Holmens Kirke, i København har sin oprindelse i Frederik 2.s ankersmedje med gavl mod Frederiksholms Kanal, opført af bygmesteren Peter de Dunker 1563. Smedjen blev ombygget af Christian 4., indviet til flådens kirke i 1619 og udvidet til korsform 1641-43 af Leonhard Blasius.
Prædikestol og altertavle med overdådigt billedskærerarbejde er hovedværker af Abel Schrøder d.y., udført 1661-62; Lambert Daniel Kastens orgelfacade fra 1728 er bevaret, men værket fornyet flere gange. Det lange barokke gravkapel langs kanalen opførtes 1705-08 af J.C. Ernst og rummer bl.a. Niels Juels kapel og Tordenskjolds sarkofag.
Blandt de mange epitafier er et for Niels W. Gade, der var kirkens organist 1858-90. Ved Ludvig Fengers restaurering af kirken 1871-72 opsattes i østgavlen Kongeportalen (1635) fra Roskilde Domkirke.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.