gotik - arkitektur

Gotikkens gennembrud fandt sted i Frankrig, hvor abbed Suger 1140-1144 lod opføre et nyt kor til klosterkirken Saint-Denis ved Paris, hvor det for første gang lykkedes at slå ensartede ribbehvælv over en koromgang, der havde trapezformede fag og spidse arkadebuer.

Oprindelsen til unggotikken skal bl.a. søges i den islamiske arkitektur i Nordafrika, hvor let tilspidsede hesteskobuer var kendt, fx i gården til Sidi Okba-moskéen (800-tallet) i Kairouan i Tunesien. Via handel er denne byggeskik antagelig formidlet til Syditalien, men påvirkninger fra det mauriske Spanien har også været mulige.

En vigtig rolle i denne proces spillede kirken i Montecassino-klosteret i Syditalien, der i genrejst stand omkring 1070 fremstod med let tilspidsede arkadebuer såvel i atrium som i langhus. Da munkene i Montecassino havde tætte forbindelser til deres benediktinske brødre i Frankrig, kan den nye stil være ført videre ad denne vej.

1088 påbegyndte munkene i det magtfulde Cluny i Bourgogne en femskibet basilika, præget af det nye formsprog. Fra 1120'erne kendes flere eksempler i fransk kirkebyggeri på en overgangsstil, hvor romanske (rundbuede) og spæde gotiske former optræder under samme tag, og sideløbende hermed foregik der eksperimenter med ribbehvælv såvel i Île-de-France-området og Normandiet som i England.

Efter midten af 1100-tallet så stadigt mere ambitiøse kirkebyggerier dagens lys, først og fremmest katedralerne Saint-Étienne i Sens (påbegyndt 1140), Notre-Dame de Paris i Paris (ca. 1163), Laon (efter 1170), Saint-Étienne i Bourges (1182), Notre-Dame i Chartres (ca. 1194), Rouen (1201), Reims (1211) og Amiens (1220).

Eftersom bygningerne gradvis øgedes i højde, steg kravet til bedre tekniske løsninger for at sikre, at de vældige trykkræfter, hvormed hvælvene påvirkede midterskibenes murkroner, blev fordelt i det understøttende murværk.

Man konstruerede derfor et støttesystem af såkaldte sprængbuer, der som broer ledte trykket fra hvælvene over i stræbepiller langs bygningens mure.

Portalerne øgedes ofte i antal og fik en rig skulpturudsmykning; dyrefigurer med vandrør i flaben til udspyning af regnvand fra tagfladerne ses hyppigt.

Lysindfaldet sikredes hovedsagelig gennem vestfacadens store runde rosevindue, tværskibenes gavlvinduer og korets høje vinduer. Forsynet med glasmalerier gav de lyset en enestående polykromi. Alt dette kulminerede i oplevelsen af selve rummet, hvor midtskibets rækker af rigt profilerede søjleknipper løb i vejret og gav afsæt til hvælvenes ribber og gjordbuer.

Mens unggotikkens gennembrud i Île-de-France støttedes af den franske kongemagt, der stræbte mod en stærkere position i det dengang decentralt styrede Frankrig, må dens videre udbredelse i Frankrig og dens internationale succes ses i lyset af cistercienserne, hvis dynamiske orden etablerede en række klostre i England, Tyskland, Catalonien, Italien og Norden.

Nogle katedraler var så ambitiøst planlagte, at der var tale om næsten evige byggepladser. Katedralen i Beauvais var planlagt som en af de største kirkebygninger i Frankrig; koret påbegyndtes 1247 og fik landets højeste hvælv (48 m), men byggeriet blev standset i 1500-tallet med opførelsen af tværskibet.

Kölner Dom blev påbegyndt i 1248, men afsluttedes først i 1880'erne, mens domkirken i Milano, som grundlagdes 1386, kunne afsluttes i begyndelsen af 1900-tallet som et af kristenhedens største bygningsværker med en længde på 158 m og med 169 store vinduer, 135 pyntespir og 3500 statuer.

Andre gotiske domkirker i Italien blev opført i Firenze, Siena og Orvieto, i Tyskland i Strasbourg, Danzig, Freiburg im Breisgau, Regensburg og i Ulm, hvis 162 m høje tårn (fuldført 1890) er landets højeste.

I England inddeles den gotiske arkitektur i Early English (ca. 1175-1270, katedralerne i Wells og Lincoln), decorated style (ca. 1270-1375, York Minster og Exeter Cathedral) og perpendicular style (ca. 1375-1500, Canterbury Cathedral og King's College Chapel i Cambridge).

Det gotiske profane byggeri er rigt repræsenteret ved borganlæg, slotte, rådhuse, klædehaller og broer. Et af de mest storslåede fæstningsanlæg er Carcassonne i Sydfrankrig, hvor dele af fortifikationerne stammer fra gotikken.

I Cahors findes en af de smukkeste broer i gotisk stil, mens klædehallen i Ieper (Ypres) i Belgien (ca. 1260-1380) er et af de mest helstøbte bygningsanlæg.

Som eksempel på det centraleuropæiske rådhusbyggeri i sengotisk flamboyant stil kan nævnes rådhuset i Brugge (1376-1420) og det flerfløjede kompleks i Bruxelles fra 1400-tallet, mens rådhuset i Lübeck viser nordtysk teglstensgotik, Sondergotik.

Venedigs Dogepalads, der både er rådhus og dogebolig, er i hovedsagen fra 1400-tallet og med rige gotiske former med maurisk påvirkning, hvilket afspejler byens kontakt med den islamiske verden. Mange af byens øvrige paladser er også opført i gotisk stil.

I Nordeuropa blev det gotiske gavlhus med trappeformet afslutning af facaden et dominerende træk i bybillederne. Brugge har flere gader med denne hustype, men også hansestæderne Lübeck, Greifswald og Rostock har fine eksempler.

Gavlhuse er bevaret helt nordpå til Tallin i Estland, ligesom enkelte ses i danske købstæder som Helsingør, Ribe og Næstved. Blandt gotikkens hovedværker i Norden er domkirken i Uppsala og Nidarosdomen i Trondheim, begge opført over en længere årrække.

Den gotiske stil kom til Danmark ca. 1200, hvor de fornemste bygninger er Roskilde Domkirke og Sankt Knuds Kirke i Odense. Perioden var i øvrigt præget af om- og tilbygninger til de romanske landsbykirker, der fik hvælvinger, tårn, våbenhus m.m.

Af særformer i det gotiske kirkebyggeri kan nævnes den tyske hallekirke, der har midt- og sideskibe i samme højde. Denne udvikledes i 1300-tallet og blev senere model for det birgittinske kirkebyggeri, fx Maribo Domkirke.

• arkitektur
• fransk arkitektur
• gotisk billedkunst
• kirke