Pukkelhval (Megaptera novaeangliae).

.

Hvalfangst i havet omkring Antarktis 1904/05-1993/94.

.

Hvalfangst kan inddeles i en række kategorier. Storhvalfangst vedrører bardehvaler, kaskelot, Bairds næbhval i det nordlige Stillehav og døgling i Nordatlanten; kommerciel storhvalfangst drives i dag (2014) kun på vågehvaler (Norge og Island) og finhvaler (Island).

Småhvalfangst finder sted på delfiner, marsvin og øvrige tandhvaler. Tilsigtet såvel som utilsigtet bifangst af hvaler i fiskeredskaber er meget udbredt.

Selvom der er store overlap mellem kategorierne, skelner man imellem kommerciel hvalfangst, der drives med salg for øje og er styret af markedsmekanismer og kun i de senere år også af biologiske hensyn, lokal hvalfangst, der har til formål at tilgodese lokale behov for kød og tran, og som kan være bæredygtig, samt oprindelig hvalfangst, som drives af inuitter og andre naturfolk i Grønland, Canada, Alaska og Rusland.

Videnskabelig hvalfangst er en hvilken som helst fangst af hvaler, der tjener til forøgelse af den videnskabelige indsigt; den kan også omfatte fredede arter. Der er i de senere år sat spørgsmålstegn ved, om denne fangst er nødvendig, og der har været beskyldninger om misbrug.

Historie

Finhvaler. Halen af en pukkelhval.

.

Hvalfangst. Grindedrab på Færøerne finder sted i godkendte fjorde, hvor grindehvalerne drives helt op på kysten. Foto fra Funningefjördur.

.

De tidligste belæg for hvalfangst haves fra 4000 år gamle norske og koreanske helleristninger, men nedlæggelse af mindre hvaler har sikkert indgået i kystbefolkningens næringsgrundlag fra de tidligste tider verden over. Store hvaler, som er blevet fundet strandet, har været en vigtig kød- og tranresurse. Skridtet fra denne tilfældige udnyttelse til aktiv efterstræben har ikke været stort, fx kunne man drive hvalerne op på stranden og dræbe dem her. En sådan drivfangst (på grindehvaler) praktiseres på Færøerne den dag i dag og har foregået siden middelalderen. I Danmark blev marsvin fanget på lignende vis i Gamborg Fjord ved Middelfart og i Kolding Fjord.

Som næste udviklingstrin i hvalfangsten kan anses nedlæggelse af dyrene på havet med efterfølgende landing og partering på land; dette er stadig den mest almindelige metode. En hvalfangst helt uafhængig af land opstod med opfindelsen af hvalkogerier i forbindelse med rethvalfangst i 1600-tallet og fabriksskibe i forbindelse med finhvalfangst i 1920'erne.

Den tidligste kommercielle hvalfangst foregik i Europa fra Baskerlandet i 1300-tallet efter nordkaper, i begyndelsen ved kysten, men efterhånden som bestandene blev udtyndet, drog fangerne længere og længere til havs. Baskiske hvalfangere nåede således Amerikas kyst ved Newfoundland. I Davisstrædet fandt man den nært beslægtede grønlandshval. Store hvalfangstnationer var Holland og England. Danmark deltog i hvalfangsteventyret i det tidlige 1600-tallet i havområdet omkring Svalbard, der indtil da var relativt uudnyttet. Samlebetegnelsen for nordkaper og grønlandshval er rethvaler, der hentyder til, at de var de rette hvaler at fange. De svømmer langsomt, flyder i overfladen efter nedlæggelsen og giver en masse olie. Rethvalfangsten spredtes til andre egne af Jorden, til det nordlige Stillehav og til havet ved Antarktis. Denne fangst brød sammen i midten af 1800-tallet, men da der kunne gøres god profit med barderne til korsetstivere, efterstræbtes de sidste rester af bestanden, indtil man i begyndelsen af 1900-tallet måtte give helt op. Hvor mange hvaler, der i alt blev nedlagt, vides ikke. Hollandske hvalfangere alene tog over 73.000 individer i årene 1661-1823.

Man fangede også pukkelhval, kaskelot og gråhval i denne første store hvalfangstæra. I 1700- og 1800-tallet blev gråhvalerne fanget kommercielt i Stillehavet og Nordatlanten. Den atlantiske bestand er udryddet, måske pga. hvalfangst, og i Stillehavet led den vestlige koreanske bestand næsten samme skæbne, mens den østligste californiske bestand har kunnet restituere sig. Fangsten var ikke bæredygtig, idet den foregik på yngleområder og stort set gik ud over hunner med unger.

En ny hvalfangstæra blev indvarslet i ca. 1865 med opfindelsen af harpunkanonen og anvendelsen af dampskibe. Nu kunne man også efterstræbe finhvaler, der hidtil havde været for hurtige og dertil ikke flyder i overfladen efter nedlæggelse. I begyndelsen gik det hårdt ud over blåhval og finhval, men efterhånden kom også sejhval og vågehval i søgelyset. Enkelte lande som Sovjetunionen satsede i 1970'erne på kaskelot, der ikke havde været kommercielt udnyttet siden midten af 1800-tallet.

Oprindelig hvalfangst drives i Grønland efter hvidhval, narhval, pukkelhval og grønlandshval (se rethvaler) og i bl.a. Alaska efter grønlandshval. Endvidere drives lokalfangst efter vågehval og finhval. På Færøerne foregår den lokale fangst af grindehvaler (se delfiner) ved, at hvalerne drives op på land i en havbugt eller fjord ved hjælp af små både, hvorefter de slagtes på land. Fangsten finder sted på autoriserede fangstpladser, og kødet fordeles efter et system til alle deltagere. Fangststatistikker findes fra 1709 til nu, den længste sammenhængende serie i verden.

Forvaltning af hvaler

Omkring 1930 havde man indset, at hvaler ikke er en uudtømmelig resurse, og at der måtte skrides ind for, at man også i fremtiden kunne udnytte dem. To af de største hvalfangstnationer, Norge og England, indgik aftaler om begrænsning af fangsten (1931, 1935), som i 1937 blev udvidet til en international aftale, men aftalerne var ikke særligt virkningsfulde, da nye hvalfangstnationer, Japan, Sovjetunionen og Tyskland, gjorde sig gældende. Endvidere var nogle af fredningsbestemmelserne, fx forbud mod nedlæggelse af diende hunner, svære at overholde i praksis.

I 1946 tiltrådte 15 aktive og forhenværende hvalfangstnationer en konvention om regulering af hvalfangst. Konventionen varetages af Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC), som nu foruden Danmark (der her repræsenterer hele rigsfællesskabet inkl. Grønland og Færøerne) tæller 87 (2016) medlemslande, hvoraf de fleste ikke driver hvalfangst; nogle af dem har aldrig haft hvalfangst, og nogle har end ikke en kyst. Visse hvalfangstlande har forladt kommissionen i protest, således Canada i 1986 og Island i 1992 (medlem igen fra 2002). Kommissionens afgørelser er ikke bindende, når et medlemsland gør indsigelse mod en beslutning inden 90 dage.

Forvaltningsgrundlaget var i den første periode blåhvalenheden (Blue whale unit, BWU, den mængde olie, man kunne udvinde af 1 blåhval eller 2 finhvaler eller 2,5 pukkelhvaler eller 6 sejhvaler), men den favoriserede fangsten af store arter og havde intet fredningssigte. En ny forvaltningspolitik delte alverdens bestande op i fredede bestande, bestande, der kunne fanges af med maksimalt udbytte, og bestande, der endnu ikke havde været udsat for fangst. Vurderingen af bestandenes status hvilede på et teoretisk grundlag og var svær at omsætte til praktisk forvaltning. I 1992 introduceredes en revideret forvaltningspolitik, der tager højde for usikkerheder og indvirkning af forskellige faktorer, fx forurening og sundhedstilstand, der ikke direkte har med hvalfangsten at gøre. Efter principperne i den reviderede procedure bliver de fleste bestande fredet, på nær vågehval og Brydes hval, der kan udnyttes. Områdefredninger er et andet virkemiddel. Det Indiske Ocean blev erklæret fredet for kommerciel hvalfangst i 1979, havet omkring Antarktis i 1994. I 1985/86 blev der indført et hvalmoratorium (frivilligt forbud) for al kommerciel hvalfangst.

Hvalfangstkommissionen er ikke formelt ansvarlig for forvaltning af små hvaler, men har en rådgivende komité for småhvaler. Fredning af småhvaler sorterer under Washingtonkonventionen (CITES), der regulerer handel med truede dyr og planter og produkter heraf, Bernkonventionen, der beskytter dyrenes levesteder, og Bonnkonventionen, der sigter på beskyttelse af vandrende arter. Under sidstnævnte konvention har Danmark undertegnet en småhvalsaftale, der forpligter til forskning, forvaltning og fredning af småhvaler i danske farvande.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig