anvendes også i Japans og Kinas medicinalindustri.

Siden slutningen af 1900-t. opdrættes mange flere arter af vandlevende end af landlevende dyr, og der kommer hele tiden nye arter til. Næsten alle er bragt under kultur i 1900-t. og ligger endnu stamformerne meget nær. Når man ser bort fra karpeopdrættet, står akvakultur ved sin begyndelse. Efterhånden som verdens naturlige bestande af fisk og skaldyr udnyttes eller overudnyttes, øges akvakulturens betydning. Arealer, som er uegnede til plantedyrkning, kan ofte anvendes til akvakultur. Se endvidere dambrug, havbrug og havpleje.