Egoland, dansk humoristisk daglig tegneserie skabt af Olfax alias Ivar Gjørup (f. 1945); første gang vist 1984 i Information. Den udtryksfulde og filosofiske metaserie med verdens skaber "exam.gud" Divus Madsen som centrum er en absurd spejling af virkeligheden i daglige, spidsfindige pointer, der er kædet sammen i episke forløb, krydret med slapstick-humor og befriende vandede vittigheder. Divus er omgivet af et broget, ekcentrisk persongalleri, bl.a. den klarsynede og derfor lettere deprimerede veninde Sandra, som han nu har giftet sig med.