diamant

De fleste diamanter er svagt gullige eller svagt brunlige, men de kan også være sorte. Rosa, grønne, blå eller kanariegule diamanter er sjældne, ligesom helt farveløse er det.

Mineralet har diamantglans, og massefylden er 3,5 gram pr. cm³. Diamant er det hårdeste mineral, man kender (hårdhed 10), og det kan derfor kun slibes med sit eget pulver. Det krystalliserer kubisk, ofte i oktaedre, men rombedodekaedre og terninger kan også forekomme. Diamanter i terninger er meget sjældent af tilstrækkelig god kvalitet til at blive anvendt i smykker.

Diamantens krystalflader er ofte buede, og tvillingedannelse efter oktaederet er almindelig. Diamant har spaltelighed parallel med oktaederfladerne, og mineralet kan være følsomt for slag. Det har et meget højt lysbrydningsindeks (2,418), og sammen med en stor dispersion, det vil sige forskelle i lysbrydning for forskellige bølgelængder, betyder det, at mineralet giver det indfaldende lys et karakteristisk farvespil.

Alle diamanter har en meget stor varmeledningsevne, og de anvendes til skæring eller boring, da de ikke bliver varme selv ved meget høje omdrejningstal. Ved temperaturer under 100 °C angribes diamant ikke af kemisk forvitring, heller ikke af flussyre. Diamanter, der i længere tid udsættes for temperaturer omkring 900 °C, bliver først skyede, derefter sorte på overfladen og vil til sidst brænde op. Se også fasediagram.

Diamant består næsten udelukkende af carbon, men mineralet kan indeholde en ganske lille mængde af andre grundstoffer, og på grundlag heraf inddeles diamanter i Ia og Ib med nitrogenatomer og IIa og IIb uden nitrogen, sidstnævnte med en ganske lille mængde aluminium og bor.

Diamanter dannes i den ultramafiske bjergart peridotit i den øvre del af Jordens kappe mere end 150 kilometer under jordoverfladen. Under meget højt tryk er de ved eksplosionsagtige udbrud ført op i kraterrør, kimberlitpipes. Disse kraterrør, som udgør de primære forekomster, er udfyldt af en grovkornet bjergart med skarpkantede fragmenter indlejret i en finkornet masse, en såkaldt breccie, der væsentligst består af kimberlit, en ultrabasisk bjergart med blandt andet olivin og granat.

Kimberlit er grønligblå og benævnes i minesproget blue ground, mens de øverste ca. 25 meter af kraterrørene er stærkt forvitrede og kaldes yellow ground. Den først kendte kimberlitpipe ligger i Sydafrika og blev fundet i 1870. I alt kender man i Sydafrika ca. 250 kimberlitpipes, der stammer fra Kridttiden (ca. 146-65 millioner år før nu). De færreste er dog diamantførende. De vigtigste primære forekomster fandtes tidligere omkring Kimberley hvor de fleste miner i dag er lukket, og ved Pretoria, hvor den berømte Premiermine ligger. Her fandt man i 1905 den største kendte diamant, Cullinandiamanten. I 1941 blev der fundet kimberlitpipes i Tanzania, 1948 i Indien, i 1954 i Sibirien, og omkring 1990 fandt man diamanter i Canada. I 1983 åbnede argyleminen i Australien, minen er den største kendte lamproritpipe. Argyleminen lukkede i november 2020 efter at have produceret 865 mio. karat diamanter. Minen har leveret 90 % af de meget værdifulde pink diamanter.

Diamantførende aflejringer af flod- og strandgrus, såkaldte placerforekomster, udgør sekundære forekomster. De er dannet som forvitringsprodukter fra kimberlit, der med floder er transporteret til søer eller havet, hvor strøm og bølger har koncentreret diamanterne i bestemte lag.

Diamanter blev først fundet i Indien, og man så længe med megen skepsis på diamanter, der ikke stammede herfra. Fund af diamanter i Brasilien 1725 udvidede brugen af diamanter som smykkesten, men det var først efter opdagelsen af diamanterne i Sydafrika, at diamantproduktion blev en storindustri. De sekundære forekomster har langt den største udbredelse.

De fem største diamant producerende lande, i volumen, er Rusland, Botswana, Den Demokratiske Republik Congo, Australien og Canada.

De fem lande der opnår de højeste priser pr carat (2018) er Namibia (469 $ ct), Kina (404 $ ct), Liberia (401 $ ct), Lesoto (291 $ ct), og Cameroon (261 $ ct), Australien og Den Demokratiske Republik Congo hvis produktion hovedsagelig er af industrikvalitet opnår henholdsvis 12,9 og 8,3 $ pr. ct. De mest værdifulde placerforekomster findes i kystområderne nord og syd for Oranjeflodens udløb i hhv. Namibia og Sydafrika, hvor Oranjefloden med bifloder har ført diamanterne fra de nederoderede kimberlit pipes med sig ud i havet hvor 90 % er af smykkekvalitet.

Tidligere solgtes næsten alle rå diamanter uanset produktionssted gennem The Central Selling Organization (CSO) i London. Sorteringen af diamanter fra De Beers miner foregår i Sydafrika, Botswana, Namibia og Canada, hvorefter de, siden 2013, sendes til Gaborone i Botswana for at blive solgt på tiårlige "sights". Hver sight varer en uge, og kun de ca. 80 sigthholdere og 12 akkrediterede indkøbere har adgang og kan før hvert sight fremsætte deres ønske; men kun hele boxes kan købes. Der er ingen købetvang, og man kan ikke forblive på buyers' list uden at have et vist minimumskøb pr. år. Den del af indholdet, som køberen ikke selv kan bruge, sælges til firmaer og sliberier, der ikke selv har adgang til. I tillæg til De Beers produktion står CSO for kontraktlig sortering og salg af diamanter fra forskellige lande og mineselskaber. Hvor De Beers tidligere stod for 80-90 % af verdens diamantproduktion er det i dag reduceret til ca. 30%. Rusland, Australien og Canada samt enkelte større mineselskaber sælger deres produktion på såkaldte tender (auktioner).

Værdien af smykkestensdiamanter afhænger af de fire c'er: carat ('vægt'), colour ('farve'), clarity ('klarhed') og cut ('slibning'). 1 carat er 0,2 g. Caratvægten angives med to decimaler, og der må ikke rundes op. For diamanter i de populære størrelser ¹/₄, ¹/₂ og ³/₄ carat benyttes, i diamanthandelen, sommetider vægtenheden grain (0,25 carat) to grainer = ½ carat, fire grainer = 1 carat, der er dog ikke tale om en eksakt vægt. For diamanter under 1 carat kan anvendes vægtenheden point (¹/₁₀₀ carat). Carat prisen er lavest for diamanter i størrelsesordenen 3-4 point, fordi slibeomkostningerne bliver en voksende del af prisen for mindre sten, og større sten er dyrere pr. carat, fordi større diamanter er sjældnere end mindre. Ved bedømmelse af klarheden tager man ikke alene hensyn til indre karakteristika såsom indeslutninger og andre inhomogeniteter, men også til ydre karakteristika som ridser og andre overfladefejl. Klarheden bedømmes efter en skala med fem hovedgrader: Lupren, VVS, VS, SI og P. Ved større sten over 0,50 ct benyttes undergrader: VVS1 og VVS2, VS1 og VS2, SI1 og SI2, P1, P2 og P3

At det er muligt at slibe diamant skyldes, at hårdheden af mineralet afhænger af retningen. Hårdheden er størst parallelt med oktaederretninger og mindst parallelt med terningretninger. I diamantpulver vil der være nogle korn med større hårdhed end den diamant, der slibes. Ved slibning af diamanter tager man hensyn til såvel lysbrydning som dispersion for at få den bedste lysvirkning frem, og man søger at undgå uklarheder.

Desuden slibes der, således at mest muligt lys bliver brudt inde i diamanten og tilbagekastet gennem overfladen. Diamanter, hvori en del af lyset går ud gennem underdelens facetter, siges at lække. En korrekt brillantslebet diamant (brillant) kan kendes på, at den ved betragtning fra undersiden vil være mørk, fordi lyset reflekteres 100 procent tilbage gennem overdelen.

Mere end to tredjedele af alle diamanter er urene eller misfarvede og anvendes industrielt til skære- eller boreformål og til polering eller slibning af hårde materialer. To varieteter af diamant, der især anvendes i industrien, har deres eget navn: bort og carbonado.

Bort er oprindelig betegnelsen for en kryptokrystallinsk form af diamant, men bruges nu om enhver diamant, der på grund af misfarvning eller uheldig strukturering ikke kan anvendes som smykkesten, men kun industrielt. Carbonado er kulsort. Den er ligesom den oprindelige bort kryptokrystallinsk, og diamantens spaltelighed har ingen betydning på grund af forskellig orientering af de meget små enheder. Carbonado er derfor i praksis uden spaltelighed og virker sej, hvorfor den er særlig efterspurgt i industrien til skæreformål.

En stor del af de diamanter, der anvendes i industrien, er fremstillet syntetisk. Syntetiske diamanter blev først fremstillet af det svenske ASEA i 1953 og senere af det amerikanske GEC. Syntetiske diamanter i smykkestenskvalitet produceres i stort omfang i Kina, Rusland, Ukraine, UK og USA.

Syntetiske diamanter fremstilles efter to metoder: HTHP (high temperatur, high pressure) og (CVD Chemical Vapor Deposition) Priserne for de syntetiske diamanter er ca. 30 procent billigere end de naturlige, men priserne er stadig faldende grundet en stigende produktion.

• diamantens kulturhistorie
• smykkesten