søjleorden

Søjleorden. Når søjler stilles på række, er afstanden mellem dem af afgørende betydning både for den bygningskonstruktion, de indgår i, og for det æstetiske indtryk. Siden antikken har man fastlagt denne afstand, kaldet intercolumnium, i forhold til bl.a. søjlernes højde og tykkelse. Her er den defineret som diastyl, dvs. at afstanden er tre gange så stor som søjlernes nedre diameter (eller større).

.

Søjleorden. Både den korinthiske og den kompositte søjleorden blev meget anvendt i romersk arkitektur. De bruger begge den joniske søjleordens elementer, men har særlige udformninger af søjlekapitælerne. Det korinthiske kapitæl (tv.) er udformet over akantusplantens bladværk, mens det kompositte kapitæl (th.) er en kombination af et korinthisk og et jonisk kapitæl med kraftige volutter og æggestav. Tegningerne stammer fra Andrea Palladios fire bøger om arkitektur fra 1570; på den tid var man stærkt optaget af de antikke søjleordener og deres proportioner.

.

Søjleorden, sammenhængende elementer og deres indbyrdes proportioner i klassisk eller klassiciserende arkitektur med udgangspunkt i søjletypen og entablementets udformning.

Søjleordenerne er udviklet over de grundlæggende arkitektoniske led, det bærende: søjlen med basis, skaft og kapitæl, og det bårne: entablementet med arkitrav, frise og gesims (geison). De kan også optræde i dekorativ sammenhæng med reliefkarakter, fx med halvsøjler eller pilastre.

De tre klassiske søjleordener, den doriske, den joniske og den korinthiske, har deres oprindelse i Grækenland. Romerne tilføjede den toscanske (en variant af den doriske) og den kompositte søjleorden med en sammensmeltning af det joniske og det korinthiske kapitæl.

Den romerske arkitekt Vitruvius betragtede søjleordenerne som produkter af konkrete omstændigheder med tilknytning til både gudeverdenen og menneskers køn og alder: Den doriske (den mandlige orden) fik sit navn efter den type tempel, som heroen Dorus byggede til Juno (Hera) i Argos, mens den joniske (den kvindelige orden) fik navnet, fordi jonerne først byggede et jonisk tempel; den korinthiske (den jomfruelige) fremkom, ved at arkitekten og billedhuggeren Kallimachos på en piges grav så en kurv på roden af en akantus, som voksede op omkring den, og modellerede det korinthiske kapitæl derefter.

I senrenæssancen og under modreformationen fremkom mange forsøg på at placere søjleordenernes oprindelse i en sakral sfære som et helligt alfabet uden for tid og rum. Den italienske arkitekt Sebastiano Serlio søgte at sætte dem ind i en kristen sammenhæng ved at henføre dem til hellige personer. Søjleordenerne blev genstand for matematiske teoridannelser, og i renæssancen understregede man proportionernes universalitet som svarende til naturlovene.

Se også Grækenland i Oldtiden (arkitektur).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig