Carl Barks

Faktaboks

Carl Barks
Født
27. marts 1901
Død
25. august 2000

Carl Barks i Danmark, 1994.

.

Carl Barks. Et udsnit af forsiden til Anders And-bladet Den snedige Onkel Joakim (1954, solohæfte nr. 8). I denne historie nedsænker Onkel Joakim alle sine penge i et gammelt vandbassin for at narre den legendariske Bjørne-Bande. Men denne plan standser ikke de utrættelige banditter.

.

Carl Barks. Anders And som tegneseriefigur i Carl Barks' streg. Barks udviklede en langt mildere og mere eftertænksom figur end tegnefilmskaberne. Han gjorde Anders til hovedpersonen i en lang række dramatiske episoder, hvor han er ansat hos Joakim von And og skal forøge hans i forvejen enorme formue. I denne historie fra 1955 skal Anders sælge vidundermel, hvis brugsanvisning på pakningen desværre er skrevet på volapyk. Resultatet er skæbnesvangert.

.

Carl Barks. Det er en udbredt misforståelse, at guld forekommer i så store koncentrationer, som Carl Barks lader Joakim von And møde her. Den gamle gnier har til gengæld fået fat i visse geologiske aspekter, idet guld, når det forekommer som synlige korn eller egentlige mineraler, ofte findes sammen med kvarts. Tegningen er fra Inka-guldet (1959).

.

Carl Barks var en amerikansk tegneserietegner og forfatter, hvis historier med Anders And blev toneangivende for standarden i Disney-tegneserier. De regnes med rette for noget af det ypperste, tegneseriemediet har frembragt.

Carl Barks arbejdede en del år som manuskriptforfatter på Disneys tegnefilmstudie, inden han i 1942 debuterede som serietegner med historien Sørøverskatten.

I en enkel, dynamisk og klar streg fortalte Carl Barks både små humoristiske hverdagshistorier og storladne, episke eventyr fra fjerne, mytiske lande, hvor han brugte Anders And-figuren, som han havde lyst. Blandt Barks' mere end 500 historier er de mest kendte De firkantede æg fra Peru (1948) og Anders And og den gyldne hjelm (1952, optaget i dansk Kulturkanon).

Carl Barks arbejdede anonymt indtil sin pension i 1966, og først herefter blev hans navn alment kendt. Han tilføjede Disneyuniverset flere klassiske figurer, bl.a. Joakim von And (Scrooge McDuck), Bjørne-Banden (Beagle Boys), Fætter Højben (Gladstone Gander), Georg Gearløs (Gyro Gearloose) og begrebet "grønspætter" (Junior Woodchucks).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig