Sudan - historie

Vedrørende Sudans ældste historie, se Nubien.

I 500-t. antog flere kongedømmer især i Nordsudan kristendommen. Den arabiske erobring af Egypten fra 639 blev fulgt af angreb på de sudanske områder, men en aftale kom i stand, som længe sikrede de kristne riger. I 1300-t. begyndte imidlertid en storstilet arabisk indvandring, og de kristne riger gik under. Herefter domineredes Nord- og Centralsudan af en række islamiske riger, bl.a. Funj, indtil den osmannisk-egyptiske erobring 1821.

I Sydsudan etablerede flere nilotiske folk sig fra 1400-t.; de vigtigste var dinka, nuer og shilluk, men den største statsdannelse blev i 1500-1600-t. skabt af azande, som ikke er niloter.

Den osmannisk-egyptiske erobring af Nordsudan skyldtes bl.a. ønsket om at skaffe slaver, og den omfattende slavehandel fik ødelæggende følger for de fleste samfund i Sydsudan. Senere i 1800-t. mindskedes Egyptens kontrol med Sudan; i stedet overtog europæere en stor del af handelen med Sudan og forsøgte at bekæmpe slavehandelen.

Egypten, der kom under stadig stærkere europæisk indflydelse, strammede fra omkring 1870 atter grebet om Sudan og trængte længere mod syd. Da Egypten i 1882 blev en britisk lydstat, brød det upopulære egyptiske styre i Sudan sammen, og mahdiopstanden, det muslimske oprør, der under Muhammad Ahmad al-Mahdis ledelse var brudt ud året før, førte til mahdibevægelsens erobring af Khartoum og oprettelsen af en islamisk stat i 1885. Al-Mahdi døde samme år, men Mahdiriget bestod og blev først endeligt nedkæmpet af briterne under H.H. Kitcheners ledelse i Slaget ved Omdurman 1898. Året efter etableredes det anglo-egyptiske condominium ('fællesstyre'); se Anglo-egyptisk Sudan.

Forsøg på at genoptage modstanden mod briterne blev slået ned, og fra 1920'erne udgjorde mahdismen ikke længere nogen trussel mod styret. Briterne indledte omfattende investeringer i infrastruktur og landbrug; produktionen af bl.a. bomuld og gummi arabicum til eksport skabte en betydelig arbejder- og mellemklasse. En nationalistbevægelse voksede frem i mellemkrigstiden, og briterne indvilligede fra begyndelsen af 1940'erne i gradvis at give sudaneserne mere magt. Sudan fik indre selvstyre i 1953 og selvstændighed 1.1.1956.

I de sydlige provinser, hvor man frygtede arabisk-muslimsk dominans i et selvstændigt Sudan, var der udbrudt oprør, og det ny styre overtog således et land i borgerkrig. Svage regeringer fik allerede i 1958 militæret til at tage magten, men korruptionen og den fortsatte borgerkrig førte i 1964 til en folkelig opstand, der drev militæret fra magten. Det civile styre, som fulgte, var præget af splittelse, og Sudans økonomiske problemer forværredes; i 1969 greb militæret under ledelse af Gaafar Nimeiri atter magten. Han fik støtte af Sudans stærke kommunistiske parti og benyttede situationen til at bekæmpe islamisterne, og mange blev dræbt under massakrer i 1970. Efter et fejlslagent, kommunistisk støttet militærkup året efter skiftede Nimeiri imidlertid politisk kurs og slog hårdt ned på kommunisterne. De økonomiske problemer forblev uløste, og samtidig modtog Sudan mere end 1 mio. flygtninge fra nabolandene Etiopien, Uganda og Tchad. Til gengæld lykkedes det i 1972 at afslutte borgerkrigen i Sydsudan, som fik delvist selvstyre.

I 1979 blev flere islamister optaget i regeringen, og i 1983 indførte en politisk svækket Nimeiri islamisk lov (sharia). Det udløste en ny borgerkrig, da oprørsbevægelsen SPLM i Sydsudan under John Garangs (1943-2005) ledelse greb til våben. Borgerkrigen fik international karakter, idet SPLM blev støttet af Etiopien og modtog våben fra Sovjetunionen, Cuba, Kenya og Israel.

Nimeiri blev væltet i 1985, og året efter valgtes Sayyid al-Sadiq al-Mahdi til premierminister. Heller ikke han kunne løse landets problemer; i 1989, da SPLM havde fået kontrol over det meste af Sydsudan, blev han afsat af militæret under Umar Hassan Ahmad al-Bashirs ledelse. Forfatningen blev suspenderet, og siden er selv de mest fundamentale menneskerettigheder blevet undertrykt med hård hånd. Al-Bashir, der i 1993 fik titel af præsident, støttes af den fundamentalistiske bevægelse NIF (Den Nationale Islamiske Front); NIF, der blev grundlagt af Hasan al-Turabi (f. 1930) på basis af den sudanesiske afdeling af Det Muslimske Broderskab, er ligesom alle andre partier officielt forbudt, men har via den tilladte paraplyorganisation Den Nationale Kongres stor indflydelse og kontrollerer sikkerhedsstyrker, domstole, medier o.a. Den personlige magtkamp mellem al-Turabi og al-Bashir førte i december 1999 til et åbent brud, da al-Bashir erklærede undtagelsestilstand og opløste nationalforsamlingen, som al-Turabi var formand for.

FN indførte i 1996 sanktioner mod Sudan, da man anklagede landet for at huse terrorister; disse mest symbolske sanktioner blev ophævet i september 2001. USA, som i 1998 angreb en farmaceutisk fabrik i Khartoum med missiler, angiveligt efter informationer om, at fabrikken producerede kemiske våben, opretholder dog sine sanktioner mod landet.

Samtidig med indførelsen i 1999 af en ny forfatning, som tillader etableringen af et flerpartisystem i landet, beordrede regeringen undtagelsestilstand, som siden da blev forlænget i flere år. Den nye forfatning fik ikke nogen betydning for borgerkrigen i landet, hvor regeringen fortsatte med at bekæmpe flere forskellige modstandsgrupper. Ingen af parterne synes dog at vinde terræn i kampene. I årene både før og efter 2000 blev det i flere omgange forsøgt at gennemføre fredsforhandlinger mellem regeringen og oprørsbevægelserne, især med SPLM, som kæmper for et frit Sydsudan, og med de nabostater, som er blevet indblandet i konflikterne. I 2002 undertegnedes den såkaldte Machacosprotokol, der lagde grunden til fredsforhandlinge, som i 2005 kulminerede med en omfattende fredsaftale. Denne sikrede Sydsudan udstrakt selvstyre samt retten til efter seks år at afholde en folkeafstemning om evt. løsrivelse. Afstemningen blev afholdt i 2011 og førte til, at Sydsudan blev en selvstændig stat. Desuden blev forfatningen demokratiseret og SPLA fik del i regeringsmagten, bl.a. med vicepræsidentposten. Borgerkrigen 1983-2005 var en af de mest blodige og langvarige i Afrika. Det antages, at krigen kostede 2 mio. mennesker livet; flere millioner er internt fordrevne i Sudan, og et ukendt antal flygtede til udlandet.

I 2003 udbrød imidlertid en ny og meget blodig borgerkrig i Darfur-provinsen mellem regeringen og de lokale regeringsstøttede Janjaweed-militser på den ene side og flere oprørsbevægelser på den anden. Også denne konflikt har ført til flere hundredtusinde omkomne og endnu flere fordrevne. Sudan er blevet skarpt kritiseret for ikke endegyldigt at standse støtten til militserne, der anklages for grove krigsforbrydelser i Darfur. I maj 2006 blev der efter internationalt pres indgået en fredsaftale, som nogle af oprørsgrupperne dog afviste. Styrker fra Den Afrikanske Union, AU, er indsat i Darfur, og i slutningen af 2006 accepterede Sudans regering efter pres, at FN kan sætte styrker ind i provinsen. Nye uroligheder i området i 2013 førte til yderligere ca. 6000 dræbte og omkring 500.000 internt fordrevne.

I januar 2011 kom det til uroligheder vendt mod styret. Udviklingen var inspireret af de folkelige protester, der fra december 2010 opstod i en række arabiske lande med udgangspunkt i Jasminrevolutionen i Tunesien. I hovedstaden Khartoum var der sammenstød mellem demonstranter og politi; der blev bl.a. protesteret mod regeringens fjernelse af subsidier på madvarer. For at imødegå protesterne meddelte præsident al-Bashir, at han ikke vil genopstille til valget i 2015. Samtidig blev subsiderne på madvarer genindført, og urolighedere stilnede noget af.

I foråret 2012 opstod der grænsestridigheder mellem Sudan og Sydsudan, men i septemper s.å. blev der indgået aftaler mellem de to lande om olieeksport og etablering af en demilitariseret zone ved den fælles grænse.

Læs mere om Sudan.