Syntetiske smykkesten er blevet fremstillet efter forskellige metoder siden slutningen af 1800-t. Her ses eksempler på syntetiske korunder. De tre 4-6 cm lange cylindre, boules, af farvede spineller er fremstillet efter Verneuil-metoden, der var en af de tidligst anvendte. Væksten er begyndt i den spidse ende, og metoden medfører, at de syntetiske sten får buede tilvækstlinjer i modsætning til de naturlige sten, hvis linjer altid er rette; vækstlinjer kan ses i mikroskop. Syntetisk korund er blevet fremstillet siden 1885.
Verdens største og mest berømte diamant er Cullinandiamanten, fundet i Sydafrika i 1905. Den var oprindelig på størrelse med et kalkunæg og vejede 3106 ct. Den er siden kløvet i ni store diamanter og 96 små brillanter. Her ses den rå sten og den største af de bearbejdede dele fra den, indsat i det britiske royale scepter.
Typer af smykkesten
Gennemsigtige og gennemskinnelige smykkesten er som hovedregel dyrere end uigennemskinnelige, opake, smykkesten. Tidligere anvendtes ordet halvædelsten om mindre kostbare sten, men betegnelsen er forbudt af den internationale juvelerorganisation CIBJO, World Jewellery Confederation.
Ædelsten
Meget dyre smykkesten kaldes undertiden ædelsten, men det er vanskeligt at definere, hvad ordet dækker. Oprindelig udgjorde de syv smykkesten diamant, rubin, safir, smaragd, chrysoberyl, opal og perle ædelstenene. Senere omfattede betegnelsen alle smykkesten med hårdhed større end syv, hvilket imidlertid udelukkede opal og perle.
I dag skal tre krav være opfyldt, for at der kan være tale om ædelsten: skønhed, sjældenhed og holdbarhed. Disse krav er alle relative og kan ikke bruges til en entydig definition.
Sten- og bjergarter
Sten (oftest bjergarter), der anvendes til vaser, askebægre, bordplader og lignende, kaldes dekorationssten, men meget af dette materiale anvendes også som smykkesten.
Organiske materialer som smykkesten
Organiske materialer, der betegnes som smykkesten, omfatter blandt andet jet (en varietet af brunkul), rav, koral, skildpaddeskjold, elfenben, vegetabilsk elfenben (nødder af elfenbenspalmen), operculum (låget af sneglen Yurbo petholatus), bezoar (konkretioner dannet i mavesækken af bezoargeden og bezoarantilopen) og perler.
Slibning af smykkesten
Der findes adskillige former for slibning: diamantslibning, facetslibning, cabochonslibning og agatslibning samt den proces, som kaldes tromlepolering eller tumbling.
- Diamantslibning er også facetslibning, men kræver en særlig teknik med slibning med diamantpulver på grund af diamantens store hårdhed. Diamantslibere er derfor specialuddannede slibere.
- Facetslibning forsyner stenen med et vist antal slebne flader, der møder hinanden med skarpe kanter. Facetslibning anvendes kun til gennemskinnelige og gennemsigtige sten.
- Uigennemskinnelige sten cabochonslibes, det vil sige gives en hvælvet, rund eller oval overside, undertiden også underside.
- Kugleslibning (stenperler til fx kæder) er en form for cabochonslibning, som omkring 2000 næsten udelukkende foretages med maskiner.
- Agatslibere sliber kun agat, som udformes i skiver eller som askebægre eller figurer.
- Tromlepolering foregår i en roterende beholder med forholdsvis mange sten, som med vand og slibepulver efterfulgt af vand og polermiddel bliver blanke, men med tilfældige former.
Slibning af smykkesten har i århundreder været udført i meget traditionelle former, men ved en udstilling i New York i 1988 blev den tyske smykkestenssliber Bernd Munsteiner (f. 1943) verdensberømt med sine fantasislib, dvs. sten slebet i utraditionelle former, og han skabte herved fornyelse i slibning af smykkesten.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.