De mangearmede koraldyr omfatter søanemoner, sortkoraller, stjernekoraller samt de mindre grupper ceriantharier og zoantharier, som minder om søanemonerne, og corallimorpharierne, som minder om stjernekoraller uden kalkskelet.
(1) Søanemoner tilhører ordenen Actiniaria. De er er cylinderformede, enlige polypper. De kan formere sig ukønnet ved længdespaltning af legemet eller ved afsnøring af dele af fodskiven, som så regenererer til en ny polyp. De fleste arter, der lever i tropiske, subtropiske og tempererede farvande, gyder befrugtede æg, som udvikles til en fritsvømmende planulalarve, der normalt tilbringer 1-2 uger i de frie vandmasser. Mange koldtvandsarter har i stedet yngelpleje, som består i, at de befrugtede æg forbliver i hunnens kropshule, indtil de har udviklet sig til store larver eller færdige polypper. Søanemonerne er rovdyr, som lever af dyrisk plankton, men mange arter er også i stand til at lamme og dræbe større dyr som fisk med deres nældeceller. Klovnfisk synes dog at være immune over for nældecellernes gift og lever fast sammen med søanemoner på de indo-pacifiske koralrev.
Der kendes mere end 1000 søanemonearter fordelt over hele verden. I danske farvande er den 10-30 cm høje sønellike, Metridium senile, almindelig på lavt vand. Dens foldede mundskive er tæt besat med flere hundrede korte, tynde tentakler. Farven varierer fra hvidlig over rosa til brunlig. Noget dybere findes den op til 7 cm høje søanemone Tealia felina med kraftige kegleformede tentakler og ofte rød- eller grønstribet kropsvæg, som er dækket af påklæbede sandskorn og skalstumper. Nogle søanemoner kan tåle brakvand, f.eks den lille Edwardsia danica, der findes helt ind i Kieler Bugt. Ormeanemonerne ligner søanemoner, men tilhører deres egen orden (Ceriantharia). De lever nedgravet i blandet sand- og mudderbund med kun mundskiven og tentaklerne stikkende op over bunden. Deres talrige tentakler sidder i to grupper, en omkring munden og en langs mundskivens rand. Kroppen er langstrakt med en tilspidset bagende, som kan pumpes op til en blære, der holder dyret fast i et rør, dannet af et sejt sekret med indlejrede sand- og lerpartikler. Der kendes ca. 50 arter fordelt over hele verden, mest på dybder mellem 20 m og 50 m. I Nordsøen, Skagerrak og Kattegat findes den indtil 20 cm lange, hvide Cerianthus lloydi på dybder fra 30 m og nedefter.
(2) Sortkoraller, ordenen Antipatharia med tre familier, har ganske små polypper på ca. 1 mm i diameter. De danner et stærkt forgrenet indre akseskelet af en sort, hornagtig substans. Kolonierne minder om fint forgrenede træer, flaskerensere eller flade vifter. De fleste arter er tropiske eller subtropiske og lever på 100-1000 m dybde. Skeletter af Antipathes er blevet brugt som materiale til smykker.
(3) Stjernekoraller, ordenen Madreporaria, omfatter de arter, man almindeligvis forstår ved "koraller". De opdeles i 21 familier fordelt på 5 underordener. Stjernekorallernes skelet ligger ikke inde i kropsvæggen som hos de ottearmede koraldyr, men består af kalk udskilt af det ydre cellelag på polyppernes fodskive. Hver polyp afsondrer en kalkskål med ribber anbragt i stjerneform, svarende til antallet af mellemrum mellem maveskillevæggene, som ribberne vokser langt op i. En del af de i alt 1000 nulevende arter af stjernekoraller er enlige former, hvis polyp som hos paddehatkoral (Fungia) sidder på en flad kalkplade eller som hos bægerkoral (Caryophyllia) i et tilspidset kalkbæger med meget høje lameller.
Flertallet af stjernekoraller danner grenede eller massive kolonier, som opstår ved knopskydning. De enkelte polyppers cellevæv forbliver i forbindelse med hinanden og danner et tyndt overtræk på koralblokken mellem polypperne. I dette væv løber kanaler, som forbinder polyppernes mavehuler. Også dette væv deltager i den udskillelse af kalk, som bestemmer koloniens form. Kolonierne kan være slankt forgrenede med de enkelte polypper anbragt langt fra hinanden, eller de kan bestå af tætsiddende polypper, som danner massive afrundede eller lappede og grenede kalkskeletter. Hos de fleste arter er afgrænsningen mellem de enkelte polyppers kalkskåle tydelig i skelettet. Hos hjernekorallerne, Meandrinidae, mangler de sammenstødende dele af kalkvæggen mellem rækker af polypper, så deres kalkribber ligger langs siderne af lange, slyngede, båndformede furer. I disse furer sidder de sammensmeltede polypper i form af talrige mundåbninger omgivet af lange rækker af fangarme. Formen på den enkelte arts kolonier påvirkes af ydre faktorer som strøm og bølgeslag; på udsatte steder er kolonierne tættere, mere afrundede eller grovere i forgreningen end på beskyttede lokaliteter.
Kommentarer (2)
skrev Kirsten Marie Øveraas
I afsnittet, der begynder med "(1) Ordenen Alcyonaria", mangler der nogle ord inden den næstsidste sætning.
svarede Jørgen Nørby Jensen
Tak for din kommentar. Vi har nu ændret teksten.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.