Art Spiegelmans Maus fremhæves ofte som en af de væsentligste grafiske romaner, bl.a. fordi værket i 1992 modtog en særlig Pulitzerpris. I eksemplet sammenstilles fortid (Holocaust) og nutid (forfatterens/Spiegelmans egne traumer) i et billede. Selvrefleksionen og det autobiografiske i værket betones ofte som et særligt æstetisk træk ved den grafiske roman.
Fra Art Spiegelmans Maus fra den tyske oversættelse v. Christine Brinck og Josef Joffe (2011, 6. oplag, Frankfurt Am Main: Fischer Tascenbuch).
En grafisk roman er en længere tegneseriefortælling med en sammenhængende og ofte kompleks historie. Den grafiske roman har forbindelse til den litterære roman, og den er således ofte præget af et større personligt udtryk end mange album og hæfter.
Grafisk roman er den danske oversættelse af den engelsk-amerikanske term graphic novel.
Den amerikanske betegnelse "graphic novel" blev anvendt allerede i 1960'erne i et forsøg på at positionere længere og kunstneriske tegneserier fra striber og hæfter.
Den grafiske roman blev for alvor etableret med Will Eisners En kontrakt med Gud fra 1978. Eisner ønskede ikke at anvende den engelske betegnelse ”comics”, eftersom han ikke opfattede sit værk som specielt komisk. Han brugte derfor undertitlen ”a graphic novel”. Senere værker som Jimmy Corrigan – The Smartest Kid on Earth (Chris Ware, 2000), Persepolis (Marjâne Satrapi, 2000) og Bedemandens datter: en tragikomisk familiehistorie (Alison Bechdel, 2006) understregede formatets æstetiske muligheder og ikke mindst dets markedspotentiale.
I Danmark har formatet også vundet indpas med værker som Gavrilo Princip af Henrik Rehr (2014) og Fuglemanden af Sarah Engell og Lilian Brøgger (2018).
Den grafiske roman refererer både til genretræk som stil og indhold, men også til selve publikationsformatet: Tegneseriens vigtigste formater er striben, hæftet, albummet og den grafiske roman.
Striben er det oprindelige format på typisk 3-4 billeder. De første tegneseriehæfter udgjorde antologier af forskellige populære avisstriber. Med superhelteserien blev disse føljetonserier imidlertid erstattet af selvstændige og afsluttede historier. Endelig findes der også albumkategorien: (europæiske) album, grafiske romaner og manga. Disse formater har ofte hardcovers, trykkes på finere papir og indeholder flere sider.
Det skal understreges, at denne opdeling i formater ikke er statisk. Der eksisterer mange eksempler på undtagelser og overlap. Det er fx ikke ualmindeligt, at fortællinger i grafiske romaner først udgives som striber for derefter at blive udgivet i album og grafiske romaner. Det var fx tilfældet med værket Maus af Art Spiegelman, der først blev udgivet i hæftet ”Raw” (1980-1991) og senere publiceredes som grafisk roman (1986/1991).
Hvor ”format” handler om selve værkets fysiske form (sidetal, indbinding, kvalitet) og distribution (aviser, bøger, hæfter), handler ”genre” om de indholdsmæssige og stilistiske træk, der kan siges at være fælles for en gruppe værker.
Formater og genrer er dog også knyttet til hinanden, i og med at visse historier trives bedst i visse formater: Fx udvikledes superhelteserien parallelt med introduktionen af tegneseriehæftet, som gav kunstneren mulighed for at anvende flere billeder og længere fortællinger end i striben.
På samme måder giver grafiske romaner kunstnere mulighed for at eksperimenter med dynamiske og æstetiske virkemidler, bl.a. muligheden for at udvikle samspillet mellem helside og billede (et træk, formatet selvfølgelig deler med tegneseriehæfter).
Personerne i grafiske romaner udvikler sig endvidere ofte mere end de ”flade” karakterer i tegneseriestriber.
Den grafiske roman har bidraget til at gøre tegneserien mere accepteret som finkultur, og grafiske romaner nomineres til (og vinder) nu journalistiske og litterære priser.
Den kulturelle anerkendelse og indlemmelsen i ”det litterære selskab” er dog ikke lige populær hos alle kritikere og tegneserieentusiaster: Tegneserien skal forstås og anerkendes på sine egne præmisser, mener mange. Og den engelske tegneseriekritiker og forfatter Roger Sabin har argumenteret for, at den grafiske roman ikke for alvor har udviklet tegneserien. Dels udvikler formatet ikke de grundlæggende æstetiske registre (syntesen af ord og billeder, sidekomposition m.m.), dels fandtes der voksentegneserier lang tid før den grafiske roman (fx underground-tegneserier i 60’erne og 70’erne af bl.a. Robert Crumb og Bill Griffith).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.