Faktaboks

G.F. Hetsch

Gustav Friedrich Hetsch

Født
28. september 1788, Stuttgart, Tyskland
Død
7. september 1864, København

G.F. Hetsch opførte 1841-1842 Sankt Ansgars Kirke i Bredgade, København, for det katolske trossamfund; siden 1941 har den været katolsk domkirke. Den enkle enskibede bygning er placeret mellem det gamle Frederiks Hospital til venstre og Kirurgisk Akademi til højre. I facadens nicher står fem profetstatuer i zink, udført 1842 af billedhuggeren Gotthilf Borup (1804-1879) efter udkast af Hetsch. I den latinske indskrift over dem står Viet Kristus Forløseren.

.

To danske eksempler på empirens enkle, svungne stil. Den hvidmalede stol af bøg med guldstafferinger og rødt silkebetræk er tegnet ca. 1826 af G.F. Hetsch til Christiansborg Slot. Den mørke stol i mahogni med indlægninger af citrontræ og ibenholt er udført af en anonym snedker i begyndelsen af 1800-tallet. Begge stole findes på Designmuseum Danmark.

.

G.F. Hetsch. Det Kongelige Bibliotek.

.

G.F. Hetsch var en tysk-dansk arkitekt, som fik stor indflydelse på kunsthåndværk, kunstindustri og arkitektur.

G.F. Hetsch samarbejdede 1808-1812 med bl.a. Charles Percier i Paris og var 1812-1815 i Rom, hvor arkitekten Peder Malling foreslog ham at søge lykken i København.

Her blev Hetsch i 1815 ansat ved Kunstakademiet, hvor han var professor fra 1822, og som medarbejder hos sin kommende svigerfar, C.F. Hansen, ved bl.a. interiørerne på Christiansborg.

Hetsch blev toneangivende både som arkitekt og kunsthåndværker i 1840'ernes og 1850'ernes senklassicisme. Et hovedværk er Synagogen i Krystalgade i København (1829-1833).

Tilskyndet af N.L. Høyen begyndte Hetsch at interessere sig for middelalderarkitektur. Herregården Basnæs (1842-1846) og til- og ombygning på Gjorslev (1848) er udført i en fri, romantisk nygotik, mens Sankt Ansgars Kirke i København (1841-1842) er italiensk romansk. Hetsch var den ny tids mand med respekt for de "ægte" materialer, således foretrak han blankmur.

G.F. Hetsch markerede sig stærkt inden for kunsthåndværk og -industri. Hans møbler i en Schinkel-inspireret senklassicisme dannede et alternativ til tidens borgerlige empire. I 1821 knyttedes han til Den Kongelige Porcelainsfabrik, hvor han 1828-1857 var kunstnerisk leder. Her skabte han en række modeller og dekorationer med udgangspunkt i antikkens former.

Stildannende blev hans Fortegninger for Haandværkere (1839-1843), hvori håndværkere kunne finde modeller til møbler, armaturer og ornamenter i den "simple republicanske stil".

I 1830'erne og 1840'erne tegnede G.F. Hetsch de danske og dansk-vestindiske pengesedler. Som lærer ved bl.a. Kunstakademiet prægede han i en menneskealder håndværkerundervisningen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig