klassicisme inden for billedkunst og arkitektur

Inden for arkitekturen antog 1600-talsklassicismen forskellige former efter sit geografiske tilhørssted.

I det protestantiske, borgerlige Holland blev den foretrukne byggestil en nøgtern, næsten puritansk videreudvikling af de principper om harmoniske forhold og antikke former, som den italienske renæssancearkitekt Andrea Palladio havde udtrykt i sine bygninger og formuleret i sin arkitekturtraktat ”I Quttro Libri dell’Architettura”. Symmetri og regularitet blev vægtet højt som arkitektoniske udtryk for de borgerlige dyder: fornuft og selvbeherskelse.

Både den hollandske klassicisme og den beslægtede palladianisme bredte sig, den sidste især til England, hvor den første bølge af engelsk palladianisme slog igennem med Inigo Jones, arkitekt for blandt andet Queens House i Greenwich, og John Webb (1611-1672). En ny bølge fulgte i 1700-tallets begyndelse, nu med Colen Campbell (1676-1729), William Kent og John Wood i spidsen, og med den antikbegejstrede Richard Boyle, 3. jarl af Burlington (1694-1753) som ivrig bygherre. Boyle stod blandt andet bag opførelsen af Chiswick House med et haveanlæg inspireret af antikkens haver, som de var kendt gennem blandt andet litterære beskrivelser (Horats og Plinius). I en epistel til Boyle gjorde Alexander Pope den romerske religions beskyttende ”genius loci”, ’stedets ånd’ til et styrende princip i denne nye, ’naturlige’ og i begyndelsen primært engelske havekunst.

I Frankrig smeltede de klassiske idealer sammen med barokkens storhed og blev til den særlig franske barokklassicisme, som var det perfekte udtryk for den enevældige kongemagts olympiske storhed, og som blev fremmet blandt andet via grundlæggelsen af akademier som kunstakademiet fra 1648 og arkitekturakademiet fra 1671.

En forpost i Rom blev etableret med det franske akademi i Rom fra 1666. I arkitekturen blev stilen især skabt af François Mansart og Louis Le Vau og fortsat af Jules Hardouin-Mansart.

En ønsket østfløj til det parisiske kongeslot Louvre blev i 1665 overladt til den italienske billedhugger og -arkitekt Giovanni Lorenzo Bernini, der også fik til opgave at udføre en rytterstatue af kong Ludvig 14. Men Berninis resultater var for barokke og blev forkastede.

Louvres østfløj blev i stedet bygget af den lægeuddannede arkitekturteoretiker og Vitruviusoversætter Claude Perrault. Han blev i 1680’erne den ene part i en strid om hvorvidt skønhed var absolut og kunne konstrueres. Perrault forsvarede et universelt, funktionelt skønhedsideal, hvorimod François Blondel ligesom i sine bygninger og omfattende teoretiske arbejder hævdede, at en bygnings skønhed afhang af dens tilpasning til den valgte søjleordens idealmål.

Efter mange diskussioner om søjleordener nåede det franske arkitekturakademi omkring 80 år senere frem til, at arkitekturens principper ganske rigtigt ikke var doktrinære, og at kunstneren til enhver tid skulle følge sin fornuft. Dette havde da i mange år været praktiseret af Jacques-François Blondel, men holdningen blev en vigtig faktor i nyklassicismens gennembrud.

Ligesom arkitekturen kunne hente de klassiske idealer gennem Palladio, kunne maleriet hente dem gennem maleren Rafael. Den Rafaelinspirerede Annibale Carracci fik siden en vis indflydelse på to af 1600-talsklassicismens mestre, Nicolas Poussin og Claude Lorrain.

Poussin perfektionerede Andrea Sacchis krav om, at maleriet ligesom som de antikke tragedier skulle fastholde de tre enheder, tidens, stedets og handlingens. Hans figurer er udgangspunktet for naturens stemninger, mens Lorrains oftest er en passiv staffage i et intenst lyrisk landskab.

1600-talsklassicismen i maleriet blev promoveret af Ludvig 14.s første hofmaler Charles Le Brun, der fra 1662 til sin død styrede det franske kunstliv, inklusive udfærdigelsen af de berømte gobeliner fra den kongelige manufaktur Les Gobelins.

I maleri, skulptur og indendørsdekoration blev den franske barokklassicisme i 1700-tallet fortrængt af rokokoen.

I arkitekturen fortsatte traditionen med en opblomstring under Ange-Jacques Gabriel, der som kongelig førstearkitekt blandt andet opførte Petit Trianon i Versailles. Jacques Germain Soufflot tilsluttede sig den dogmatiske linje, der var promoveret af François Blondel, men lagde med Panthéon i Paris en ny vægt på de klassicistiske træk på bekostning af de barokke.

Herefter blev den traditionelle klassicisme udfordret af nye samfundsstrukturer, nye opdagelser og først og fremmest en ny individualisme. En bevidst søgen efter en ny, tidssvarende stil førte til en selvstændig stil under hovedgruppen klassicismen; nyklassicismen, der udfoldede sig fra anden halvdel af 1700-tallet. Den beskrives ofte forenklet som en arkæologisk korrekt antikefterligning og tillægges en overdrevent puristisk og oversimplificeret stil. I virkeligheden bør nyklassicismen snarere forstås som en begyndende historicistisk periode med vægt på valg af formsprog afstemt med den ønskede funktionalitet.

Klassicismen levede gennem 1800-tallet videre som en del af et stadig bredere stilefterlignende register, men en ny, klassicistisk bølge i 1900-tallets første årtier forkastede historicismens antikkopiering til fordel for en ny forenkling.

I Tyskland blev den nye klassicisme forankret hos arkitekter som Peter Behrens og Heinrich Tessenow, i Sverige hos Sigurd Lewerentz og Gunnar Asplund.

I Danmark blev der med inspiration i C.F. Hansens næsten 100 år ældre arkitektur skabt værker som eksempelvis Faaborg Museum af Carl Petersen og Politigården i København af Hack Kampmann og Aage Rafn.

De demokratiske idealer spillede en stor rolle for periodens arkitekter. Dog gjorde de totalitære regimer i Sovjetunionen, Italien og Tyskland også flittigt brug af klassicismen med arkitekter som Albert Speer og Marcello Piacentini. Alle disse nyere klassicistiske former er af nogle forfattere lagt ind under nyklassicismen, men synes ud fra deres afvigende idealistiske grundlag at høre mere naturligt hjemme under den overordnede betegnelse klassicisme som endnu en ny type, en neoklassicisme.

• karolingisk kunst
• renæssancen
• palladianisme
• nyklassicismen
• postmodernisme