Jacques Tardi, f. 1946, fransk tegneserieskaber, der ynder at fortælle historier af bizart, gådefuldt tilsnit. Han er især kendt for serien om den okkulte detektivpige Adèle Blanc-Sec (startet 1976), der opererer i begyndelsen af 1900-t.s Paris, hvor hun opklarer mysterier med gale videnskabsmænd og frygtindgydende uhyrer. Tardis tegnestil er klar og præcis til trods for de knudrede historier, og han benytter sig ofte af små grafiske detaljer med stor virkning, fx i albummet Skadedyrsbekæmperen (Tueur de cafards, 1984), hvor rød som den eneste støttefarve virker meget effektivt. Underfundig humor og satire er væsentlig i Tardis værker, men han kan også være rendyrket alvorlig som i den rå, ubarmhjertige skildring af 1. Verdenskrig i Skyttegravskrigen (C'était la guerre des tranchées, 1993).