Rasmus Klump med de plettede bukser tager ud på eventyr i slutbilledet fra den første historie, Rasmus Klump bygger skib, som udkom i 1952. Det gode skib Mary er opkaldt efter den lille bjørns mor.

På skibsdækket ses bagest den godmodige Skæg (en pensioneret søulk), og forrest fra venstre Pelle (hvis næb kan indeholde de mest utrolige genstande), Pingo (der ofte er klovnen i selskabet) og Pildskadden. Det første udkast til Berlingske Aftensavis handlede faktisk om en skildpadde, men forlaget overtalte forfatterne til at figuren skulle være en bjørn. Illustrationen med skildpadden blev dog solgt til Toms Chokoladefabrik, hvor den blev til Toms chokoladeskildpadder. Skildpadden fik senere lov til at være med i Rasmus Klump-historierne som netop "Pilskadden".

.

Rasmus Klump er en dansk tegneserie- og billedbogsfigur skabt af Carla (1906-2001) og Vilhelm Hansen (1900-92). Serien med den lille bjørneunge med polkaprikkede bukser er kendt i hele verden, og den er flere gange blevet betegnet som ”verdens bedste børneserie”.

Historie

Rasmus Klump begyndte som en tegneseriestribe den 17. november 1951 i Berlingske Aftenavis. Året efter var Rasmus Klump publiceret i 62 aviser. Rasmus Klump blev udgivet i bogform i 1952, og dette blev en endnu større succes end avisstriberne. Der er således publiceret over 80 forskellige bøger med Rasmus Klump.

Billedbog eller tegneserie?

Forskellen mellem billedbøger og tegneserier siges ofte at være, at førstnævnte ofte indeholder ikke-diegetiske tekster, dvs. tekster der er placeret uden for handlingsrummet. Tegneserier indeholder i modsætning hertil ofte tekster, der som fx talebobler optræder i handlingsrummet.

Billedbøger er desuden kun sjældent designet med sekventielle billedforløb i rammer (som vi kender det fra tegneserien).

Forskellen mellem "billedbøger" og "tegneserier" er dog ikke støbt i granit. Rasmus Klump-bøgerne ligger således (som vi også ser det med mange grafiske romaner) i grænselandet mellem billedbog og tegneserie.

Fortællingerne

Fortællingerne er stilfærdige og optimistiske skildringer af nysgerrighed og venskab mellem Rasmus Klump og Pelle (en pelikan), Pingo (en pingvin), søulken Skæg (en sæl) samt de muntre bifigurer Pildskadde og Gøje.

De møder masser af skikkelige dyr, men der sker sjældent noget videre. Alligevel er serien om Rasmus Klump en uopslidelig klassiker: Vilh. Hansens traditionelle, hyggelige tegninger og Carla Hansens ofte absurde og vittige dialog formidler tilsammen et univers, der er helt sit eget.

Rasmus Klump som ikon

Rasmus Klump er en af de få internationale tegneseriesucceser af dansk oprindelse. Han er således meget populær i Tyskland (under navnet Petzi) og sælges i en lang række andre lande. I 1996-1998 blev der produceret 52 korte Rasmus Klump-tegnefilm til tv.

Figuren har desuden fået en tema-legeplads i Tivoli, og i perioden 1998-2009 uddeltes Rasmus Klump Prisen til en person eller institution, der "gennem sit virke har levet op til filosofien i Rasmus Klump-historierne om venskab og trofasthed, og som derved har været et godt eksempel for danskerne". Prisen er bl.a. blevet givet til Michael Laudrup og HKH Kronprins Frederik (blandt venner kaldet Pingo).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig