Elias. Den senromantiske tyske maler Julius Schnorr von Carolsfeld er ophavsmand til denne fremstilling af profeten Elias, der stiger til himmels i en ildvogn. Træsnittet, som i dette eksemplar er koloreret, indgår i en tysk billedbibel fra 1860.

.

Elias er en gammeltestamentlig profet (1. og 2.Kong.) i Israels nordlige kongerige, Samaria. Ifølge Det Gamle Testamente levede han i 800-tallet f.Kr. under kongerne Akab og Akazja. Elias var dels mirakelmager og helbreder, dels revser af kongens administration og af hans dyrkelse af Baal. Efter at have udpeget Elisa til sin efterfølger steg Elias til Himlen i en ildvogn. Traditionel jødedom venter Elias' genkomst og reserverer plads for ham ved påskemåltidet.

I Det Nye Testamente opfattes Johannes Døber som den genkomne Elias og som forløber for Jesus. I forklarelsen på bjerget viser Elias sig sammen med Moses, og Jesu råb på korset misforstås, som om han kalder på Elias. Apokalyptiske kredse i den antikke jødedom viste interesse for Elias.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig