historicisme (arkitektonisk stilart)

Historicisme, inden for arkitektur overordnet betegnelse for brugen af fortidige stilarter og elementer. Begrebet kan også beskrive arkitekturen mellem 1820 og ca. 1900, da der blev gjort brug af historiske stilarter fx nygotik, nyrenæssance og nationalromantik.

1800-t.s nye herskende klasse, borgerskabet, ønskede at manifestere sin magt også i arkitekturen, men uden tradition for egne symboler søgte man dem andetsteds.

Tidens øgede kendskab til historien, nationalfølelse, inderligere religiøsitet og romantikkens sværmen for fortiden bidrog dog til, at man begyndte at anvende andre end de antikke stilarter.

Gotikken var en af de stilarter, man først genoptog, og især i England opnåede den stor popularitet.

Et af hovedmonumenterne var Parlamentsbygningen i London (1840-65) af Charles Barry og A.W.N. Pugin. I Frankrig var bl.a. Viollet-le-Duc optaget af stilens konstruktive principper, som han søgte at overføre til moderne materialer.

I Tyskland bidrog færdiggørelsen af domkirken i Köln (1823-80) til en blomstrende nygotik, der var begyndt med Karl Friedrich Schinkel.

Siden den unge Johann Wolfgang Goethes hyldest til domkirken i Strasbourg havde gotikken været anset for en særlig tysk stil — selvom netop tyske kunsthistorikere fandt ud af, at den var opstået i Frankrig. Også den såkaldte Rundbogenstil, der havde sine kilder i såvel romansk som oldkristelig og byzantinsk arkitektur, blev populær, i særlig grad i Sydtyskland omkring München, hvor den havde hjemsted.

Inspireret af Napoleon 3.s udvidelse af Louvre i 1850'erne satte en nyrenæssance og en nybarok præg på etagehuse, teatre og stormagasiner i Europas storbyer i århundredets sidste halvdel.

Danmark fulgte stort set udviklingen i Tyskland; med repræsentanter som G.F. Hetsch og J.H. Koch holdt klassicismen sig længe, men forkærligheden for middelalderen voksede. Restaureringsiveren var stor og tit voldsom, som da Viborg Domkirke faktisk blev nybygget (1864-76) af N.S. Nebelong og H.B. Storck. Et særligt dansk træk var den udstrakte brug af kamtakker på de røde teglbygninger.

Hovedfiguren i denne "nationale" retning var J.D. Herholdt. Den anden hovedretning var "Europæerne", anført af Ferdinand Meldahl. De var internationalt orienterede og beherskede den parisiske elegance, som ses i Søtorvet (1873-76) af Vilhelm Petersen (1830-1913) og Ferdinand Jensen (1837-90) og Det Kongelige Teater (opført 1872-74) af Vilhelm Dahlerup og Ove Petersen, begge i København.

De arbejdede dog også i nationale stilarter, bl.a. bevirkede Meldahls genopbygning af Frederiksborg Slot efter branden 1859, at Christian 4.-stilens nederlandske renæssance bredte sig. Efter 1900 klingede historicismen af med storværker som Københavns Rådhus af Martin Nyrop (opført 1892-1905) og P.V. Jensen Klints Grundtvigskirke (færdig 1940) i København.

Som overordnet betegnelse inkluderer historicisme også visse postmodernistiske strømninger, der har gjort sig gældende siden 1970'erne. Den beskriver da en eklektisk stil, hvor der anvendes elementer fra forskellige stilarter, især den klassiske tradition og ofte med en ironisk drejning.