Artikelstart
Anders And er en amerikansk tegnefilm- og tegneseriefigur, som blev skabt i 1934 på Walt Disney-studiet. Med langt gult næb, matrostøj og en uskøn, skræppende stemme (indtalt af Clarence Nash) debuterede han i tegnefilmen Den kloge lille høne, og da han året efter blev sat op mod den flinke Mickey Mouse i film som Spil op, Mickey, blev det klart, at Walt Disney havde fået en ny stjerne.
Faktaboks
- Også kendt som
-
på amerikansk: Donald Duck
Kolerisk, destruktiv, anarkistisk, øretæveindbydende og dog charmerende — således blev de karaktertræk, der snart skulle true selv Mickeys position. Walt Disney var betænkelig ved denne udvikling, og han udtalte senere, at han var ærgerlig over, at Anders havde fået så megen opmærksomhed på Mickeys bekostning.
Efter en række film sammen med Mickey, Fedtmule (amerikansk Goofy) og ind imellem kæresten Andersine (amerikansk Daisy) fik han sin egen filmserie, og fra 1940 var han den ubestridte førstemand i de tegnede kortfilm. Her gav man ham så nye modstandere, der kunne tænde hans korte lunte, fx nevøerne Rip, Rap og Rup (amerikansk Huey, Dewey og Louie), fra 1938), Chip & Chap (amerikansk Chip 'n Dale, fra 1947) og tilbagevendende horder af marcherende myrer og jagerfly-inspirerede bier.
De fleste film blev instrueret af Jack King og Jack Hannah; i alt optrådte Anders And i flere end 150 kortfilm.
Som tegneseriefigur kunne Anders And ses regelmæssigt fra 1938, da Al Taliaferro (1905-1969) tegnede en avisstribe, hvori han fangede andens filmpersonlighed.
Fra 1943 tegnede Carl Barks bladudgaven; han dæmpede med årene figurens temperament og gjorde den bedre egnet til at optræde i længere eventyrhistorier. I Barks' udgave blev han i højere grad den tragiske taber eller hr. Middelmand end den koleriske tyran.
Carl Barks opfandt også Andeby (amerikansk Duckburg) og alle dens indbyggere, Joakim von And (amerikansk Scrooge McDuck), Georg Gearløs (amerikansk Gyro Gearloose), Bjørne-Banden (amerikansk The Beagle Boys), Fætter Højben (amerikansk Gladstone Gander), og det var dette univers, der i Barks' streg dannede baggrunden for tegneseriens verdensomspændende popularitet, i Danmark via bladet Anders And & Co., som er udkommet siden 1949, først som månedsblad og fra 1959 hver uge.
Mens regelmæssig produktion af tegnefilm ophørte i 1956, fremstilles der fortsat nye tegneseriehistorier på licens over hele verden, bl.a. i Danmark (hos Egmont), i Holland, Italien og Spanien.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.