Faktaboks

Stan Lee

Stanley Martin Lieber

Født
28. december 1922
Død
12. november 2018

Stan Lee. Rækken af frygtindgydende fjender har været lang. Her er det Ronan, chefanklager i Kree-imperiet, der forgæves forsøger at eliminere de fire superhelte med sit særlige, hammerlignende våben, Cosmi-Rod, der kan udsende enorme energimængder. Men Tingen har sneget sig ind på ham og snart overtaget. Billedet er tegnet af Jack Kirby, men rentegnet af en anden, og er fra Fantastic Four nr. 65 (1967).

.

Stan Lee. Forsiden af X-Men-blad nummer 100, august 1976. Der er tilsyneladende opstået visse skærmydsler mellem mutanterne, opildnet af professor X, der har rejst sig fra sin kørestol. Efter en hård kamp afsløres det, at professoren såvel som nogle af mutanterne i virkeligheden er robotkopier (modellerne er taget til fange i såkaldte mega-tubes), skabt med det formål at udrydde mutanterne fra Jordens overflade af frygt for deres overlegne evner.

.

Stan Lee var en amerikansk tegneserieforfatter, som sammen med tegneren Jack Kirby med stor succes relancerede superheltene i slutningen af 1950'erne på tegneserieforlaget Marvel. Blandt makkerparrets succeser kan nævnes Edderkoppen, Fantastiske Fire, Dæmonen, X-Men og Hulk. Efter i en længere årrække at have virket som chefredaktør blev Lee i 1972 udnævnt til direktør for Marvel Comics Group. I 1998 stiftede han sit eget selskab, som dog gik i betalingsstandsning i 2001.

Lee optrådte i biroller i flere filmatiseringer af superhelte fra Marvel-universet, bl.a. Spider-Man, og han fik i 2005 forhandlet sig til 10 mio. dollar af Marvels indtjening fra filmene. I de senere år arbejdede han for bl.a. konkurrenten DC.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig