Østersøfinske sprog, sproggruppe af den finsk-ugriske sprogfamilie i den uralske sprogæt; opdeles i en nordlig gruppe med finsk, karelsk, lydisk, vepsisk og ingrisk samt en sydlig gruppe med estisk, votisk og livisk. Den votiske dialekt krevinsk, der blev talt af Den Tyske Ordens krigsfanger og deres efterkommere i Letland ca. 1450-1850, opfattes undertiden som et selvstændigt sprog. De østersøfinske sprog tales i Finland, Estland, det nordvestlige Rusland, Letland, Sverige og Norge af i alt ca. 6,9 mio.; flere dog af ganske få. Votisk regnes for uddødt pr. 2002.
østersøfinske sprog
Historie
Ældre urfinsk menes at have været talt ca. 1500-1000 f.Kr., hvorefter det delte sig i samisk og det østersøfinske grundsprog, yngre urfinsk. Det tidligste sproglige vidnesbyrd om østersøfinsk findes i Snorres Edda, som beretter om bjarmerne og deres gud Jomal (jf. fi. Jumala 'Gud'). Ældre ordformer ligger tillige til grund for visse russiske stednavne, fx byen Vologda af ældre vepsisk *valkeða 'hvid', egl. 'den hvide by'.
Lyd
Fonemsystemerne omfatter mindst otte vokaler som i finsk og karelsk samt op til 30 diftonger som i estisk. Antallet af konsonanter er højest i estisk med 18 forskellige konsonantfonemer, der ikke altid angives i skriften, jf. palk udtalt [balk] 'løn' over for [baljk] 'bjælke'. Bortset fra i vepsisk er længde betydningsadskillende både for vokaler og konsonanter, fx fi. tuli 'ild' over for tuuli 'vind' og estisk kalas 'i en fisk' over for kallas 'strand'. Karakteristisk for de østersøfinske sprog er også vokalharmoni, som dog er forsvundet i estisk, vepsisk og livisk, samt tryk på første stavelse.
Grammatik
Bortset fra i vepsisk og livisk forekommer stadieveksling, jf. fi. annan 'jeg giver' over for antavat 'de giver'. Her angiver suffikserne -n og -vat hhv. 1. pers. sg. og 3. pers. plur. af roden anta- 'giv-', som ved stadieveksling er ændret i 1. pers. sg. Den gamle uralske dualisbøjning er forsvundet; til gengæld er antallet af kasus generelt højt, fra 9 i vepsisk til 15 i finsk. Af den uralske ablativ er på østersøfinsk udviklet en partitiv kasus, som betegner relationen mellem del og helhed, jf. karelsk mie šüön kalua 'jeg spiser fisk' over for akk. mie šüön kalan 'jeg spiser fisken'. Den typiske ledstilling, subjekt-verbum-objekt, kan varieres afhængigt af fx bestemthed, som ikke udtrykkes ved artikel.
Ordforråd
Sprogene er leksikalt nærtbeslægtede; en del ord af uvis oprindelse findes dog kun i den nordlige gruppe, fx ingrisk pellovaz 'hørfrø' og lydisk sambuda 'slukkes, dø ud'. Germanske låneord er indlånt gennem en mere end 2000-årig periode og undertiden mere end én gang med forskellig betydning, jf. fi. juhla 'fest' fra ca. 1. årh. e.Kr. og joulu 'jul', opr. 'midvinterfest' fra 600-t. e.Kr. De østersøfinske sprogs konservative karakter ses af de næsten uforandrede ordformer, fx livisk lāmbaz 'får, lam', af germ. *lambaz, og fi. kuningas 'konge', af germ. *kuningaz. Nyere lån stammer især fra russisk, fx votisk akkuna 'vindue', af russ. okno.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.