Artikelstart
Jean Nouvel, f. 1945, fransk arkitekt. Jean Nouvel åbnede egen tegnestue i Paris 1971. Hans bygninger, der kendetegnes ved facadebeklædning af glas og stål, efterlader ofte et indtryk af lethed og transparens.
Han har i mange år arbejdet for Paris Biennalen. Med Det Arabiske Institut i Paris (1987) slog han sit navn fast internationalt og har siden fulgt det op med fx Opéra de Lyon (1993).
Jean Nouvels tegnestue vandt i 2002 den internationale arkitektkonkurrence om Danmarks Radios nye koncerthus, og samme år blev det første spadestik taget til den nye, 21.000 m2 store bygning i den nordligste del af Ørestad på Amager. Koncerthuset, der rummer en stor koncertsal og tre mindre sale/studier, blev indviet i 2009. Blandt andre nyere værker er Branly-museet i Paris (indviet 2006).
Læs mere om fransk arkitektur.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.