Martin Nyrop

Faktaboks

Martin Nyrop
født:
1849
død:
1921

Martin Nyrop. Eliaskirken, opført 1905-08, Vesterbrogade på Vesterbros Torv, København. Med inspiration fra de romanske totårnede landsbykirker i Fjenneslev og Tveje Merløse skabte Nyrop en bykirke indføjet i husrækken. Med den brede trappe, den lukkede facade og den grove stenbeklædning træder kirken frem som en moderne videreførelse af den danske kirkes traditionsrige hus.

.

Stensætningen rundt om Martin Nyrops brøndhus bærer indskriften "Mindet vel lader som ingenting, er dog et lønligt kildespring".

.

Fraterbrønden med Martin Nyrops brøndhus fra 1912, set fra sydvest med Sorø Kirke i baggrunden. Foto fra 2011.

.

Martin Nyrop, 1849-1921, dansk arkitekt. Martin Nyrop blev uddannet som tømrer 1869 og gik på Kunstakademiets Arkitektskole 1870-76, hvor han som elev af Hans J. Holm fik interesse for nordisk middelalderarkitektur. Fra 1884 havde han egen tegnestue. Nyrops personlige stil med træbygninger malet i stærke farver og dekorationer i norrøn stil udfoldedes med bygningerne for Vallekilde Højskole, bl.a. Øvelseshuset (1884; s.m. Andreas Bentsen). Hans første store officielle opgave, bygningerne til Den Nordiske Udstilling i København (1886-88, nedrevet), var i samme stil.

I 1889 vandt Martin Nyrop konkurrencen om Københavns Rådhus (opført 1892-1905), hvor han forenede italienske og danske inspirationskilder til en fri historicisme, hvis rige dekorationer fortæller om sammenhængen mellem byen og borgerne, mellem naturen og historien. Han udformede også møbler, inventar samt bygningens omgivelser, bl.a. Muslingeskallen på Rådhuspladsen (fjernet 1943).

Nyrops tilknytning til grundtvigianske kredse førte til en række bygninger for højskoler og menigheder, og han arbejdede for en bedre udformning af bygninger på landet.

Af værker kan nævnes Eliaskirken (1905-08) og Bispebjerg Hospital (1906-13), begge i København, samt brøndhuset (1912) over Fraterbrønden i Fratergården mellem Sorø Kirke og Sorø Akademi. I sit arbejde søgte han at forene funktion med den danske håndværkertraditions videreførelse, fremlagt i bogform i bl.a. Danske Præstegaarde (1896) og Tegninger til Husmandsboliger (1909) samt i bygningerne til stationsbyen på landsudstillingen i Århus 1909.

Udgangspunktet for Nyrops mange arbejdsfelter, bl.a. som medstifter af Akademisk Arkitektforening, 1879, Bedre Byggeskik, 1915, og arbejdet for bygningsfredning, var idéen om en arkitektur, der skaber sammenhæng mellem bygning og omgivelser, mellem tradition og funktion, alt med det nationale som grundlag.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig