Omkring 1930 havde man indset, at hvaler ikke er en uudtømmelig resurse, og at der måtte skrides ind for, at man også i fremtiden kunne udnytte dem. To af de største hvalfangstnationer, Norge og England, indgik aftaler om begrænsning af fangsten (1931, 1935), som i 1937 blev udvidet til en international aftale, men aftalerne var ikke særligt virkningsfulde, da nye hvalfangstnationer, Japan, Sovjetunionen og Tyskland, gjorde sig gældende. Endvidere var nogle af fredningsbestemmelserne, fx forbud mod nedlæggelse af diende hunner, svære at overholde i praksis.
I 1946 tiltrådte 15 aktive og forhenværende hvalfangstnationer en konvention om regulering af hvalfangst. Konventionen varetages af Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC), som nu foruden Danmark (der her repræsenterer hele rigsfællesskabet inkl. Grønland og Færøerne) tæller 87 (2016) medlemslande, hvoraf de fleste ikke driver hvalfangst; nogle af dem har aldrig haft hvalfangst, og nogle har end ikke en kyst. Visse hvalfangstlande har forladt kommissionen i protest, således Canada i 1986 og Island i 1992 (medlem igen fra 2002). Kommissionens afgørelser er ikke bindende, når et medlemsland gør indsigelse mod en beslutning inden 90 dage.
Forvaltningsgrundlaget var i den første periode blåhvalenheden (Blue whale unit, BWU, den mængde olie, man kunne udvinde af 1 blåhval eller 2 finhvaler eller 2,5 pukkelhvaler eller 6 sejhvaler), men den favoriserede fangsten af store arter og havde intet fredningssigte. En ny forvaltningspolitik delte alverdens bestande op i fredede bestande, bestande, der kunne fanges af med maksimalt udbytte, og bestande, der endnu ikke havde været udsat for fangst. Vurderingen af bestandenes status hvilede på et teoretisk grundlag og var svær at omsætte til praktisk forvaltning. I 1992 introduceredes en revideret forvaltningspolitik, der tager højde for usikkerheder og indvirkning af forskellige faktorer, fx forurening og sundhedstilstand, der ikke direkte har med hvalfangsten at gøre. Efter principperne i den reviderede procedure bliver de fleste bestande fredet, på nær vågehval og Brydes hval, der kan udnyttes. Områdefredninger er et andet virkemiddel. Det Indiske Ocean blev erklæret fredet for kommerciel hvalfangst i 1979, havet omkring Antarktis i 1994. I 1985/86 blev der indført et hvalmoratorium (frivilligt forbud) for al kommerciel hvalfangst.
Hvalfangstkommissionen er ikke formelt ansvarlig for forvaltning af små hvaler, men har en rådgivende komité for småhvaler. Fredning af småhvaler sorterer under Washingtonkonventionen (CITES), der regulerer handel med truede dyr og planter og produkter heraf, Bernkonventionen, der beskytter dyrenes levesteder, og Bonnkonventionen, der sigter på beskyttelse af vandrende arter. Under sidstnævnte konvention har Danmark undertegnet en småhvalsaftale, der forpligter til forskning, forvaltning og fredning af småhvaler i danske farvande.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.