alter

Alter, defineres religionsfænomenologisk som det ophøjede og afgrænsede sted på et helligt område, hvorpå der bringes ofre til livgivende magter, og hvor disse magter tænkes særligt nærværende.

Altre kendes i vidt forskellige udformninger, som klippeflade eller stenhob i det fri, som opmuret skrin eller fint forarbejdet kasse af træ, centralt opstillet i hus, tempel eller kirke. Som stedet, hvor de livsbestemmende kræfter koncentrerer deres tilstedeværelse, er altret ikke tilgængeligt for enhver. Alter er tabu; kun særligt indviede må gøre tjeneste ved det. Dog kan det tjene som tilflugtssted eller asyl for forfulgte, som derved får del i dets tabu. På altret står religionens symboler, fx et gudebillede, og hellige genstande til anvendelse i kulten, fx ild, lys, vand.

Altre kendes i antikkens Grækenland og Italien i mange udformninger, fra små husaltre til meget store altre i helligdommene. Ofringer til guderne kunne bestå i drikkelse (libation), parfume, røgelse, kød eller frugt. Altrene blev ofte betragtet som hellige steder, hvor man kunne søge tilflugt.

De tidligste altre stammer fra forhistorisk tid. I Grækenland kendes de fra minoisk-mykensk tid (2000-t.-1000-t. f.Kr.) og nævnes bl.a. hos Homer. Ofte blev arnen opfattet som et alter. Fra arkaisk til hellenistisk tid (600-t.-1.årh. f.Kr.) kendes altre i alle de store helligdomme, på agora, i gymnasier, palestra'er, stadion, teatre m.m. Et af de berømteste var det store Pergamonalter, der nu findes i Berlin.

I Etrurien kendes altre fra de store helligdomme samt på gravpladserne. Fra romersk tid ses altre på offentlige steder som i Grækenland, men også på gravpladser samt i husene eller ved vejkryds (se larer). Et af de kendteste romerske altre er kejser Augustus' fredsalter i Rom, Ara Pacis Augustae.