Faktaboks

Etymologi
Landet er navngivet efter Sankt Marinus, som i 301 e.v.t. grundlagde klostret, omkring hvilket byen og senere staten San Marino opstod.
Officielt navn
San Marino, Repubblica di San Marino
Dansk navn
San Marino
Styreform
parlamentarisk republik
Hovedstad
San Marino
Indbyggertal
33.860 (2019)
Totalareal
61 km²
Indbyggere pr. km²
564 (2019)
Officielt/officielle sprog
italiensk
Religion
katolikker 90 %, Jehovas Vidner 1 %, andre 9 %
Nationaldag
Den 3. september (301 e.v.t.) er dagen for grundlæggelsen af republikken; dagen kaldes også Sankt Marinus-festen.
Statsoverhoved
Alessandro Cardelli og Mirko Dolcini (for perioden den 1. oktober 2020 - den 31. marts 2021)
Møntfod
euro
Symbol
tre toppe, der hver skal forestille et tårn
Valutakode
EUR
Nationalsang
Inno Nazionale della Repubblica (betyder 'republikkens nationalsang')
Engelsk navn
San Marino, Republic of San Marino
Uafhængighed
den 3. september 301 e.v.t. (traditionel grundlæggelsesdato)
Befolkningssammensætning
sammarinesere 83 %, italienere 12 %, andre 5 %
BNP pr. indb.
333.643 kr. (2017)
Middellevetid
mænd 81,7, kvinder 86,4 år (2013)
Indeks for levevilkår, HDI
0,000 (2018)
Indeks for levevilkår, position
(2018)
Internetdomænenavn
.sm
Flag
.
.

Artikelstart

San Marino er en selvstændig republik på bjergudløberen Monte Titano (739 m) i Norditalien 20 km sydvest for Rimini. Bjergstaten har toldunion, mønt, udenrigspolitik mv. fælles med Italien, men fungerer i kraft af lav beskatning som internationalt skattely og er ikke medlem af EU. San Marino er et af verdens rigeste lande; der er stor økonomisk vækst, og arbejdsløsheden er lav. San Marino besøges årlig af 3 millioner turister; hovederhverv er foruden turisme handels- og finansvirksomhed samt fremstilling af kunsthåndværk. I 1980'erne oprettedes et universitet.

Nationalflag

Flaget blev officielt antaget i 1862, men det går tilbage til 1797. Farverne stammer fra landets statsvåben, hvis oprindelse skal søges i 1300-tallet. Den hvide farve repræsenterer sneen på Monte Titano og skyerne over det, den blå står for himlen.

Forfatning

Republikken San Marinos forfatning udspringer af statutter fra 1600. Regeringsformen er parlamentarisk. Den lovgivende magt ligger hos et parlament (Det Store og Almindelige Råd) med 60 medlemmer, som vælges ved direkte valg hvert femte år. Hver sjette måned udpeger rådet to capitani; de er formænd for parlamentet, statsoverhoveder og ledere af forvaltningen og kan ikke genudpeges førend efter tre år. Parlamentet udpeger ti af sine medlemmer til et ministerråd, som er den udøvende magts centrale organ. De står i spidsen for hver sit ministerium.

Historie

Ifølge legenden blev San Marino grundlagt i begyndelsen af 300-tallet af Sankt Marinus, der var på flugt fra Diokletians kristenforfølgelser. Området hørte til det gods, som de frankiske konger overdrog paven i 700-tallet; et kloster på stedet er omtalt i 885. Byen ved klostret udviklede sig gennem opkøb af nabolandsbyer til en bystat eller bykommune. Det er lykkedes at bevare selvstændigheden næsten uafbrudt siden 1100-tallet trods forsøg på indblanding eller anneksion først fra forskellige fyrstehuse, bl.a. Malatestafamilien i Rimini og hertugerne af Urbino, siden fra Kirkestaten. San Marino kan således ses som et sidste levn af feudaltidens Italien; selvstændigheden anerkendtes ved Italiens samling i 1860'erne, selvom republikken i de fleste henseender er italiensk.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig