tilapiaopdræt

Navnet tilapia dækker over flere slægter af ciklider fra Afrika og dele af Mellemøsten, som tidligere blev regnet til slægten Tilapia. De mest almindelige slægter, der populært går under navnet tilapia, er: Oreochromis, Sarotherodon og Tilapia. De adskiller sig bl.a. fra hinanden i yngelpleje og fouragering. Mens de to første er mundrugere og algeædere, er sidstnævnte substratruger/redebygger og nærmest altædende. Endelig er det hos Oreochromis hunnen, der varetager yngelplejen, medens det hos Sarotherodon er enten hannen eller hunnen.

I 2021 blev der på verdensplan produceret ca. 7,2 millioner tons tilapia til en samlet værdi af ca. 14,1 milliarder dollars eller knap 20 DKK/kg. Kina var den største producent med mere end 1,2 millioner tons. Dernæst kom Indonesien med mere end 1,1 millioner tons, Egypten med knap 1 million tons, Brasilien med godt 300.000 tons og Thailand med godt 200.000 tons. Bemærk, at tallene formodentlig også inkluderer fiskeri, om end det næppe udgør mere end 500.000 tons i alt.

Der dyrkes ikke tilapia i tempererede egne, og importen til Danmark er minimal,

Moderdyrene holdes normalt i jorddamme med en kønsfordeling på 1 han til 2-3 hunner. Hunnerne gyder i gruber, som de graver i bunden, og hannen befrugter æggene. Dernæst samler en af forældrene æggene op og udruger dem i mundhulen, indtil blommesækken er opbrugt. Ynglen bliver ved forældrene den første tid, hvorefter de må klare sig selv. Normalt bliver det kun til et par hundrede unger per hun per gydning, men overlevelsen er til gengæld stor.

Da hannerne vokser omkring dobbelt så hurtigt som hunnerne, benytter man sig opdrættet ofte af såkaldt sex reversal 'kønsskifte', hvor man hormonbehandler dyrene, så de bliver fænotypiske hanner.

Nogle gange kan det være hensigtsmæssigt at opfostre ynglen til en lidt større størrelse (typisk til 5 gram) i såkaldte hapas, da det vil øge overlevelsen.

Traditionelle systemer er benyttes især i landdistrikter, mens mere intensive systemer kendes fra mere bynære zoner. Det skyldes, at der skal være tilgang til foder, arbejdskraft m.m.

I ekstensivt opdræt opereres der med meget store damme, oftest på flere hektar. Der tilføjes typisk kun ca. 1–3 fisk per m², der er intet eller kun lidt vandskifte, og der fodres kun lidt eller slet ikke, oftest med affald fra landbrugsproduktion. Udbyttet ligger på 5-10 tons fisk pr. hektar pr. år

Intensivt opdræt er mere arbejdskrævende og kapitalintensivt. Der er dog en mellemvej med relativt primitive netbure i vand. De mest intensive off-shore-systemer er moderne netbure, som det er vist øverst i artiklen. Her kan udbyttet nå op på 50 tons fisk pr. hektar pr. år.

Traditionelle intensive systemer består oftest af tanke i beton eller glasfiber, og der tilføjes tilapia i tæthed på oftest mere end 100 fisk pr. m². Der kræves en stor vandudskiftning på 250–500 l/sek. Iltindholdet og foderet kvalitet er vigtige faktorer i opdrættet, og alle fysisk og kemiske parametre overvåges nøje. I sådanne systemer kan produktionen nå helt op på 300–400 tons fisk pr. m² pr. år.

Omkring 80 % af den tilapia, som produceres på verdensplan, går til lokalt forbrug. Resten eksporteres enten som rund fisk eller som fileter.

Det amerikanske marked aftager omkring 200,000 tons tilapia, hvoraf ca. 5 % stammer fra lokal produktion. Kina står for ca. 25 %, men oplever stigende omkostninger på bl.a. fragt og foder. Dette har åbnet mulighed for mellem – og sydamerikanske lande, ikke mindst Brasilien, der nu har overhalet Kina på det amerikanske marked.

• ciklider
• akvakultur

• Globefish

• A.F.M. El-Sayed, Tilapia culture, CABI Publishing, 2006.