skildpadder

Skildpadder er meget specialiserede dyr og kendetegnet ved et skjold, der omslutter hele dyret bortset fra et hul foran til hoved og forben og et hul bagest til hale og bagben. Skjoldet består af en ryg- og en bugdel og er hos de fleste arter dækket af hornplader, der ofte er smukt ornamenteret. Det beskytter dyret mod rovdyr; flere arter har endog skjolddele, der kan bevæges og lukke skjoldet helt eller delvis, fx de nordamerikanske æskeskildpadder af slægten Terrapene. Visse vandlevende arter har mistet hornpladerne på ryggen og har ikke længere benplader i rygskjoldet, der så blot er dækket af hud, fx læderskildpadden (Dermochelys coriacea) og blødskildpadder af familien Trionychidae.

På et punkt er skildpadderne anderledes end alle andre firbenede dyr: De har lemmeknoglerne placeret inden for ribbenene. Skildpadder har ingen tænder, men et skarpt hornnæb.

Mange skildpadder er planteædere, men nogle arter er rovdyr og ådselsædere. Alle skildpadder lægger æg på land, og havskildpadderne er kendt for at vende tilbage til den strand, hvor de selv klækkedes, for der at lægge deres æg. Den uægte karetskildpaddes (Caretta caretta) æg klækker efter 30-65 dage afhængigt af redens beliggenhed og vejret.

Alle arter af både havskildpadder, sumpskildpadder og landskildpadder lægger æg i et redehul, hunnen graver med bagbenene. Når æggene er lagt, dækkes hullet til, og nogle arter (fx havskildpadder) graver op i sandet omkring æggene for at camouflere stedet eller graver endog flere huller nær æggene, hvori der ingen æg lægges. Hannens rolle i forplantningen strækker sig udelukkende til selve parringen. Mellem hanner af fx græsk landskildpadde (Testudo hermanni), der kurtiserer den samme parringsmodne hun, udspiller der sig til tider drabelige kampe. De støder skjoldene sammen med høje knald og prøver at skubbe rivalen væk eller vælte ham om på ryggen. Under parringen kan hannen udstøde høje skingre skrig, en af de få lyde, skildpadder ytrer ud over en hvæsen, når de føler sig truede.

Den største nulevende skildpaddeart er læderskildpadden, som kan veje op til 1000 kg og opnå en længde af 2,5 m. Arten lever i alle oceaner og er flere gange fundet i danske farvande. Dens føde består næsten udelukkende af gopler. Læderskildpadden er den eneste skildpadde, man kender, der er i stand til selv at opretholde en kropstemperatur højere end omgivelsernes. Med sine store forluffer er den i stand til at svømme over 30 km/h.

Mange arter af skildpadder er truet af udryddelse, især fordi deres kød og æg er stærkt eftertragtet af mennesket, men også fordi de bruges som kæledyr. Ligeledes har forstyrrelser af de strande, havskildpadderne lægger deres æg på, betydet tilbagegang af bestandene. Flere steder i verden forsøger man at forhindre dette ved at indsamle og klække æggene under beskyttede forhold for derefter at slippe de nyklækkede unger fri.

Skildpadder holdes ofte i fangenskab. Tidligere blev der til Danmark importeret store mængder af landskildpadder af slægten Testudo fra fx Grækenland og Tyrkiet, men disse blev derved næsten udryddet og er nu beskyttet af Washingtonkonventionen. I de seneste år har skildpadder som kæledyr mest omfattet rødøret terrapin (Trachemys scripta elegans), der findes i det sydøstlige USA, Mellemamerika og det nordligste Sydamerika. Dette har resulteret i, at arten er undsluppet eller bevidst blevet sat ud i den europæiske natur. Her trives den og menes visse steder at true de oprindelige europæiske sumpskildpadder, hvorfor EU i 1997 indførte et kommercielt importforbud for denne art.

Skildpadder i fangenskab har vist sig at kunne overføre en række sygdomme til mennesker. Salmonella, hepatitis B og herpes har medført sygdomstilfælde hos specielt de børn, der håndterer skildpadderne eller kommer i berøring med deres afføring, som er opløst i akvarievandet.

Ved Gangesfloden i Indien, hvor et stort antal delvis kremerede lig hvert år kastes i floden, har man opdræt af ferskvandsskildpadder til at æde ligene. Da rettroende hinduer ofte drager til Ganges, når de er syge og døende, er der en stor risiko for, at alle skildpadder i dette område er bærere af hepatitis B, herpes og andre sygdomme.

Traditionelt har evolutionære studier placeret skildpadder som en meget gammel dyregruppe, der udspaltedes fra dyrenes stamtræ før de øvrige nulevende krybdyr (slanger, øgler, ormeøgler, krokodiller og tuatara), fugle (der af de fleste videnskabsmænd opfattes som tæt beslægtede med krokodiller) samt pattedyr. Denne teori bygger på, at skildpadders kranier er anderledes udformet end de øvrige krybdyrs. Skildpadderne er anapside, dvs. de har ingen huller i tindingeregionen. Senere menes stamformen til tuataraen (Sphenodon) og squamaterne (slanger og øgler) at have udviklet to huller i kraniet; de benævnes diapsider. Nye undersøgelser af dyrenes anatomi og DNA tyder dog på, at skildpadder ikke er så gammel en gruppe som tidligere antaget, og det foreslås, at slanger og øgler (Squamata) er den ældste nulevende gruppe af krybdyr, og at skildpadderne er nærmest beslægtet med krokodillerne. Hvis denne teori viser sig at være korrekt, vil vores opfattelse af krybdyrenes evolutionshistorie skulle ændres radikalt.

De fleste spiselige arter er udryddelsestruede og beskyttet af bl.a. Washingtonkonventionen. Specielt har havskildpadderne og deres æg været eftertragtede, men også de kæmpestore elefantskildpadder på Galápagosøerne blev næsten udryddet af hvalfangere i 1800-t. Den højst skattede af alle spiselige arter var dog, indtil begyndelsen af 1900-t., den nordamerikanske sumpskildpadde knopskildpadden (Malaclemys terrapin).

Skildpadder tilberedes oftest som suppe, og arten Chelone mydas kaldes på dansk suppeskildpadde.