Polynesien

Polynesien, (af poly- og afledn. af gr. nesos 'ø', dvs. 'mange øer'), den østligste af de tre dele, som Stillehavets øer oftest opdeles i; de andre er Melanesien og Mikronesien. De polynesiske øer ligger hovedsagelig i trekanten mellem New Zealand, Hawaii og Påskeøen; de har alle oprindelig polynesisk befolkning. New Zealand og en del andre øer (fx Rennell og Bellona i Melanesien) medregnes ofte til Polynesien, da de også bebos af polynesiere.

Flertallet af de polynesiske øer er små og lave og ligger langt fra hinanden. At polynesierne har kunnet kolonisere selv småøer, som ligger tusinder af kilometer fra nærmeste nabo, har baggrund i legendarisk fremragende sømandskab og kendskab til oceanets regelmæssige strøm- og vindforhold. På trods af de store afstande er naturforholdene ret ensartede med gode muligheder for dyrkning af kokos, brødfrugter, yams, taro og bananer, hvor nedbøren er tilstrækkelig. Den øtype, som med større miljøvariation byder kulturen de bedste betingelser, er de større vulkanske og høje øer som Tahiti, Hawaii og Samoa. De små atoller og hævede koraløer har færre nicher og mere begrænsede resurser, men her udnyttes rev og laguner til indsamling af snegle, muslinger, søpølser m.m.

Uanset resursebegrænsninger og tvungen selvforsyning udvikledes der i Polynesien en kultur med god forsyningsmæssig stabilitet, højtudviklet social organisation og religion m.m.; fx har man praktiseret egl. styring af befolkningstallet på flere øer, bl.a. Tikopia.

Polynesisk kultur har lige siden de store opdagelsesrejser og Rousseaus natursyn været meget beundret. Dette er sikkert en af årsagerne til, at turisme er vidt udbredt og en afgørende indtægtskilde for de fleste af regionens lande. På de største øer er der en mere differentieret økonomi, hvis sammenhæng med verdensmarkedet styrkes af den transporttekniske udvikling.