Danmarks arkitektur var i den tidlige middelalder en bygningskultur i træ, et forgængeligt materiale, der kun har levnet få vidnesbyrd om periodens byggeri.
Danmarks arkitektur
Martin Nyrop. Eliaskirken, opført 1905-1908, Vesterbrogade på Vesterbros Torv, København. Med inspiration fra de romanske totårnede landsbykirker i Fjenneslev og Tveje Merløse skabte Nyrop en bykirke indføjet i husrækken. Med den brede trappe, den lukkede facade og den grove stenbeklædning træder kirken frem som en moderne videreførelse af den danske kirkes traditionsrige hus.
Vikingetid
Trelleborg på Sjælland, der er den bedst bevarede af trelleborgene, ligger på et næs, hvor Tude Å og Vårby Å løber sammen. Inderborgens ca. 17 m brede og 5 m høje vold er omgivet af en ligeså bred og næsten ligeså dyb voldgrav. På forborgen (nederst t.v.), der også er omgivet af vold og voldgrav, har ligget 15 langhuse og et kvadratisk areal, der har rummet borgens gravplads.
Vikingerne byggede borganlæg, som kendes gennem udgravninger af bl.a. Trelleborg ved Slagelse, Aggersborg ved Limfjorden og Fyrkat ved Hobro fra omkring 980 (se trelleborge); de blev anlagt inden for store cirkulære jordvolde. Borganlæggene blev med stor præcision udlagt over et korsformet og symmetrisk gadenet, hvis hovedakser gennemskar og opdelte hele anlægget i mindre enheder.
De store krumvæggede huse, i Aggersborg 32,5 m lange, rejstes herindenfor i regelmæssige karréer af fire, der lukkede sig om en indre kvadratisk gårdsplads. Aggersborg, der målte ca. 240 m i indre diameter, omfattede 12 karréer, i alt 48 huse, mens det mindre Trelleborg med en diameter på 136 m rummede fire karréer.
Middelalder
Ribe Domkirkes vestparti med Borgertårnet tv. og Mariatårnet th.
Roskilde Domkirke set fra Palæets gård.
Glimmingehus
Således var træbygningskunsten en rodfæstet tradition i Danmark, da landet omkring 960 blev kristnet, og en ny bygningskultur, kirkebyggeriet, vandt indpas. Ældst af de trækirker, der i dag kun kendes gennem udgravninger, er Haralds Kirke i Jelling fra netop denne tid.
Den fremherskende udformning af den nye religions bygninger var den enkle salskirke, der bestod af et rektangulært skib og et østvendt kor. Trækirkerne var i sammenligning med de efterfølgende stenkirker i reglen små bygninger; Hørning Kirke fra midten af 1000-t. målte fx ca. 9,5 m × 4,5 m.
Fra Hørning stammer et af de ganske få bevarede bygningsfragmenter fra perioden, en del af et hammerbånd, hvis udskårne ormeslyng antyder, at flere kirker kan have stået med en sådan rig dekorativ forarbejdning. Først efter et lille århundrede begyndte man for alvor at bygge kirker i sten.
Den tidligste stenkirke, som kendes gennem skriftlige kilder, er Estrids Kirke i Roskilde, opført allerede omkring 1026 som erstatning for en ældre i træ. Den var som hovedparten af de tidlige stenkirker bygget af det let bearbejdelige frådsten.
Romansk arkitektur
Hover Kirke ved Ringkøbing repræsenterer den enkle romanske landsbykirke, der kun består af kor og skib med små højtsiddende vinduer. Som det er kendetegnende for de jyske kirker, er den opført i store, tilhuggede granitkvadre. Våbenhuset er en tilføjelse fra ca. 1550.
Den romanske periode, som stenkirkerne indvarslede, rummede både de store domkirke- og de mindre landsbykirkebyggerier.
Bygningerne blev udlagt over en strammere, mere regulær grundplan, de tunge murmassiver artikuleredes gennem rytmiske forløb af bl.a. piller og blændinger, rundbuen blev den dominerende form, og udvalgte bygningselementer kunne få en rig skulpturel bearbejdning.
Den ornamentale tradition, som Hørningplankens ormeslyng repræsenterer, blev i en gruppe kirker på Randersegnen overført til kridtsten som blødt svungne sløjfemotiver. En forudsætning for en sådan videreførelse af en lokal tradition var dog, at de danske håndværkere var blevet fortrolige med stenhuggerteknikken, og denne situation er sandsynligvis først indtrådt efter en vis tid.
Domkirkebyggeriet i Lund, der indledtes kort efter oprettelsen af ærkebispesædet i 1103, blev det første af de tre store romanske domkirkebyggerier, alle i skikkelse af treskibede basilikaer med tværskibe.
Domkirken i Lund synes, ligesom den hårdt restaurerede domkirke i Viborg, især at knytte sig til tyske forgængere, men også anglo-normannisk og lombardisk indflydelse spores.
Ribe, der omkring århundredets midte fulgte efter med sit store kirkebyggeri, havde nære handels- og søvejsforbindelser til Rhinegnene, og såvel materialer som forbilleder blev hentet herfra; se også Ribe Domkirke.
Landsbykirkerne er som helhed betragtet ensartede byggerier. Det var enskibede kirker med kor, opført i 1100- og 1200-t., og eventuelt apsis samt i visse tilfælde vesttårne. Regionale særtræk kunne også gøre sig gældende, fx gennem særlige forsvarsmæssige foranstaltninger som hos de bornholmske rundkirker, men især med byggematerialet, hvor de jyske kirkers mure af store, tilhugne kvadre står over for øernes kirker, bygget af rå eller let tildannede kampesten.
Gotik
Sankt Knuds Kirke i Odense, der fuldførtes i slutningen af 1400-tallet, står som et fint eksempel på den danske højgotik. Det store midtskib beherskes af de himmelstræbende linjer og de profilerede spidsbuer i arkader og hvælv.
I årene omkring 1160 blev et nyt og lettere håndterligt byggemateriale, teglstenen, indført, formentlig gennem norditalienske forbindelser. Herefter ophørte brugen af natursten gradvis. Roskilde Domkirke, påbegyndt i 1170'erne, er opført næsten helt i tegl, ligesom også især klosterbyggeriet gjorde brug af tegl, fx cisterciensernes Sorø Kirke og benediktinernes Sankt Bendts Kirke i Ringsted.
Roskilde Domkirke vidner desuden om den tidligste påvirkning fra den franske gotik, for under den lange byggefase blev planerne for kirken ændret til fordel for den nye stil. Sankt Knuds Kirke i Odense indtager en særstilling som en bygning, der til trods for en meget lang tilblivelse, først fuldført i slutningen af 1400-t., er gennemført helt i højgotikkens ånd. Ligesom tidens mange købstadskirker beherskes Sankt Knud af gotikkens opadstræbende linjer, spidsbuen, stræbesystemet, ribbehvælvene, det større lysindfald og den rumlige sammenkædning af skib og kor.
I detaljen er den danske teglstensgotik stærkt påvirket af den nordtyske. Fra Tyskland kom også hallekirken, der fortrinsvis blev anvendt af klosterordnerne, fx birgittinernes kirke i Maribo (nu Maribo Domkirke).
I landsognene manifesterede gotikken sig først og fremmest i om- og tilbygninger til de romanske kirker, der fik sakristier, kapeller, klokketårne, øst- og vestforlængelser, ofte forbundet med opførelse af hvælv over rummene samt ikke mindst større, spidsbuede vinduer i overensstemmelse med gotikkens krav om lysfyldte rum. I det ydre beherskedes de nye bygningsafsnit ofte af tidens karakteristiske kamtakkede gavlprofiler, der suppleredes af rige blændingsmønstre.
I verdsligt regi opførtes det almindelige byggeri fortsat i træ og bindingsværk, men også her rejste man i visse tilfælde stenhuse, fx Næstved Rådhus fra ca. 1450. De store borge, fx Vordingborg, Kalundborg og Hammershus, suppleredes af senmiddelalderens borgbyggerier, bl.a. Gjorslev på Stevns og Spøttrup i Salling, begge bispeborge fra begyndelsen af 1400-t. Mens Gjorslev ligger som en kompakt bygningskrop, der følger en korsformet plan med centralt placeret tårn, er Spøttrup et trefløjet anlæg, lukket af en solid spærremur med tårn.
En enklere form fik det rektangulære og forsvarsmæssigt veludrustede Glimmingehus, som Jens Holgersen Ulfstand i 1499 lod opføre i Skåne.
Renæssance
Under Christian 3. intensiveredes arbejdet med rigets befæstning, deriblandt Nyborg og Sønderborg. Sidstnævnte blev af bygmester Hercules von Oberberg omdannet til et sammenhængende, men uregelmæssigt firefløjet anlæg. Forsvaret koncentreredes nu i kraftige, fremskudte kanonrondeller. Herregårdsbyggeriet kom i høj grad til at tegne profilen i den efterfølgende periodes arkitektur.
Herregårdene videreførte i et vist symbolsk omfang bispeborgenes forsvarsmæssige opbygning. Villestrup i Himmerland fra 1538-42 og det næsten samtidige Rygård på Fyn er begge lukkede, firefløjede bygningsanlæg, der har bevaret en vis borgkarakter. Enkelthuset, det énfløjede hus, der var den mest udbredte herregårdstype igennem 1500-t., var mindre velbefæstet. De fynske byggerier omkring århundredets midte såsom Hesselagergård og Nakkebølle er især kendetegnet ved etageudkragninger og flankerende tårne. En tilsvarende opbygning har det samtidige Egeskov på Fyn, der dog tilhører dobbelthustypen, hvor to parallelle fløje er bygget sammen, men lagt under hvert sit selvstændige saddeltag.
Mens stenbyggeriet således vandt stadig større udbredelse, blev der fortsat bygget gårde i bindingsværk, undertiden i sammenhæng med et enkelt stenhus. Den almindelige befolkning boede som tidligere i bindingsværks- og bulhuse.
Inden for herregårdsbyggeriet gik udviklingen mod slutningen af århundredet imod stadig mindre befæstede borge, og enkelthuset mistede sine forsvarsbetonede tårne. I sidste del af århundredet vandt de flerfløjede anlæg større udbredelse, og de kom ikke mindst til at præge de kongelige byggerier.
Påbegyndt i 1574 ved bygmester Hans van Paeschen og fuldført af Antonius van Opbergen i 1585 opstod Kronborg som et firefløjet bygningskompleks. Forbilledet var det franske trefløjede slot, hvis fjerde side kun lukkedes af en lavere terrassefløj. Men planerne ændredes undervejs, og Kronborg blev fuldført som et regulært firefløjet anlæg.
Hvad der ikke blev gennemført på Kronborg, lykkedes til gengæld for Hans van Steenwinckel d.æ. i Christian 4.s Frederiksborg Slot (1602-20), der opførtes som et trefløjet anlæg med lav terrassefløj omkring en cour d'honneur. Opbygningen fulgte således fransk mønster, men i såvel Kronborg som Frederiksborg var det arkitektoniske udtryk, den dekorative bearbejdning, holdt i nederlandsk renæssance.
Allerede i Hesselagergård på Fyn var de nye udenlandske arkitekturidealer kommet til udfoldelse. Bygningen blev prydet med rundbuegavle, egentlig et venetiansk motiv, men formentlig bragt til landet via Tyskland. Rusticerede murflader som på Holckenhavn ved Nyborg (ca. 1580) var også populære.
Ikke desto mindre var de hjemlige og middelalderlige kamtakkede blændingsgavle vedholdende, hvad fx Egeskov vidner om. En lignende situation gjorde sig gældende inden for kirkerne. Efter Reformationen 1536 prægedes kirkebyggeriet af en vis stilstand, og da denne fortog sig, videreførte de nye kirker ofte træk fra den middelalderlige tradition.
Fra 1570'erne slog de nye strømninger fra den nederlandske renæssance for alvor igennem i dansk arkitektur, som det ses af både Kronborg og Frederiksborg Slot. Røde teglsten danner baggrund for fyldige og rige sandstensornamenter, der breder sig omkring portaler og vinduer samt især på de vælsk svungne gavle, træk, der ligeledes behersker det kongelige lystslot Rosenborg (1613-34).
Idealerne i de kongelige byggerier blev, når det var muligt, optaget af borgerne og omsat i kostbare og rigt udsmykkede stenbygninger, fx borgmester Mathias Hansens Gård fra 1616 på Amager Torv i København og Jens Bangs Stenhus (1623-24) i Aalborg.
Under Christian 4. blev der opført mange forskelligartede byggerier, fra Børsen (1619-40) over Rundetaarn (1637-42) til anlæggelsen af nye byer og bydele som Kristianstad i Sverige (1614) samt Christianshavn (1618) og Nyboder (påbegyndt 1631) i København.
Inden for kirkebyggeriet fulgte Holmens Kirke de nye idealer om en centraliseret grundplan, da ankersmedjen i 1642 blev ombygget til en korskirke. Den i 1640 påbegyndte, men aldrig fuldførte Sankt Annae Rotonda i bydelen Ny-København i nærheden af Nyboder skulle efter planen have stået som en regulær tolvkantet centralkirke.
Barok
Charlottenborg på Kongens Nytorv i København blev opført 1672-83 som et fornemt barokpalæ for statholderen i Norge, Ulrik Frederik Gyldenløve, søn af Frederik 3.; bygmesteren var sandsynligvis Ewert Janssen. Ifølge det første projekt, som man synes at have fulgt i begyndelsen af byggefasen, skulle palæet have båret lave kupler over side-risalitter samt en trekantgavl over indgangspartiet, men planerne blev ændret undervejs. Opmålingstegning fra 1929.
Fredensborg Slot.
Johan Cornelius Krieger. Tegning fra 1744 af et hus i Østergade, et af de såkaldte ildebrandshuse, der blev opført i stort tal efter branden i 1728; tegningen findes i Rigsarkivet. Hustypen var traditionel, men det ensartede præg skyldtes til dels Krieger, der i 1729 fremlagde tegninger til enkle og formålstjenlige borgerlige typehuse. Det stod enhver bygherre frit for at gøre brug af dette design, og husene blev da også opført i forskellige variationer. Mange af ildebrandshusene, der bl.a. er kendetegnet ved brede kvistpartier, eksisterer stadig.
Den næsten hektiske byggeaktivitet, der rådede under Christian 4., forsvandt med ham. Landets økonomi var svækket, og i en periode var der ikke mulighed for store byggearbejder. Da der igen kom gang i byggeriet, kunne arkitekturens idealer nok hentes i Italien og Frankrig, men det fasteste greb i den tidlige danske barok havde Holland.
Regularitet blev et kodeord. De store linjer skulle herske i samklang med stram symmetri, klare målforhold og regelmæssighed. Udbredt blev desuden den lodrette opdeling af facaden, især pilastre i stor orden vandt yndest. I kongeligt regi lå en vigtig opgave i Københavns Slot, der efter enevældens indførelse i 1660/61 ikke længere var en tidssvarende eller værdig ramme for enevoldskongen. Generalbygmester Lambert van Haven blev betroet opgaven, og han foreslog et stort firefløjet anlæg. Projektet falmede dog aldeles i forhold til et heller ikke realiseret forslag fra den svenske arkitekt Nicodemus Tessin d.y.
Trods dette nederlag var van Haven den førende arkitekt i den danske baroks første tid. Hans hovedværk blev Vor Frelsers Kirke i København (1682-96). Van Haven har, ligesom også Ewert Janssen, været fremhævet som en mulig ophavsmand til et andet af periodens hovedværker, Charlottenborg på Kongens Nytorv i København, påbegyndt i 1672. I plan er Charlottenborg fransk, i formsproget hollandsk.
Selvom tidens byggeindsats fortrinsvis var koncentreret i private byggeforetagender i København, fx Niels Juels Palæ ved Kongens Nytorv (1696), blev der dog fortsat bygget ude i landet. Allerede i 1673 havde Jens Lauridsen ladet opføre herregården Nysø ved Præstø, hvor det samlede anlæg var underlagt stram aksialitet. I Clausholm (1693-94) ved Randers arrangerede bygmester Ernst Brandenburger bygningens plan efter periodens ideal om enfilade, dvs. flugtende døråbninger, der giver et vue ned igennem samtlige rum.
Omkring århundredskiftet blæste italienske vinde over dansk arkitektur. I Staldmestergården (1706) i København opgav Wilhelm Friedrich von Platen og Christof Marselis det hollandske til fordel for det italienske. Også Frederik 4. havde på sine udlandsrejser vist stor beundring for italiensk arkitektur, og i samme ånd lod han i 1708-09 Johan Conrad Ernst udvide Frederiksberg Slot, der herved fik sin nuværende fremtræden mod haven.
Fredensborg Slot var et andet af Frederik 4.s byggeprojekter. Jagtslottet blev fuldført i 1722 under ledelse af Johan Cornelius Krieger, der blev den centrale person i 1720'ernes danske arkitektur og som sådan forestod hovedparten af periodens kongelige byggearbejder. Krieger udmærkede sig desuden som havearkitekt og anlagde i 1720'erne bl.a. slotshaverne ved Fredensborg og Frederiksborg.
Frederik 4. havde valgt at lade Københavns Slot ombygge ved Krieger og Ernst. Christian 6. lod det nedrive og overdrog opgaven med det nye residensslot til den tyske arkitekt Elias David Häusser, der hermed introducerede en sydtysk-østrigsk arkitektur i Danmark.
Af det Christiansborg, der rejste sig i årene efter 1730, er endnu ridebaneanlægget bevaret. Det blev dog i mindre grad Häusser end den kommende generations førende arkitekter, Lauritz de Thurah og Niicolai Eigtved, der satte præg på slottets interiører.
Lauritz de Thurah holdt livet igennem fast ved senbarokkens mere kraftfulde udtryk, fx i Eremitageslottet i Dyrehaven (1734) og i Ledreborgs bygningskompleks ved Lejre, som han i 1740'erne formåede at samle til et afbalanceret og sammenhængende barokanlæg. Thurahs anslag i Ledreborg fandt en helt afklaret form i herregården Lerchenborg ved Kalundborg, der fra 1742 opstod som et klart disponeret anlæg over en dyb hovedakse, der gennemløber avls- og staldbygninger over hovedbygning til haven. Vor Frelsers Kirke i København gav Thurah i 1749-50 dens særegne spiralsnoede tårn.
Den almindelige bebyggelse holdt sig stadig til bindingsværket. Det grundmurede byggeri vandt dog frem, og efter Københavns brand i 1728 forsøgte man uden held helt at forbyde bindingsværk i forhusene. Borgerhusene fulgte især to typer, gavlkvisthuset og frontspidshuset.
Rokoko
Amalienborg er et af Europas fineste rokokoanlæg. Midtpunktet i Eigtveds plan for Frederiksstaden er den ottekantede slotsplads, omgivet af Schacks Palæ, Moltkes Palæ, Levetzaus Palæ og Brockdorffs Palæ (nederst fra venstre med uret). Bydelens længdeakse er Amaliegade, der mod nord fører op mod Kastellets voldanlæg. Tværaksen er Frederiksgade med Frederikskirken (Marmorkirken) i vest og Amaliehaven langs Kvæsthusgraven mod øst (i forgrunden af billedet). Midt på slotspladsen i aksernes skæringspunkt står Salys rytterstatue af Frederik 5. med front mod kirken. Kolonnaden, der forbinder Schacks Palæ og Moltkes Palæ, er opført af C.F. Harsdorff i 1794, da kongefamilien flyttede ind på Amalienborg.
Ved siden af Lauritz de Thurah stod kollegaen og rivalen Nicolai Eigtved som fortaler for de nyeste strømninger fra den franske rokoko. Inspireret af det parisiske hôtel opførte han 1743-44 Prinsens Palæ (nu Nationalmuseet) i København, mens det franske landhus, maison de plaisance, var det mere direkte forbillede for udformningen af Frederiksdal ved Furesøen (1744-45).
Som hofbygmester satte Nicolai Eigtved sig sit største minde ved sin indsats i anlæggelsen af Frederiksstaden i København 1749. Bydelen, der blev anlagt omkring den ottekantede plads med de fire Amalienborgpalæer, fik i begyndelsen Eigtveds styrende hånd. Han fastlagde regler for facadeudformningen, og til borgerhusene udførte han typetegninger i en diskret lisen- og blændingsarkitektur med sarte reliefvirkninger.
I 1752 påbegyndte han opførelsen af Frederiks Hospital (nu Kunstindustrimuseet). Hospitalets pavilloner mod gaden er dog Thurahs værk. Eigtveds død i 1754 bragte Thurah tilbage på banen, og han forsøgte uden held at overtage opgaven med Frederiksstadens hovedmonument, Frederikskirken.
Nyklassicisme
Nicolas-Henri Jardin. Det Gule Palæ i Amaliegade i København blev opført 1764-67 for købmanden H.F. Bargum. Med sin facadedekoration i form af guirlandeomhængte medaljoner, festoner og vaseopsatser var bygningen det første nyklassicistiske borgerhus i København. En årrække tilhørte det kongehuset, i dag rummer det hofmarskallatet.
Krengerup hovedbygning
Af C.F. Hansens mange byggeopgaver i København var den største genopførelsen af Christiansborg Slot, der var brændt i 1794. Opgaven fik han overdraget i år 1800, og selve bygningskroppen stod færdig i 1822; hans tegning af facaden mod Slotspladsen er udført i 1804 (Kunstakademiet). Ydermurene fra det gamle slot stod endnu og skulle så vidt muligt indgå i det nye byggeri. Med dette bundne udgangspunkt lod Hansen slottet genopstå som en ny bygning i hans eget nyklassicistiske formsprog. Slottet brændte igen i 1884, og endnu et nyt slot blev rejst på de gamle mure.
Brumleby. En del af den ældste bebyggelse, opført af Gottlieb Bindesbøll, som den fremtræder efter istandsættelsen i 1990'erne. De store plæner er fællesområde for beboerne og andre interesserede. Alle stuelejligheder har desuden en privat have, som kan udformes efter fantasi og behov.
Det blev den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin, der som repræsentant for den helt nye stil, nyklassicismen, kom til at fortsætte arbejdet med Frederikskirken. Hans første projekt var behersket af en antikiserende, næsten Piranesisk arkitektur, som han modvilligt måtte omarbejde til et mere traditionelt udtryk.
Under Jardins ledelse nåede Frederikskirkens mure kun at rejse sig ni meter over jorden, før det kostbare marmorbyggeri i 1770 blev standset. Jardin varetog foruden haveanlæg også andre byggeopgaver, fx Bernstorff Slot i Gentofte og Marienlyst i Helsingør, begge påbegyndt 1759.
Blandt de københavnske borgerhuse, der ellers fulgte de af Nicolai Eigtved udstukne linjer, byggede Jardin Det Gule Palæ i Amaliegade (1764). Hans borgerhuse fik efterfølgere, men især Bernstorff Slot synes i sin maison de plaisance-form at have været toneangivende, fx for det af C.J. Zuber opførte Glorup på Fyn (ca. 1765).
Blandt Jardins elever var den betydeligste C.F. Harsdorff, der tillige havde besøgt J.F. Blondels skole i Paris. Således udlært i nyklassicismens formsprog blev han sin tids førende arkitekt, både som hofbygmester og som professor ved det nyoprettede kunstakademi. I Frederik 5.s kapel i Roskilde Domkirke (1774-78) blev få og knappe former med baggrund i klassisk arkitektur føjet sammen i et monumentalt anslag.
1779-80 byggede han det store borgerhus ved siden af Charlottenborg, Kongens Nytorv 3-5. Med det enkle formsprog, en velafvejet proportionering og et facadeskema med henholdsvis fremhævede sidefag og fremhævet, pilastersmykket midtparti indførte han en ny norm for det københavnske borgerhus.
Det harsdorffske facadeskema bredte sig til det øvrige nybyggeri, der for Københavns vedkommende efterhånden mest bestod af grundmurede huse. I købstæderne fulgte man efter, men bindingsværket overlevede stadig, ikke mindst i baghusene. På herregårdene gjorde nyklassicismen sig også gældende, fx Hagenskov (Frederiksgave) ved Assens (1774-76) af Jardins elev G.E. Rosenberg samt det nærliggende Krengerup (1770'erne), hvor arkitekten, formentlig Hans Næss, har forenet træk fra både Jardin og Harsdorff.
Den græske antikke arkitektur var i denne periode genstand for stor interesse, og det satte sig bl.a. spor i Harsdorffs kolonnade (1794) mellem to af Amalienborgpalæerne. Inden for det kirkelige byggeri var der især én opgave, der trængte sig på, nemlig fuldførelsen af Frederikskirken. I Harsdorff syntes man at have manden med det fornødne kunstneriske talent til at løfte arven fra Eigtved og Jardin, men også denne gang blev arbejdet bremset ved arkitektens død i 1799.
1800-tallet. Af C.F. Harsdorffs elever gjorde både Peter Meyn og Andreas Kirkerup sig gældende, men størst betydning fik dog C.F. Hansen, som fra 1784 bestred stillingen som landbygmester i Holsten. Her byggede han bl.a. en række markante villaer i Altona.
Idealet var en strengere klassisk formgivning, hvor rene, enkle former og store ubrudte flader herskede. Udgangspunktet var antikt, og udtrykket monumentaliserende. Fra 1800 kom han til at forestå samtlige store arbejder inden for genopbygningen af København efter både brandene i 1794-95 og bombardementet i 1807.
Ud af ruinen af det nedbrændte Christiansborg opførte han det nye, hvoraf kun Slotskirken fra 1829 i dag er bevaret. Fra ham kom også det nye Råd- og Domhus på Nytorv (1805-15) samt genopførelsen af Vor Frue Kirke (1811-29).
Allerede inden C.F. Hansens død i 1845 havde nye strømninger fortrængt hans idealer. For senklassicismen var antikken fortsat en forudsætning, men den hansenske tyngde erstattedes af en mere spinkel bearbejdning og dekoration. C.F. Hetsch hørte sammen med N.S. Nebelong og H.C. Stilling til den nye generation, der stod i gæld til den tyske arkitekt Karl Friedrich Schinkel.
Helt i dennes ånd søgte Hetsch i sit hovedværk, Synagogen i Krystalgade i København (1831-33), at give bygningen en karakter, der svarede til dens formål. I den katolske Sankt Ansgars Kirke i Bredgade (1841-42) indførte Hetsch teglstensarkitekturen med mønstermuring.
Senklassicismens friere syn på de historiske stilarter efter antikken, ikke mindst gotikken, kom til udtryk i herregårdsbyggeriet i 1830'erne og 1840'erne, fx ombygningen af Basnæs i 1846. Den gotiserende tendens er også fremtrædende i Peder Mallings Universitetsbygning (1831-36) ved Frue Plads i København, hvor den over for Vor Frue Kirke rejser sig som eksponent for den nye tid.
Med Gottlieb Bindesbøll syntes nyklassicismen at smuldre. Det polykrome Thorvaldsens Museum (1839-47) og den gotiserende Hobro Kirke (1850-52) afspejler den store spændvidde i hans frie og personlige fortolkning af de historiske stilarter.
I forlængelse heraf opførte Christian Hansen Kommunehospitalet i København (1859-63) med et byzantinsk islæt; han lagde desuden en væsentlig byggeindsats i Athen sammen med broderen, Theophilus Hansen, der senere virkede i Wien.
En anderledes saglig og nyttebetonet arkitekturholdning gjorde sig gældende i Bindesbølls arbejde med det sociale boligbyggeri Lægeforeningens Boliger (Brumleby) på Østerbro, opført efter koleraepidemien i København 1853.
Historicisme
J.D. Herholdt. Universitetsbiblioteket i Fiolstræde i København, opført i teglsten og støbejern 1857-61, er resultatet af den første arkitektkonkurrence i Danmark om et stort offentligt byggeri. Inspirationen fra middelalderens arkitektur ses bl.a. i den to etager høje bogsal med tøndehvælvet over det smalle midterrum, båret af støbejernssøjler. Bygningen fungerer i dag som Det Kgl. Biblioteks nærbibliotek for jura og samfundsvidenskab.
Ferdinand Meldahl opførte flere institutioner for samfundets svage; en af dem var evnesvageanstalten Gl. Bakkehus, Rahbeks Allé, København. Trods det traditionelle ydre, inspireret af italienske renæssancepaladser, indeholdt bygningen både gymnastiksale og legestuer. I 1970 blev den en del af Carlsberg.
Liselund Slot på Møn.
Anden halvdel af 1800-tallet blev historicismens tid. De historiske stilarter, romansk kunst, gotik, renæssance og barok m.m., udgjorde de inspirationskilder, som man flittigt øste af, ofte på eklektisk vis. To strømninger skilte sig ud, en nationalt og en internationalt orienteret.
Den nationale linje tegnedes især af Johan Daniel Herholdt. I hans hovedværk, Universitetsbiblioteket i Fiolstræde i København (1855-61), arbejdede han med en dansk-italiensk arkitektur. Formsproget prægedes især af norditalienske motiver, som han kombinerede med hjemlige materialer. Teglstenen i blankmur og dens stoflige kvaliteter var afgørende. Murværket blev ligesom alle materialer grundigt bearbejdet til en høj håndværksmæssig standard.
Materialeægthed og -ærlighed var væsentlige faktorer. I Herholdts nu nedrevne Nationalbank (1866-70) gjorde en inspiration fra det florentinske renæssancepalads sig gældende, mens trækapellet på Roskilde Ny Kirkegård (1883-85) mere var stemt i det nordiske.
Den historicistiske strømning vandt også frem inden for villabyggeriet, der i denne periode fik et opsving. Blandt andre Hans Jørgen Holm sluttede sig til den herholdtske linje med arbejder som Mineralogisk Museum i København (1888-93).
Den anden strømning i tidens arkitektur havde en langt mere international drejning og arbejdede med et bredere spektrum af inspirationskilder, hovedsagelig italiensk og fransk renæssance, men også gotik og nederlandsk renæssance kunne bruges.
Denne retnings tilhængere, der siden har båret navnet "Europæerne", tog føringen omkring 1870 med Ferdinand Meldahl som den ledende skikkelse. Facadeudtrykket, valget af stil og dekoration, blev tillagt særlig stor betydning, idet arkitekturens fornemste mål var at vække den rette stemning. Materialets egenart var mindre væsentlig, og facaderne fremtrådte i denne stukarkitektur gerne pudsede. Tvangfriheden i stilvalget afspejles i Meldahls ombygning fra 1859-62 af herregården Pederstrup på Lolland i fransk renæssance.
Ferdinand Meldahls og vel også tidens hovedværk blev fuldførelsen i 1894 af Frederikskirken (nu Marmorkirken) i København. Etagehusene Bredgade 63-65 (1865) og Tordenskjoldsgade 1 (1866), begge opført af Ferdinand Jensen, er gennemførte eksponenter for historicismen og stukarkitekturen. Også Vilhelm Dahlerup sluttede sig til denne retning med bl.a. Tivolis Pantomimeteater og Det Kongelige Teater, begge fra 1874.
Nationalromantik, jugendstil m.m.
Jugendstil en fik ikke det helt store gennembrud i dansk arkitektur. Anton Rosen var dog arkitekt for en række jugendstilprægede bygninger. Her ses Frederiksberggade 16 i København, opført 1907, der med sine svungne linjer og ornamenterede facade er et markant element i gadebilledet.
Hen mod århundredskiftet indtog Martin Nyrop pladsen som en slags efterfølger for Herholdt. De høje krav til den håndværksmæssige udførelse var stadig aktuelle. Nyrop repræsenterede den nationalromantiske strømning, hvor det danske og nordiske indtog en central plads i arkitekturen.
Til Københavns Rådhus valgte han dog inspiration fra rådhuset i Siena. Rådhuset, opført 1892-1905, tilførte han et malerisk udtryk, og han strøede med løs hånd finurlige detaljer ud over bygningen.
Eliaskirken på Vesterbro (1905-08) gav han en middelalderlig robusthed og tvillingetårne som Tveje Merløse Kirkes.
Påvirket af den nyropske linje blev blandt mange andre stadsarkitekten Ludvig Fenger, der sammen med Ludvig Clausen bl.a. byggede Østre Elektricitetsværk i København (1901-02) i en italieniserende teglstensarkitektur.
Med Martin Nyrop havde en større individualisme sat ind i arkitekturen. Også Hack Kampmann stod for en personlig fortolkning af tidens strømninger, både i Landsarkivet i Viborg (1889-91) og tilbygningen til Dahlerups Ny Carlsberg Glyptotek (1901-06).
Jugendstilen, der i udlandet vandt udbredelse i tiden omkring århundredskiftet, var i Danmark kun et kort intermezzo og fik foruden Anton Rosen ikke mange repræsentanter.
Rosens Savoy Hotel (1906) og Palace Hotel (1912) samt Aage Langeland-Mathiesens etagebygning Østbanegade 11 (1904), alle i København, er nogle af de ganske få eksempler.
Allerede i 1886 havde Hermann Baagøe Storck bygget Abel Cathrines Stiftelse i København i et afdæmpet, barokt formsprog. Herved foregreb han det, der især blev ledetråden i Ulrik Plesners arbejder, nybarokken. Den sluttede bygningskrop, tyngden, den plastiske formbehandling og den stærke stoflighed var essentielle faktorer. Størst betydning fik Plesner måske gennem sine etagebyggerier, bl.a. Åhusene i København (1895-98). Det nybarokke blev også grundlaget for Thorvald Jørgensens udformning af det nuværende Christiansborg Slot (1907-28).
Med det formål at vejlede befolkningen, så der landet over kunne bygges gode og sunde småhuse i pagt med den danske byggeskik, oprettedes i de første årtier af 1900-t. først Tegnehjælpen af Akademisk Arkitektforening i 1907 og siden foreningen Bedre Byggeskik i 1915.
Vejledningen skulle ske gennem praktisk instruktion, typetegninger, kurser for landhåndværkere o.l. Et af resultaterne ses i Finsensvej-havebyen i København, opført 1914-19 af Knud Tanggaard Seest og Hans Koch.
Bevægelsen talte flere af tidens førende arkitekter, deriblandt Peder Vilhelm Jensen-Klint, der intenst udforskede kvaliteterne i den danske middelalders murstensarkitektur, en æstetik, der blev rendyrket i Grundtvigskirken (1921-40).
Klassicisme
Ivar Bentsen. En del af rækkehusbebyggelsen Bakkehusene på Bellahøj i København, opført sammen med arkitekten Thorkild Henningsen 1921-23.
Den indre gård. Politigården i København.
Thorkild Jensen.
Licens:
Brukerspesifisert
Omkring 1910 opstod der blandt den yngre generation af arkitekter et behov for at stramme linjerne op. Det nybarokke veg til fordel for en klassicistisk orientering, som blev godt hjulpet på vej af brygger Carl Jacobsens tilbud om at bekoste et barokspir til C.F. Hansens Vor Frue Kirke. Dette åbnede øjnene for kvaliteterne i Hansens nyklassicisme.
Carl Petersen gik foran med sit Faaborg Museum (1912-13). Idealerne blev nu symmetri, regelmæssighed og rytmisk gentagelse. Nyklassicismen faldt sammen med et opsving inden for det københavnske etageboligbyggeri, og det var ikke mindst her, man fandt de nye idealer.
Lejlighedsplanerne blev dog fortsat underordnet de æstetiske krav til facadeskemaet. Povl Baumanns karrébebyggelser i Struenseegade og Hans Tavsensgade (1919-20) og Kay Fiskers Hornbækhus (1920-22) slog tonen an. Også inden for rækkehusbyggeriet fandt arkitekterne en opgave. Bakkehusene (1921-23) af Ivar Bentsen og Thorkild Henningsen var et pionerarbejde, der fik adskillige efterfølgere.
Fra denne tid står Politigården i København (1918-24) som et særskilt monument, stærk, enkel og indadvendt i det ydre og monumental i det indres udsparede gårdrum såvel som i dets enkle, kraftige detaljering.
Bygningen blev påbegyndt af Hack Kampmann og fuldført under ledelse af først og fremmest Aage Rafn. Med i arbejdet var bl.a. Holger Jacobsen, der selv skulle komme til at opføre en bygning med en snert af samme manierede og faretruende tyngde, Det Kongelige Teaters nye scene, Stærekassen (1929-31).
Modernisme
Danmark. I boligbebyggelsen Bellavista, opført 1934 i Klampenborg nord for København, arbejdede Arne Jacobsen i den internationale funktionalismes ånd. Lejlighederne, der vender ud mod Øresund, forsynede han med balkoner og store glaspartier. Husene har som deres udenlandske slægtninge, der er opført i beton, flade tage og fremtræder med glatte, hvidpudsede facader, hvad der dog dækker over, at byggeriet er opført i traditionelle materialer, teglsten med indlagte jerndragere.
Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk.
Arne Jacobsen. Øverst tv. Søllerød Rådhus (1940-42), som Jacobsen tegnede s.m. Flemming Lassen; herunder rækkehusbebyggelsen Søholm 1 ved Klampenborg (1946-51). Th. SAS Royal Hotel (1956-61) i København.
Bagsværd Kirke er tegnet af arkitekten Jørn Utzon og indviet i 1976.
En tidligere silo på Sojakagefabrikken på Islands Brygge i København er blevet bygget om til boliger.
Overgangen fra nyklassicisme til funktionalisme skete i årene omkring 1930. Stockholmudstillingen 1930 betragtes som den begivenhed, der gav funktionalismen indpas i Danmark. Det ideal, der fremførtes af de udenlandske pionerer, først og fremmest Walter Gropius med Bauhausskolen i Tyskland og Le Corbusier i Frankrig, var en rationel og funktionel arkitektur, der var nyttebetonet og havde et socialt sigte, ikke mindst på boligområdet.
De nye materialer var beton, jern og glas, der føjedes sammen i konstruktivt "ærlige" bygningslegemer uden tidligere tiders dekorationstendenser. Den internationale funktionalisme slog igennem på stort set alle fronter inden for byggeriet. Inspireret af Le Corbusier byggede Mogens Lassen i 1930'erne en række enfamilieshuse i Klampenborg. Inden for etagebyggeriet stod Arne Jacobsen for det hvide Bellavista (1934), også i Klampenborg.
Samtidig med denne internationale orientering eksisterede der i Danmark også en mere traditionsbunden retning, der nok lod sig påvirke af tidens idealer, men dog især betjente sig af hjemlige materialer og et mere traditionelt formsprog, som det ses i fx Aarhus Universitet af Kay Fisker, C.F. Møller og Povl Stegmann, påbegyndt 1932.
Retningen repræsenterede en saglig og funktionel arkitekturopfattelse. Blandt de ledende arkitekter var Povl Baumann med boligbebyggelsen Storgården i København (1935) og ikke mindst Kay Fisker. Fiskers knappe og stramme formsprog i nyklassicismen blev skiftet ud med de samme egenskaber i funktionalismen.
Sammen med C.F. Møller opførte han i København bl.a. etagebyggerierne Vodroffsvej 2 (1930) og Vestersøhus (1935-39). I sidstnævnte skabte de idealet inden for altan-karnap-huset. Boligerne blev orienteret efter sollyset, lejlighedsplanerne var ukonventionelle, og værelserne blev placeret, hvor det var mest hensigtsmæssigt.
1940'ernes arkitektur bar præg af de vanskelige forhold, som 2. Verdenskrig bragte med sig. Manglen på byggematerialer slog hurtigt igennem og tvang byggeriet til traditionelle byggemetoder og økonomisk rationelle løsninger.
Tidens kendetegn var de mindre byggeprojekter som række- eller kædehuse, fx Viggo Møller-Jensens Atelierhuse ved Utterslev (1943) og Søndergårdsparken i Bagsværd (1950) af Povl Ernst Hoff og Bennet Windinge.
Efter 2. Verdenskrig. Ved krigens ophør var interessen for den udenlandske arkitektur stor blandt danske arkitekter, fx Vilhelm Lauritzen, og opmærksomheden koncentrerede sig især om modernismen i USA, personificeret af Mies van der Rohe og Frank Lloyd Wright.
Udviklingen afspejlede sig ikke mindst i enfamilieshusbyggeriet, hvor husene fik uregelmæssige grundplaner, flade tage, åbne planer med glidende rumforløb og store glasfacader, der ophævede bygningens traditionelle grænser og skabte intim forbindelse mellem inde og ude.
Sådanne træk genfindes bl.a. i flere af de huse, som arkitekterne byggede til sig selv, fx Jørn Utzons i Hellebæk (1952). De samme træk, der også var under indflydelse af japansk arkitektur, anvendte Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert til kunstmuseet Louisiana 1956-58.
Fra Mies van der Rohe vandt den kølige klassiske modernisme, der baserede sig på de rene proportioner, enkle stramme former og de nye teknologiske muligheder i stålkonstruktioner med curtain wall-facader, ligeledes indpas.
Det skete først og fremmest hos Arne Jacobsen, der i perioden stod som den førende modernist af internationalt format med byggerier i København som Jespersen & Søns kontorhus i Nyropsgade (1953), Rødovre Rådhus (1955) og SAS Royal Hotel (1960).
I begyndelsen af 1960'erne indtrådte der en væsentlig ændring i vilkårene for dansk byggeri. Der blev nu investeret fra statslig side i at industrialisere byggeriet, og det førte boligbyggeriet ind på de store boligkomplekser. Dette element- og montagebyggeri faldt for så vidt i tråd med de arkitektoniske idealer om en klar og rationel bygningsudformning.
Betonbyggeriet gjorde for alvor sin entré i Danmark med bl.a. Høje Gladsaxe nord for København, bygget 1960-64 af arkitekterne Hoff & Windinge. Allerede i 1950 var man begyndt at bygge høje punkthuse på Bellahøj, men de meget høje boligbyggerier havde både boligmæssige og sociale problemer, og kritikken lod ikke vente på sig.
Et alternativ opstod i Fællestegnestuens bebyggelse fra 1963-66 i Albertslund Syd, hvor lave bygninger spredte sig ud som et dække over jorden, og hvor man desuden eksperimenterede med adskilt kørende og gående trafik.
I Galgebakken (1973-74), også et elementbyggeri i Albertslund, bestræbte arkitekterne Hanne Marcussen, Jens Peter Storgård samt Anne og Jørn Ørum-Nielsen sig på at skabe bedre rammer omkring beboernes sociale liv, bl.a. ved at lægge husene omkring små halvprivate stræder.
I slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne forestod tegnestuen Friis & Moltke adskillige byggerier, hvor betonens rå overflade var eksponeret. Bygningerne, fx Scanticon ved Aarhus (1969), der siden er blevet kendt som "kasemat-arkitektur", er til en vis grad beslægtet med den udenlandske brutalisme, der aldrig rigtig fandt fodfæste i Danmark.
I 1973-76 opførte Jørn Utzon Bagsværd Kirke ved København med et beskedent og rationelt ydre, mens han i kirkerummets bølgende loftsformer fortsatte den organiske linje i sit arbejde.
Postmodernisme og andre strømninger
Med den faldende skibstrafik og frigørelsen af større arealer til nye formål er Københavns Havn i årene omkring 2000 blevet et attraktivt sted for opførelse af både boliger og erhvervsbyggeri i stor skala. Mægtige bygninger skyder op langs vandet fra syd til nord. Her ses partier af firmadomicilerne for Accenture (2001, th.) og Kromann Reumert (2002, i baggrunden), begge opført af Schmidt, Hammer & Lassen ved Kalkbrænderihavnen i havnens nordlige del. Fotografi fra 2002.
Ordrupgaard i Charlottenlund nord for København genåbnede 29.8.2005 med en tilbygning på 1150 m2, skabt af den irakiskfødte arkitekt Zaha Hadid. Tilbygningen er opført i beton og glas med skrå vægge, bløde overgange og skarpt afskårede glasfacader.
Det Kongelige Biblioteks nye tilbygning, Den Sorte Diamant, ved havnefronten i København.
Vandkunsten. Boligbyggeriet Det blå ophjørne (1988-1989), Christianshavn.
Det Kongelige Bibliotek. Foruden kontorer rummer tilbygningen Den Sorte Diamant (1999) publikumsarealer og en 24 m høj, central hal som adgang hertil. Dette fotografi, taget fra den øverste etage i hallen, viser udsigten mod havnen, trappen ned til underetagen med Det Nationale Fotomuseum, de to rullebånd fra hallen til 1. etage samt en gangbro på tværs lidt højere oppe. Fotografi fra 2000.
Det Kongelige Teater og dansk teaters nye skuespilhus på Kvæsthusbroen i København.
Det egentlige opgør med modernismen fandt især sted inden for boligbyggeriet, og det afgørende brud kom med tegnestuen Vandkunstens bebyggelse Tinggården i Herfølge ved Køge (1978). Tinggården var ikke den første kritik af modernismen, men det var den første realiserede idé om et nyt og alternativt bomiljø.
Her hyldedes idealet om små, intime boligenklaver, helst i kontakt til naturen. Arkitektonisk blev Tinggården opført i afvekslende og uformelle former, hvor betonelementerne skjultes bag uprætentiøse og velkendte hjemlige materialer som træbeklædning og skalmur.
Denne tæt-lav-bebyggelse blev toneangivende for boligbyggeriet igennem 1970'erne og 1980'erne, bl.a. i Fællestegnestuens Solbjerghave på Frederiksberg (1980).
På dansk grund foregreb Tinggårdens formsprog postmodernismen, der i første række åbnede for et kulturelt relevant byggeri, gerne baseret på regionale træk. Arkitekturhistoriske referencer og markante kontraster var heller ikke strømningen fremmed. Dens teoretiske fortalere har især været tegnestuen Nielsen, Nielsen & Nielsen med byggerier som Villa Atzen i Horsens (1986).
Foruden postmodernismen har dansk arkitektur fra ca. 1970 været præget af adskillige arkitekturstrømninger, der trivedes parallelt med hinanden. Senmodernismen repræsenterer en forædling af modernismens former, som det ses i en række danske arkitekters byggerier i udlandet, fx Dissing & Weitlings kunstmuseum i Nordrhein-Westfalen (1986), Krohn og Hartvig Rasmussens Nationalmuseum i Bahrain (1988) og J.O. von Spreckelsens Menneskehedens Triumfbue i Paris (1989).
Neorationalismen, der har sit udspring i Italien, har ligeledes fundet vej til danske arkitekter, første gang i Høje Tåstrups byplan og udformningen af dennes bymidte, forestået siden 1978 af Jacob Blegvads Tegnestue og Claus Bonderup.
Det klassiske element optræder både hos Poul Ingemann, bl.a. i hans boligbebyggelse i Blangstedgård ved Odense (1988), og hos Henning Larsen i Handelshøjskolen på Frederiksberg (1989).
Dekonstruktivismen har i Danmark enkelte fortalere, men kun få bygningsværker, eksempelvis arkitektfirmaet Box 25's ældreboliger på Mariendalsvej på Frederiksberg (1992).
Siden 1990'erne har dansk arkitektur taget del i den nymodernistiske strømning, der præger den internationale arkitekturscene. De foregående årtiers stilistiske mangfoldighed er afløst af større ensartethed, selvom nymodernismen både kan have forbilleder i den tidlige modernisme, fx Tårnby Retsbygning (2000) af Fuglsang & Mandrup-Poulsen, og den sene, fx Det Kongelige Bibliotek Amager (1997) af Dissing+Weitling. Materialerne er modernismens foretrukne, dvs. glas, stål og beton, men der anvendes tillige tegl og træ. Især har træbeklædte facader været benyttet.
Denne linje optræder også i årtiets to store kulturbyggerier i København, udvidelsen af Statens Museum for Kunst (1998) ved C.F. Møllers Tegnestue og udvidelsen af Det Kongelige Bibliotek, Den Sorte Diamant, ved Schmidt, Hammer & Lassen (1999).
Det samme gælder de sidstnævntes kulturhus i Nuuk, Grønland (1997). I 1990'erne skete der en kraftig bebyggelse af Københavns havnefront, fortrinsvis med firmadomiciler af meget forskellig arkitektonisk holdning, bl.a. kontorbyggeriet Christiansbro af Henning Larsen (2000). Se også København.
Mens Det Kongelige Teaters nye skuespilhus på Kvæsthusbroen i København, tegnet af Boje Lundgaard og Lene Tranberg, blev påbegyndt 2004, stod teatrets opera- og balletscene, Operaen, færdig samme år (indviet i januar 2005), tegnet af Henning Larsen med deltagelse af giveren, Mærsk Mc-Kinney Møller.
Henning Larsens tegnestue har også stået for to markante bygninger i Ørestad på Amager, medicinfirmaet Ferrings 20 etager og 80 m høje domicil (2002) samt IT-Universitetet (2004); i denne bydel må tillige fremhæves Lundgaard og Tranbergs runde Tietgenkollegiet (2006) og C.F. Møllers 115.000 m2 store butikscenter Field's (2004).
I Aarhus indviedes 2004 Schmidt, Hammer & Lassens monumentale nymodernistiske bygning til ARoS Aarhus Kunstmuseum; samme tegnestue har samarbejdet med 3xNielsen om butiks- og erhvervscentret Bruun's Galleri midt i Aarhus, åbnet 2003.
Mens danske arkitekter vinder mange konkurrencer i udlandet, er det kun få udenlandske tegnestuer, som bygger i Danmark. Blandt dem er den iransk-britiske Zaha Hadid (tilbygning til kunstmuseet Ordrupgaard, 2005), den polsk-amerikanske Daniel Libeskind (Dansk Jødisk Museum, 2004, og helhedsplan for en del af Ørestad City, 2006, begge i København) samt den franske Jean Nouvel (koncertsalen i DR Byen i Ørestad).
DR Byens øvrige bygninger opføres af bl.a. Vilhelm Lauritzens tegnestue og Dissing + Weitling (2002 ff.).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.