tegneseriens stil og virkemidler

Samspillet mellem tekst og billede kan være forankrende, således at teksten styrer billedets betydning. Denne forankring er i overensstemmelse med semiotikeren Roland Barthes' teori; han påpeger, at en tekst fungere som et "anker" for vores forståelse af et billede.

Samspillet kan også kan være mere komplementært. Her arbejder tekst og billede sammen og udtrykker forskellige aspekter; teksten kan fx udvikle dialog, mens billedet skaber atmosfære og komik.

Det unikke ved samspillet mellem tekst og billede kommer også til udtryk i samspillet mellem det ikoniske og det symbolske. For eksempel introducerer tegneserier onomatopoetiske symboler som zap, pow, og zowie for at repræsentere lyde, hvilket tilføjer et auditivt element til det visuelle udtryk.

Tegneserier kræver, at læseren udleder betydning fra både tekst og billeder, hvilket skaber et hybridt sprog, hvor hver komponent er nødvendig for fuldt ud at forstå budskabet. Dette skaber en form for "dobbeltskrivning," hvor læsning af både ord og billeder samtidig er afgørende for at opnå en dybere forståelse af historien. Denne aktivitet betegnes også ”closure”.

Closure er bl.a. beskrevet af den amerikanske tegneseriekritiker Scott McCloud (f. 1960) i hans værk Understanding Comics. Her påpeger han, at closure er essensen af tegneserien, da læseren aktiveres til at fuldende de præsenterede billeder og derigennem skabe en helhed.

Tegneserier består således af separate billeder eller paneler, der kræver, at læseren mentalt forbinder disse billeder for at skabe en meningsfuld fortælling. Dette gør læseren til en aktiv deltager i konstruktionen af narrativ forståelse. To læsere kan derfor opleve den samme tegneserie på forskellige måder, baseret på deres individuelle tolkninger og det, de udfylder i mellemrummene mellem panelerne.

Closure fungerer også som et kunstnerisk værktøj for tegneseriekunstnere. Ved at styre, hvordan paneler præsenteres, og ved at skabe visuelle ledetråde, kan kunstneren påvirke læserens opfattelse og skabe særlige effekter eller overraskelser.

Tegneseriens sekventielle karakter, hvor historier fortælles gennem en række billeder, gør closure til et afgørende element, ikke mindst i montagen af billeder. Læserens evne til at forstå, at to billeder følger hinanden i en bestemt rækkefølge, er således en form for closure, der tillader skabelsen af en sammenhængende fortælling.

Tegneseriebilleder eksisterer således i en balance mellem at hvile i sig selv som kompositorisk og dramatisk hele og samtidig skabe forventninger om det, der følger. Dette særlige forhold trækker paralleller til fotografisk snapshot-æstetik, hvor øjeblikke fanges, men beskueren opfordres til at forvente mere. Nogle gange inkorporerer tegneserier også mere klassisk komponerede billeder, der stopper fortællingen for at fungere som refleksionspunkter eller fordybelse.

I tegneserier er billederne således mere end bare stillestående øjeblikke. De viser komplekse situationer, hvor tid og årsagssammenhæng blandes sammen mellem de forskellige elementer på billedet og de rammer, der omgiver dem. I modsætning til film, hvor teknologien styrer tidsforløbet (for eksempel projektoren, der viser billeder), er tegneserier afhængige af, at læseren aktivt deltager for at skabe en sammenhængende historie.

Også i modsætning til film udnytter tegneserier saccader, som er hurtige øjenbevægelser, der tillader læserne at udforske hele siden på én gang. At læse en tegneserie indebærer at engagere sig både med tekst og billeder på samme tid, hvilket udfordrer den typiske lineære måde at forstå historier på.

I denne sammenhæng fungerer tegneseriens sideopbygning, også kaldet "mise-en-page," som et unikt redskab til at fortælle historier, noget som film ikke har. Rumlig samtidighed i tegneserier tillader dem at repræsentere fortid, nutid og fremtid på én enkelt side.

Den realistiske stil skildrer motiver på en virkelighedsnær måde. Dette er en stil, der trækker mere på ikoniske end symbolske udtryk. Stilen blev især udviklet i årene 1925-1940, hvor bl.a. Alex Raymond og Milton Caniff absorberede traditioner fra den klassiske billedkunst. Sidstnævnte er også kendt for sin cinematografiske stil med varieret brug af filmiske udtryksmidler.

Den ikonografiske stil er en mere abstrakt stil, der betoner tegneseriens symbolske repertoire: ikonografi, fartstreger, karikeret tegnestil m.m.

Den ekspressive stil betoner billedet som grafisk eller ”malet”, som det fx kommer til udtryk hos bl.a. Frank Miller, Lorenz Mattotti (sidstnævnte inspireret af bl.a. Gaugin og Munch.

Den transparente stil nedtoner fortællepræget i tegneserier og minimerer fx brugen af fartstreger, symbolik, lydmalende ord og skyggevirkninger, samtidig med at den betoner ensartet lys. Dette karakteriserer fx la ligne claire, og stilen svarer i mange henseender til Wolfflins lineære stil, hvor alle figurer træder tydeligt frem fra baggrunden, og alle detaljer er synlige.

Tegneserier repræsenterer således et meget varieret felt af stilarter, hvor hver stilretning repræsenterer en kunstnerisk tilgang, der afspejler fortællingens karakter, kunstnerens intentioner og den tid, de er skabt i. Således er tegneserier en dynamisk form for visuel kunst, der med hver ny generation af kunstnere udforsker nye stilarter, teknologier og kulturelle påvirkninger.

Det kan være svært at adskille en beskrivelse af tegneserier som medie og som æstetisk gentstand, da tegneserien er produceret som (masse)kommunikationsmiddel, men også anerkendes som et udtryk der formidler visuel appel, fortælleevne og følelsesmæssig påvirkning.

I praksis kan betoningen af tegneserie som medie og som æstetisk genstand supplere hinanden, og en introduktion til tegneserieæstetik kan begynde med at etablere de grundlæggende kommunikative registre og derefter udforske de æstetiske dimensioner mere i dybden. Samlet set bidrager de to perspektiver til en helhedsforståelse af tegneserier som både et medie og en kunstform.