Nicodemus Tessin d.y., 1654-1728, svensk arkitekt, søn af Nicodemus Tessin d.æ. Som hofarkitekt fra 1676 og Överintendent fra 1697 blev Tessin den karolinske tids største og mest magtfulde svenske arkitekt. Studier i Italien 1673-78 fik stor betydning for hans stil, der er stærkt præget af romersk barok.
Efter faderens død fortsatte han arbejdet på Drottningholm (slotskirken og haveanlægget) og opførte bl.a. herregården Steninge i Uppland (1694-98), sin egen bolig Tessinska palatset i Stockholm (1696-1700) og Trefaldighetskyrkan i Karlskrona (1697-1749).
Hovedværket er Stockholms slott (1692 og 1697 ff.).
Tessin udførte tillige byplanforslag og projekter til både Amalienborg i København (1697) og Louvre i Paris (1704-06); alteret i Vor Frelsers Kirke i København (1695) samt portal (1695) og haveanlæg til herregården Clausholm skyldes også ham, ligesom det første projekt til Frederiksberg Have (1697).
Under Karl 12.s årelange fravær i krige udøvede Tessin som embedsmand en ikke ringe politisk magt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.