Faktaboks

Pietro da Cortona
Født
1. november 1596
Død
16. maj 1669

Pietro da Cortona, egl. Pietro Berrettini, 1.11.1596-16.5.1669, italiensk maler og arkitekt, født i byen Cortona. Pietro da Cortona kom til Rom i 1613, hvor han blev indført i kredsen om kardinal Francesco Barberini.

I løbet af 1620'erne udviklede hans kunst sig til en fuldmoden barokstil, hvis grund var lagt i Rom af Caravaggio og Carraccierne. Sabinerindernes rov (1629, Musei Capitolini, Rom) er bygget op over en række diagonaler; figurgrupperne er inspireret af Berninis skulpturer.

Et hovedværk i den romerske barok er Cortonas monumentale freskoudsmykning af loftet i Palazzo Barberinis store sal, Allegori over det guddommelige forsyn under Urban 8. (1633-39). Hele kompositionen står i dynamiske, plastiske former og kontrastfyldte farver mod en malet åbning mod himlen, og den perspektiviske effekt er overvældende.

Cortona påbegyndte i 1637 arbejdet med freskoerne af De fire tidsaldre i Camera della Stufa i Palazzo Pitti i Firenze. I Allegorier over Dyder og Planeter (1640-47), også i Palazzo Pitti, forenede han stuk og freskomaleri med en overbevisende illusionistisk virkning.

Blandt hans betydeligste sene udsmykningsarbejder i Rom er freskoerne i Chiesa Nuova (Korsets triumf, 1647-65) og i Palazzo Pamphiliis galleri (Scener fra Æneiden, 1651-54). Fra Cortonas atelier i Rom udgik tillige en strøm af oliemalerier, ofte store religiøse kompositioner.

Pietro da Cortonas første arkitektoniske hovedværk var kirken Santi Martina e Luca i Rom (1635-50), i hvis indre de skiftende vægplaner giver rummet en ny plastisk-dynamisk karakter; i det ydre presses den vældige krumme murmasse sammen af pilasterpar.

Kontrasten mellem konvekse og konkave former ses også i den romerske kirke Santa Maria della Paces facade (1656-57); nyt var det, at byrummet foran kirken blev bygget om, som var det en teaterscene. Mere enkel og monumental er facaden på Santa Maria in Via Lata (1658-62), ligeledes i Rom.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig