Sankt Bendts Kirke

Den nuværende store teglstenskirke, der er et af den romanske teglstensarkitekturs højdepunkter i Danmark, er en treskibet korskirke, hvis kor afsluttes af en stor halvrund apsis, som til hver side er flankeret af to mindre tværskibsapsisser. Til det mere end 40 meter brede tværskib slutter sig et tre fag langt basilikalt skib. Det store østparti blev opført, mens den ældre kirke fortsat var i brug. Ved byggeriet blev der anvendt mange glaserede tegl til indramning af vinduesåbninger, gesimser og andre dekorative led, som giver kirken et meget rigt præg. Efter opførelsen kaldtes kirken i den første tid Vor Frues og Hellig Knud Martyrs Kirke. Først senere i middelalderen fik den navnet Sankt Bendts efter klosterets skytshelgen, Sankt Benedikt.

Sideskibene, østkapellerne og apsisserne blev fra begyndelsen overhvælvet, mens der først blev bygget hvælv over midtskibet efter en omfattende brand i 1241. Branden krævede et stort istandsættelsesarbejde, som varede frem til 1268, hvor kirken blev genindviet.

I ca. 1475 blev der rejst en tagrytter, dvs. et lille tårn, over korsskæringen, og i sengotisk tid blev der opført et trappehus i hjørnet mellem den nordre korsfløj og kirkens skib.

Ringsted var allerede i tidlig middelalder samlingssted for det sjællandske landsting, hvor kongehyldninger fandt sted, og der blev truffet beslutninger om krig og fred. Landstinget havde lovgivende og dømmende funktioner.

Der er ikke kendskab til, at der skulle have stået en trækirke på stedet. Den ældste kendte kirke er Roskildebiskoppen Svend Nordmands frådstenskirke fra ca. 1080. Af den blev der fundet mange rester under den nuværende kirkes gulv i forbindelse med en omfattende restaurering i 1900-1909. Den havde et kvadratisk 8,5 m langt kor med apsis samt et 29,5 m langt skib. Kirkebygningen er arkitektonisk beslægtet med forgængeren til den nuværende Roskilde Domkirke, Vor Frue Kirke i Roskilde og forgængeren til Sankt Mikkels Kirke i Slagelse, der alle er bygninger Svend Nordmand også lod opføre, og den er blandt de absolut ældste kendte stenkirker i Danmark.

Kirken har udgjort en hjørnesten i dateringen af den ældste teglstensarkitektur i Danmark, da opfattelsen tidligere har været, at østpartiet måtte have stået færdigt senest ved Knud Lavards helgenkåring i kirken i 1169. Byggeriet måtte derfor være foregået i 1160’erne. Imidlertid viser den seneste forskning, at både helgenkåringen og kirkefesten, som omtales nedenfor, fandt sted i den ældre kirke på stedet. Dermed må den nuværende kirkes datering rykkes frem i tiden til årtierne omkring år 1200.

Kirkens grundplan er beslægtet med Sorø klosterkirkes, men da benediktinerordnen ikke havde samme krav til enkelhed og funktionalitet som cistercienserordenen, fremstår kirken i Ringsted rigere. Dette ses bl.a. i de fem apsisser i øst og de mange dekorative enkeltheder.

I 1131 blev Knud Lavard (død 1131) gravlagt i kirken, og senest i 1135 fik stedet status af kloster, da hans bror Erik 2. Emune lod benediktinermunke indkalde fra Odense for at fremme hans begyndende helgenkult. Der er dog ikke kendskab til evt. klosterbygninger fra denne tid.

Knud Lavards helgenkult blev fortsat promoveret under de følgende konger, og de mange donationer gjorde det muligt at igangsætte byggeriet af den nuværende kirke i 1160’erne, og i 1169 blev Knud Lavard kanoniseret af paven.

Da Valdemar 1. den Store, Knud Lavards søn, blev konge af Danmark i 1157 efter en opslidende tronkrig med sine fætre, ønskede han at styrke sin gren af kongefamiliens krav på tronen. Et middel til at opnå dette var gennem fremmelsen af Knud Lavards helgenkult.

Danmarks kirkelige overhoved, ærkebiskop Eskil af Lund, var imidlertid arg modstander af at lade afdøde medlemmer af kongefamilien helgenkåre blot af politiske årsager. Men efter mange års strid måtte ærkebiskoppen bøje sig i 1169, hvor kong Valdemar havde opnået pavelig opbakning til sit projekt.

Ved en stort anlagt kirkefest i Ringsted på midsommerdag i 1170, hvortil hele rigets øverste verdslige og gejstlige elite var indbudt, måtte ærkebiskop Eskil lade Knud Lavards opgravede jordiske rester nedlægge i et prægtigt guldskrin. Ved samme lejlighed blev Valdemars syvårige søn, Knud 6., d. 25. juni kronet som medkonge og rigets tronfølger, ved den første danske kongekroning af ærkebiskoppen, hvilket var en hidtil uset styrkelse af kongemagten i Danmark.

Takket være kongeslægtens støtte til klosteret lykkedes det at gøre Knud Lavard til en yderst populær helgen, hvis grav blev besøgt af mange valfartende pilgrimme. Desuden valgte en række af Danmarks konger og deres dronninger i de følgende ca. 150 år at blive gravlagt hos munkene i Ringsted.

Knud Lavards søn, Valdemar 1. den Store, ligger gravlagt med dronning Sophie øst for sin fars fødder. Sønnen Christoffer, født uden for ægteskab, lå ved kongens sydside, men graven blev ødelagt i 1618, da borgmester Jørgen Nielsens grav blev anlagt. Øst herfor følger Valdemar den Stores ældste legitime søn Knud 6., til hvis venstre side hans søster Richiza, enken efter den svenske konge, Erik 10. Knutsson, ligger.

Dernæst følger Valdemar 2. Sejr, som flankeres af begge sine dronninger, Dagmar og Berengaria af Portugal. Ved deres fødder ligger Valdemar den Unge og dennes hustru Eleonore af Portugal. Ved Eleonores fødder er en barnegrav, mens Erik 4. Plovpenning blev gravlagt ved Valdemar den Unges fødder. I 1520 blev han dog flyttet til en af korpillerne, hvorefter den svenske kong Birger Magnusson, der var svoger til Erik 6. Menved, i stedet blev gravlagt her sammen med sin danskfødte dronning, Margrete (1277-1341).

Længst mod øst følger Erik 6. Menved, som ligger flankeret af både sin mor, dronning Agnes, og sin hustru, dronning Ingeborg af Sverige. De nuværende ligsten, der er udført i granit, er blevet til i forbindelse med en omlægning af kirkens gulv i 1850’erne. Inskriptionerne er kopier af inskriptioner på ældre ligsten fra ca. 1580. Teksten på Knud Lavards sten blev dog forkortet i forhold til den oprindelige inskription.

I en af kongegravene blev det såkaldte Dagmarkors fundet i 1683. Det skulle ifølge traditionen have været båret af Dagmar, da hun var i live og siden kommet med i graven. Korset kan imidlertid ikke med sikkerhed knyttes til hende, da det også kan være været Richizas. Der er tale om et relikviekors udført i emalje i det byzantinske område i 100-tallet, som i dag opbevares i Nationalmuseet.

Foruden kongegravene findes der en del grave fra både middelalderen og de følgende århundreder i kirken.

At kirken var gravkirke for Danmarks konger fra Valdemar den Store og frem til Erik Menved, kan tydeligt aflæses i kalkmalerierne og i de sparsomme rester af eksklusivt udstyr fra perioden, der er bevaret i kirken. Oprindelig var kirken rødkalket indvendig med hvide optrukne fuger. Efter en brand i 1241 blev der indbygget hvælv i kirken, og i korsskæringen er der et monumentalt kalkmaleri fra år 1300, som forherliger Erik Plovpennings dramatiske død på Slien i 1250.

Kongegravene blev åbnet ved Frederik 7. og J.J.A. Worsaaes (1821-1885) udgravning i Sankt Bendts Kirke i 1855. Ved den lejlighed blev Valdemar Sejrs anden dronning Berengarias grav åbnet, hvori skelettet af en ca. 160 cm høj kvinde, silketøj samt hendes fletning blev fundet. En lok af hendes hår kan i dag ses i det lille museum, der er indrettet i kirkens søndre korsarm.

Klosteranlægget lå som et firfløjet anlæg syd for kirken. Der vides ikke meget om dets middelalderlige bygningshistorie, men det blev ombygget omkring 1580’erne, hvor der blev indrettet kongelige gemakker i dets østfløj. Klosteret brændte sammen med kirken i 1806, hvorefter resterne blev fjernet.

Som rigets øvrige herreklostre blev Ringsted Kloster overtaget af kronen ved Reformationen i 1536, men blev fortsat kaldt kloster og ledet af en abbed frem til 1592, dog synes de sidste munke i Ringsted at være døde ca. 1580.

I 1571 blev klosterkirken omdannet til sognekirke for Ringsted i stedet for den gamle Sankt Hans Kirke, og i 1586 lod kongen klosteret ombygge til mere passende former til en kongelig residens.

I anden halvdel af 1500-tallet blev tværskibskapellerne nedbrudt, og der blev opført et tårn over korsskæringen. Kirken brændte igen i 1806, hvorefter skibets vestlige fag og de to resterende tværskibskapeller, der efter Reformationen havde huset henholdsvis latinskolen frem til 1739 og et mødelokale til landstinget indtil 1805, blev fjernet.

Kirken undergik en række istandsættelser i henholdsvis 1816-1817, 1868-1869 og endelig i 1900-1909. Arkitekten H.B. Storck, der forestod den sidste istandsættelse, søgte at tilbageføre kirken til dens oprindelige senromanske udseende. Storck fik genopført både tværskibskapellerne og skibets vestfag. Herudover blev kirken forsynet med sit nuværende pyramideformede spir ved Storcks istandsættelse.

Sankt Bendts Kirke er rigt dekoreret med middelalderlige kalkmalerier, men med undtagelse af den i dag så berømte skjoldfrise, blev de alle dækket til efter Reformationen.

I 1868 blev malerierne i koret igen afdækket, og i 1880 blev de restaureret af Jacob Kornerup. Kirkens øvrige malerier blev afdækket i forbindelse med H.B. Storcks istandsættelse og restaureret af Mads Henriksen (1853-1940).

Sammen med kirkens rødkalkning stammer en korsfæstelsesgruppe malet på pillen mellem nordre tværskibs to kapeller også fra før branden i 1241, hvilket gør dem til de ældste dekorationer i kirken. Lidt yngre er de fire store, men meget hårdhændet restaurerede, helgenbilleder fra tiden ca. 1275-1300, dvs. efter branden. Helgenbillederne omfatter bl.a. en fremstilling af Erik 4. Plovpenning, som kongeslægten og munkene uden held forsøgte at få anerkendt som helgen.

Det er dog især den rige udsmykning af korsskæringens hvælvkapper, der blev til ca. år 1300, som har påkaldt sig opmærksomhed, og som knytter sig til Erik Plovpennings voksende helgenkult. I østkappen ses Marias himmelkroning, i sydkappen troner Erik Plovpenning mellem to hoffolk i stribede dragter. I vestkappen er Knud Lavard afbildet med flankerende billeder af Erik Plovpennings mord. I nordkappen troner dronning Agnes, Erik 5. Klippings hustru. At hun indgår i dette centrale billedprogram, skyldes formentlig, at hun har betalt for det.

Nordre korsarm og midtskibet prydes af den såkaldte skjoldfrise, der består af omkring 100 adelige våbenskjold. Frisen blev til i middelalderen, men er siden blevet ommalet flere gange, og ved istandsættelsen 1900-1909 blev den rykket højere op til sin nuværende placering.

Blandt kirkens historiske inventar er der ikke meget af middelalderens rige udstyr tilbage. Kirkens ældste inventarstykke er døbefonten, der er et gotlandsk sandstensarbejde, udført af stenhuggeren Sighraf i 1150’erne. På kummens sider er der udhugget relieffer, som viser scener fra Kristi barndomshistorie. Dåbsfadet er et nederlandsk arbejde fra ca. 1650.

De ligeledes middelalderlige korstole er nært beslægtede med Roskilde Domkirkes korstole. Sæderne stammer dog fra et ældre stoleværk fra ca. år 1300, som fik påsat rygpaneler og skråbaldakin i ca. 1420. På skråbaldakinerne på den sydlige stolerække ses scener fra Det Nye Testamente, mens den nordlige række er prydet med scener fra Det Gamle Testamente.

Kirken rummer også en betydelig mængde historisk inventar fra 1600-tallet. Prædikestolen er et renæssancearbejde fra 1609, der er beslægtet med den tilsvarende i Sigersted Kirke. Herudover findes bl.a. en oblatæske fra 1624, samt en alterkalk med disk, der er et Næstvedarbejde fra 1679 af Dionis Willadsen (død ca. 1693). Derudover stammer den barokke altertavle, som i sit storfelt har en nadverfremstilling, fra 1699.

Klokkerne er støbt i 1816-1833 af I.C. og H. Gamst, og orgelet, som orgelbyggeren Poul-Gerhard Andersen stod bag, stammer fra 1970.

• kongerækken i Danmark
• folkekirken
• kirkearkitektur
• om kirken og klosteret i artiklen om Ringsted.

• om kloster og kongelig dynastipolitik i Sankt Bendts Kirke

• Danmarks Kirker
• Kirkens hjemmeside