tegneseriens historie

Storm P.’s De tre smaa Mænd og Nummermanden fra 1913 betragtes som den første danske tegneserie med gennemgående figurer, brug af talebobler og en afslutning af historien i den fjerde tegning. Da serien i 1913 blev publiceret første gang, havde Storm P. allerede årevis skabt tegneserier, der byggede på den danske satiretradition.

Spændingsserier som Dick Tracy og Agent X9 opstod, og den mest betydningsfulde begivenhed var introduktionen af superhelte som Superman (i Action Comics nr. 1/1938) og Batman (i Detective Comics i 1939). Deres popularitet strakte sig fra tegneseriehæfter til daglige aviser, radioudsendelser, tv og film.

Walt Disneys to mest berømte figurer, Mickey Mouse og Anders And, blev i 1930'erne introduceret i tegneseriehæfter, og figurerne fik stor indflydelse for udviklingen af moderne tegneserier. Begge har de har tjent som katalysatorer for skabelsen af rige og komplekse tegneserieuniverser. Mickey Mouse og Anders And har desuden været genstand for licensiering og merchandise. Denne tilgang har haft en betydelig indflydelse på forretningsmodellen inden for tegneserieindustrien.

I Europa var Belgien, Frankrig og senere Italien og England de lande, der havde den største produktion af tegneserier. Ligesom i USA begyndte europæiske tegneserier som avisstriber og vittighedstegninger.

Et afgørende øjeblik for europæiske tegneserier (ikke ulig Supermans debut i USA) var udgivelsen af Tintin i Sovjetunionen i 1929-1930. Figuren Tintin blev skabt af den belgiske tegneserieforfatter og -tegner Hergé. Serien om Tintin følger den meget unge journalist og hans loyale foxterrier, Terry. Historien debuterede i Le Petit Vingtième, en belgisk børneavis. Hergés tegnestil, kendt som den rene linje (la ligne claire), kendetegnes ved livlige farver og detaljerede baggrundsstudier, der resulterer i realistiske tegninger baseret på virkelige steder og begivenheder. På trods af seriens humanisme stod Hergé også over for kritik for racisme og kolonialisme i karakterfremstillingerne. Senere i sin karriere erkendte Hergé disse kritikpunkter og forsøgte at adressere dem i senere værker.

Banebrydende figurer som Storm P. og Henning Dahl-Mikkelsen (MIK) formåede i denne periode at skabe internationale triumfer, eksemplificeret ved Peter og Ping (1922) og Ferd'nand (1937).

Den nationale scene præsenterede serier som Axel Ingvars Prins Pilfinger og Arne Ungermanns realistiske Hanne Hansen. Disse bidrag afspejler den dynamik, der præger den danske tegneseries historie, hvor skabere navigerer mellem international anerkendelse og hjemlige eksperimenter.

I disse år opstod der kritik af tegneserien, særligt rettet mod indholdet og bekymringer over påvirkningen af unge læsere. Kritikken formuleredes bl.a. af psykiateren Fredric Wertham (1895-1981) med bogen Seduction og the Innocent (1954) i USA og Tørk Haxthausen (1924-2012) i Danmark med bogen Opdragelse til terror (1956).

Kritikken fokuserede på fremstillingen af eksplicit vold og erotik i tegneserier, og i Danmark var der også en modvilje mod tegneserier som en form for amerikansk kultur. Denne kritik resulterede i USA i oprettelsen af Comics Code Authority. Kritikken påvirkede industrien, der bevægede sig mod mindre kontroversielt indhold.

Under 2. Verdenskrig forbød Italien og Tyskland amerikanske tegneserier, og papirmangel påvirkede produktionen. Efter krigen oplevede den europæiske tegneserieverden vækst med ikoniske værker som Spirou et Fantasio (Splint & Co.) og Lucky Luke.

I Danmark trivedes tegneserieproduktionen under krigen uden konkurrence fra engelsksprogede rivaler. Kendte figurer som Carlt, Willy paa Eventyr, Styrmand Rask, og Rasmus Klump blev skabt. Perioden var præget af en stigende velstand, hvilket reflekteres i serier som Karl Engholms (1906-1988) Far til Fire og Jørgen Mogensens Poeten og Lillemor. Sammen med Cosper skabte Jørgen Mogensen også pantomimeserien Alfredo under deres fælles pseudonym MOCO. Alfredo opnåede international anerkendelse og blev vist i aviser verden over.

Mange danske seriekritikere fremhævede også Palle Nielsens Orfeus og Eurydike og Henning Gantriis Livets Gang i Lidenlund for deres unikke bidrag til tegneseriekunsten.

I 1960'erne udfordrede undergrundstegneserier, også kaldet comix, amerikanske tabuer på en provokerende og humoristisk måde. Disse tegneserier, med skabere som Robert Crumb, behandlede emner som stoffer, sex og autoritetskritik. Det satirisk tegneseriehæfte MAD bidrog også til denne antiautoritære tradition, der opnåede stor berømmelse blandt unge.

I 1960'erne betragtes også som Radisernes guldalder, hvor Charles M. Schulz skabte kulturelle ikoner som Nuser og Søren Brun. Schulz udviklede tegneserier til et bredere visuelt sprog for følelser, trods seriens minimalistiske streg.

I en global kontekst spillede 1960'erne en afgørende rolle i omformningen af tegneserieindustrien. Europæiske albumserier som Løjtnant Blueberry af Jean-Michel Charlier og Jean Giraud (først som føljeton i det franske tegneseriemagasin Pilote nr. 210 i 1963) samt Corto Maltese (1967) af Hugo Pratt introducerede personlighed, variation og kompleksitet. Disse serier appellerede ikke kun til traditionelle læsere, men også til et bredere publikum.

1960'erne var en transformerende æra for tegneserier. Superheltegenren blev genoplivet i USA, europæiske albumserier steg i betydning, og ikoniske karakterer fortsatte med at præge kulturen. Denne periode lagde fundamentet for den globale udvidelse af tegneserieindustrien og skabte et mangfoldigt landskab af fortælling og kunstneriske udtryk, som fortsat præger mediet i dag.

I Frankrig trådte nye talenter frem gennem antologien Métal Hurlant, der blev udgivet i årene 1974-1987. Jean Giraud transformerede til Moebius og skabte banebrydende værker som Jerry Cornelius' hermetiske garage og John Difool. Claire Bretécher og Gerard Lauzier excellerede med satiriske samtidskrøniker. Internationale kunstnere som Jacques Tardi, François Bourgeon, Milo Manara, og Enki Bilal bidrog betydeligt til tegneseriekunsten.

I Danmark fremstod Claus Deleuran med værker som Rejsen til Saturn, mens Valhalla af Peter Madsen blev en sensation og anerkendt internationalt. Andre nyskabende danske serier omfattede Rune T. Kidde's personlige udtryk og Peter Kielland-Brandt samt Mårdøn Smet's eksperimenterende kunst.

I løbet af 1980'erne og 1990’erne oplevede tegneserieindustrien i USA en positiv udvikling præget af fremkomsten af nye forlag og en åbenhed over for både nye stilarter og modne emner. Frank Miller gav Batman et nyt, alvorligt og lettere psykopatisk præg, mens John Byrne og den danske kunstner Teddy Kristiansen bidrog til genoplivningen af Superman.

Karaktererne blev psykologisk komplekse og turde bevæge sig ind på moralsk tvivlsomt territorium, ofte uden tøven over for etiske grænser. Disse værker dekonstruerede superheltegenren og introducerede politisk og psykologisk kompleksitet samt grafisk seksuelt og voldeligt indhold.

1990'erne var også en tumultarisk periode præget af en række fejlslagne idéer, der påvirkede branchen. Én betydningsfuld begivenhed var den store tegneseriekrise i 1996, der varede i flere år. En af årsagerne til krisen var "direkte marked" og samler-boomet. Det direkte marked tillod forlag at distribuere direkte til tegneseriebutikker, hvilket førte til en pludselig stigning i uerfarne og dårligt kapitaliserede tegneseriebutikker. Efterspillet af krisen førte til en betydelig ændring i forbrugerbasen, der gik fra almindelige læsere til en mindre niche af fans og samlere.

Den grafiske roman blev i denne periode udviklet som et levedygtigt format, og tegneseriebranchen tilpassede sig for at overleve ved at inkorporere digitale formater og diversificere sit udbud med fx spilbutikker.

Samtidig blev historiske serier som Tårnene i Maury-skoven (Hermann, 1984) og François Bourgeons Vindens passagerer (1979-1984) og anerkendt for deres kunstneriske kvaliteter. Bourgeons minutiøse research af historiske forhold og hans originale og ekstremt realistiske tegnestil vakte opmærksomhed over hele verden og gjorde de fem oprindelige bind af Vindens passagerer til en tegneserieklassiker.

Midt i 1980'erne oplevede den erotiske tegneserie en bemærkelsesværdig opblomstring med italienske kunstnere som Guido Crepax (O's historie, 1987) og Milo Manara (Kli-k-toris, 1985).

Det nye århundrede har også set en anerkendelse af tegneserier som en kunstform. Akademiske konferencer, udstillinger, museer og studiecentre er nu dedikeret til tegneserier. Prestigefyldte priser som Nordisk Råds Litteraturpris 2023, tildelt Joanna Rubin Dranger for ”Ihågkom oss till liv”, en tegnet dokumentarroman, viser tydeligt tegneseriens stigende anseelse.

Kritik rettes også mod det traditionelle fokus på superhelteserier og opfattelsen af tegneserier som et medie primært for drenge eller mænd. Tegneserien er således præget af diversitet og bredde, som dette opslag ikke fuldt ud kan afspejle. Alternative perspektiver udforskes i andre opslag, og valget om at betone den amerikanske udvikling skyldes den amerikanske tegneserieindustris centrale rolle i tegneseriens historie, både positivt og negativt.

Det er ikke entydigt, hvor tegneseriens historie begynder. Nogle ser tegneserien som et medie, der har rødder tilbage i middelalderens vægtæpper og andre former for billedsekventielle fortællinger, fx billedfortællinger skabt af englænderen William Hogarth. Tager man udgangspunkt i dette, bliver det en anden – og betydeligt længere – historie. Dette opslag fokuserer på tegneserien som publiceret fortælleform, der har udviklet sig siden 1900-tallet.