Rejeopdræt er opdræt af især tropiske salt- og brakvandsrejer under mere eller mindre kontrollerede forhold. Globalt set er rejeopdræt blandt de største og vigtigste former for akvakultur. Således blev der i 2020 produceret omkring 4,4 millioner tons rejer mod knap 3 millioner tons opdrættede laks.
Opdræt af rejer begyndte i 1970'erne og tog for alvor fart i 1980'erne. Særlig i Sydamerika og Fjernøsten blev rejeopdræt populært, hvor lande som Ecuador, Taiwan og Thailand blev toneangivende.
I begyndelsen var der noget Klondyke over det, idet næsten alle med adgang til mangrove ryddede den kystnære sumpskov og begyndte opdrættet uden hensyn til mennesker og miljø. Det har siden ændret sig, og forskellige certificeringsprogrammer har set dagens lys. Som Aquaculture Stewardship Council (ASC) er de ofte drevet af forbrugerinteresser. Endvidere har regeringer i visse lande arbejdet på at opnå en mere bæredygtig produktion.
De første rejeopdræt blev drevet ved at indfange juvenile rejer eller afsnøre laguner og derefter overlade det til naturen, at vokse dyrene store. Efterhånden blev det dog klart, at et højere udbytte kunne opnås med anvendelse af industrielt fremstillet foder og større bestandstætheder. Man gik fra ekstensive systemer med store damme til mindre damme med større bestandstætheder i intensivt opdræt.
Der findes ca. 340 kommercielt vigtige arter af tropiske rejer, hvoraf omkring de 20 er genstand for egentligt opdræt.
I rejeopdrættet domineres arterne af saltvands- og brakvandsrejerne Litopenaeus vannamei (hvide rejer) og Penaeus monodon (Black Tiger), som tilsammen udgør mere end 90 procent af verdensproduktionen. Førstnævnte stammer fra Stillehavet ud for Mellem- og Sydamerika og kan nå en længde på ca. 20 cm. Sidstnævnte stammer fra Det Indiske Ocean og vestlige Stillehav. Den er kæmpen blandt rejer og når en længde på godt 30 cm. Begge hører til de penaeide rejer.
Øvrige salt- og brakvandsrejer, som udnyttes til rejeopdræt, er bl.a. Penaeus japonicus, P. indicus, P. merguensis, P. stylirostris.
Af ferskvandrejer er det stort set kun den malaysiske kæmpereje (Macrobrachium rosenbergii), der opdrættes. Den hører til underordenen Cariedea. I modsætning til de penaeide rejer holder hunnen æggene på baglemmerne indtil de klækkes. Når de klækkes, er ungerne større end de penaeide rejers nauplius-larver og springer dette stadiet over. De er således lettere at opdrætte end de meget mindre penaeide rejer, og kan fordres med tørfoder fra begyndelsen. Til gengæld er de betydeligt mere aggressive og udprægede kannibaler.
Globalt set blev der i 2020 produceret ca. 4,4 millioner tons rejer til en samlet værdi af ca. 26,7 milliarder dollars eller godt 40 DKK/kg. Det skal dog siges, at prisen varierer meget. Coronaepidemien satte produktionen i stå i 2021, bl.a. fordi det de fleste stede var umuligt at importere moderdyr.
Produktionen kan inddeles i fire led:
Nogle anlæg omfatter alle fire led, mens andre kun har on-growing.
Moderdyrene er de avlsdyr, der producerer den yngel, som udvikler sig videre i produktionssystemet. Moderdyrene holdes normalt enten i små jorddamme eller betonbassiner. Det foregår i mørke, og vandet er filtreret.
I klækkeriet gyder moderdyrene. Udviklingen af larverne omfatter i alt fire faser og er stort set ens for alle penaeide rejer:
Nauplius klarer sig med blommesækken, medens Zoea og Mysis fodres med nauplier af saltsørejer (Artemia spp.), inden de tilvænnes tørfoder. Disse tre stadier svømmer frit rundt i vandet, hvorefter de søger ned mod bunden som de voksne. Nu har laverne nået det sidste udviklingsstadie, som benævnes postlarvae (PL) efterfulgt af et nummer, der angiver, hvor mange dage, de har været postlarvae. De ligner de voksne rejer i miniformat.
Rejer i stadiet PL 20, dvs. 20 dage gamle postlarvae.
Nogle gange kan det være hensigtsmæssigt at opfostre de små postlarvae til en lidt større størrelse, idet det alt andet lige vil øge overlevelsen. Typisk opfostres de til PL 20, dvs. en alder på 20 dage som postlarvae.
Et nursery ligner et klækkeri med beton eller plastic bassiner.
I on-growing-anlæg vokser postlarvae op til salgsklar størrelse. Der kan være tale om ekstensivt eller intensivt opdræt, og naturligvis med alle typer ind i mellem. I Ecuador er det især den ekstensive metode, der er populær, medens den intensive er fremherskende i Østen. Det hænger til dels sammen med prisen på land til anlæggene.
Her opereres med meget store damme, oftest på flere hektar. Endvidere er bestandstætheden lille, typisk 4-10 individer postlarvae (PL) per m2 med ydelser op til 500 kg/ha med op til to høst om året.
Der fodres kun lidt eller slet ikke. Man er derfor i høj grad afhængig af naturligt forekommende foder som dyre – og planteplankton. Kapitalbehovet et minimalt, og arbejdsindsatsen begrænses stort set til præparation af damme og til høsten.
I modsætning til ekstensivt opdræt er intensivt opdræt langt mere arbejdskrævende og kapitalintensivt.
Dammene er mindre end ved ekstensivt opdræt, ned til en kvart hektar og oftest beklædt med liner. Det kan være plast eller geotekstil behandlet med bitumen. Der anvendes beluftere for at sikre tilstrækkeligt iltindhold i vandet om natten. I dagtimerne er der normalt ilt nok på grund af algernes produktion. Der fodres med industrielt fremstillet foder, og der føres nøje regnskab med foderforbrug, temperatur, ilt og andre variable.
Bestandstætheden er stor, op til 300 postlarvae (PL) per m2 med en produktion på op til 20.000 kg/ha. Der høstes 2–3 gange om året.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.