Faktaboks

Annibale Carracci
Født
1560
Død
1609

Annibale Carracci, 1560-1609, italiensk maler, bror til Agostino og fætter til Ludovico Carracci.

I deres fælles atelier og i det akademi, Accademia degli Incamminati ('igangsætternes akademi'), de oprettede i 1585, udvikledes den bolognesiske barok.

Annibale Carraccis eklekticisme omsattes i højst originale værker, hvor han forenede højrenæssancens lineære stil med venetianernes kolorit.

Da han i 1595 drog til Rom for at udføre udsmykningsopgaver for kardinal Odoardo Farnese i hans palads, blev han sammen med Caravaggio den betydeligste figur i den tidlige romerske barok.

Hans oliebilleder fra disse år var stadig præget af beundringen for Correggios sfumato-virkninger, som i Tronende Kristus med helgener (ca. 1595, Palazzo Pitti, Firenze).

I Palazzo Farnese malede han først Herkules' og Odysseus' historier i Camerino Farnese, men loftsudsmykningen i Galleria Farnese (1597-1608) er Carracci-brødrenes absolutte hovedværk. Skønt der er stærke mindelser om såvel Rafaels Stanzer i Vatikanet som Michelangelos udsmykning af Det Sixtinske Kapel, var det dette værk, der kom til at danne forbillede for barokkunstens dekorative maleri.

Mytologiske scener illustrerer kærlighedens triumf. Hver scene er indsat i et afgrænset felt, som igen er sammenføjet af et illusionistisk udført ramme- og gesimsværk, båret af hermer og omgivet af nøgne ynglinge.

Annibale Carracci var nyskabende i sine genremalerier med realistiske motiver, fx Bønnespiseren (ca. 1583-84, Galleria Colonna, Rom), og med sine heroiske landskaber, fx Landskab med flugten til Egypten (1604, Galleria Doria-Pamphilii, Rom).

Læs også om Agostino Carracci og Ludovico Carracci.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig