Vor Frelsers Kirke

Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Vor Frelsers Kirke afviger korets orientering en del mod nord, da kirken har indgang mod Sankt Annæ Gade og er indpasset i den ældre matrikelstruktur.

Den barokke kirke er lavet i nederlandsk stil. Det ses i den udstrakte anvendelse af storpilastre, dvs. halvsøjler, der går fra sokkel til arkitrav, som er den vandrette gesims lidt under taget. Der er pilastre ved alle hjørner samt to på hver gavl, hvor de flankerer kirkens høje, rundbuede vinduer. De er således med til at opbryde murenes flader og gøre dem visuelt mere plastiske.

Kirkens hovedindgang er gennem en portal i sandsten i den sydvestlige gavl under tårnet. Portalen fra 1694 har en rundbue, korintiske pilastre og søjler foran samt en trekantgavl ovenover. I midten har den en kartouche og blomsterguirlander. Den var oprindeligt bemalet med marmorerede søjler og forgyldte detaljer.

Over murene rejser det karakteristisk stejle tag sig, og over den sydvestlige gavl ses kirkens høje tårn. Tårnet fik først sit elegante spir i 1749-1752, hvor det blev opført af den store barokarkitekt Lauritz de Thurah. I formgivningen af spirets ydre sneglegang var han ifølge eget udsagn inspireret af toppen på Francesco Borrominis lanterne på Sant' Ivo-kapellet ved Roms universitet, La Sapienza. På Vor Frelser Kirke kunne de Thurah dog gøre spiret lettere og rankere med den kobberklædte trækonstruktion.

På spirets top er der et vaseformet led, der danner basis for den forgyldte kugle, ’verdenskuglen’, som øverst bærer en figur af Kristus med sejrsfanen. Fra fanens top til pladsen er der 90 meter. Tårnets hjørner er dekoreret med statuer af evangelisterne.

Kirken er i det indre præget af salens store dimensioner og fornemme dekorationer. Den har krydshvælvede lofter, der ligesom væggene er malet hvide. Det store hvælv i korsskæringen er båret af fire søjler, der ligesom hjørnerne mod hoved- og tværskibe har gråmalede pilastre.

I korsskæringens hvælv og i den nederste del af hvælvene formidles overgangen til vægge og søjler af dekorative stukarbejder med storakantus (bladdekorationer), som er udført af Christian Nerger (d. 1708).

Alteret er udformet af den berømte svenske arkitekt Nicodemus Tessin den Yngre, og det stod først færdigt i 1732. Det er formet som en konveks tempelgavl med korintiske pilastre og søjler i marmor med tydelig inspiration fra Gianlorenzo Berninis (1598-1680) alter til Chiesa Santi Domenico e Sisto i Rom, der har den samme arkitektoniske ramme.

Foran en blå baggrund ses Kristus, der bliver trøstet af engle. Motivet er hentet fra Charles Le Bruns maleri, Getsemane, som det er vist i stik af J. Montague. Til siderne står der figurer, som symboliserer Christian 5.s valgsprog, ’Fromhed og Retfærd’. Figurerne er udført i billedhugger Thomas Quellinus (1661-1709) værksted.

I toppen ses i stråleglans Guds hebræiske navn, Jahve, i skyer med svævende småengle, som kaldes putti.

Døbefonten i hvidt marmor er fra omkring år 1700. Den har en bred, cylindrisk kumme, der er udsmykket med relieffer fra Jesu barndomshistorie med de legende Jesu og Johannes Døberen, Jesu dåb ved Johannes, vandringen til Emaus og Kristus i Emaus. Kummen står på et smalt, riflet skaft og støttes på fire sider af putti.

Døbefonten står bag et aflukke, der er formet som en balustrade med dobbelte, hvidmalede putti stående i et marmoreret og forgyldt rammeværk. Over døbefonten hænger der en forgyldt fontehimmel, ligeledes udført af Christian Nerger, af form som en bikube med putti, keruber (englehoveder med vinger), akantusblade og skjolde. På skjoldene ses henholdsvis et brændende hjerte, Jahve, IHS (Jesus) og korslammet, der symboliserer Jesu offerdød.

Først i 1773 var kirkens prædikestol færdig. Den er lavet af den klassicistiske arkitekt C.F. Harsdorff, kunstneren Johannes Wiedewelt og maleren Peder Als. Prædikestolen har en cylinderformet kurv med runde, dekorative led, og om dens sider er der en relieffrise af apostlene.

Ved siden af Tessins alter er orglet kirkens fornemmeste pryd. Det har en pragtfacade udført af billedskærer Christian Nerger, der også har udført de to elefanter, der tilsyneladende bærer orgelpulpituret, dvs. det ophøjede galleri til orglet. Facaden er rigt udsmykket med storarkantus, en buste af Christian 5. samt fire store allegoriske figurer af dyderne tro, håb, fromhed og retfærdighed.

Da brande og bombardementer har ødelagt store dele af inventaret i byens ældre kirker, er denne fornemme orgelfacade af Nerger den ældste bevarede i hovedstaden.