empire

Empire, en særlig udformning af nyklassicismen, der opstod i Frankrig efter revolutionstiden og fik sin blomstring under Napoleons kejserdømme 1804-14.

Som arkitekturstil udfoldede empiren sig især i Frankrig. Stilen var stærkt præget af særlig den romerske kejsertids arkitektur og i mindre grad af oldtidsfundene i Grækenland og Egypten samt af ingeniørkunsten.

De førende arkitekter var Charles Percier og P.F.L. Fontaine med bl.a. triumfbuen ved Louvre (1806-08) og Pierre Vignon med Madeleinekirken (1806-37) i Paris. I det øvrige Europa anvendes empire mere vagt om den nøgterne og prunkløse senklassicisme i begyndelsen af 1800-t., i Danmark fx om C.F. Hansens og G.F. Hetschs værker.

Empirens kunsthåndværk præges af en forenkling i virkemidlerne og en nedtoning af det skulpturelle islæt, der prægede 1700-t. På interiørkunstens område blev Percier og Fontaine Napoleons foretrukne arkitekter, hvis formsprog blev udbredt til det meste af Centraleuropa.

Kejsertidens Rom blev nu et opportunt forbillede for denne gren af nyklassicismen, hvor en rig, men todimensional ornamentik underordnes en stadig mere forenklet form. I stedet for intarsia foretrækkes på de ofte forgyldte møbler udskårne eller pålagte ornamenter.

Bronzebeslag ses fremdeles, men nu med det udekorerede træ som baggrund. I England og Nordeuropa udviklede der sig ved siden af den franskorienterede empire en såkaldt borgerlig empire — i Tyskland kaldet Biedermeier, i Sverige Karl Johan-stil — der nåede til en sådan grad af forenkling, at man har talt om en protofunktionalisme.

Især blandt borgerskabets møbler finder man den rene form, sparsomt dekoreret med klassicerende borter og figurmotiver indlagt i lyst træ; mahogni med citrontræ var stærkt udbredt. Også inden for sølv, porcelæn og glas finder man det helt enkle og udekorerede, mens der på keramik og tekstiler optræder naturtro gengivelser af landskaber, blomster og planter tillige med det klassiske repertoire.