Det offentlige forbrug omfatter de tjenester, som det offentlige stiller gratis eller meget billigt til rådighed for befolkningen. I Danmark omfatter det især tjenester indenfor sundhed, social beskyttelse (fx daginstitutioner og ældrepleje), uddannelse, offentlig administration, forsvar, politi og retsvæsen.
I Danmark har de offentlige forbrugsudgifter i de sidste 50 år normalt udgjort omkring en fjerdedel af BNP.
| sundhedsvæsen | 32 |
|---|---|
| social beskyttelse | 23 |
| undervisning | 17 |
| offentlig administration | 8 |
| forsvar | 5 |
| retsvæsen og politi | 4 |
| kultur | 4 |
| andet | 7 |
I takt med udbygningen af den danske velfærdsstat steg det offentlige forbrug kraftigt fra 1950, hvor det udgjorde lidt over 10 procent af BNP, til midt i 1970’erne. Siden da har det ligget ret stabilt på et niveau på omkring 25 procent af BNP. Der er en tendens til, at det udgør en større andel af BNP i lavkonjunkturer, hvor BNP er relativt lavt, som fx under finanskrisen omkring 2010. Omvendt falder andelen, når BNP stiger kraftigt. Det gjaldt eksempelvis i 2022, hvor den kraftige inflation medførte en stor stigning i nominelt BNP, uden at de offentlige forbrugsudgifter fulgte med.
De offentlige forbrugsudgifter kan underopdeles på flere måder. Den funktionelle fordeling opdeler efter udgifternes formål på forskellige områder, som i faldende rækkefølge efter størrelse er:
En anden opdeling af det offentlige forbrug er på kollektive og individuelle ydelser. Det individuelle offentlige forbrug, som udgør ca. 70 pct. af det samlede offentlige forbrug, er ydelser, som kan henføres til specifikke personer, der nyder godt af den pågældende ydelse, eksempelvis undervisning og operationer på sygehusene. Det kollektive offentlige forbrug, som udgør de sidste 30 pct., er eksempelvis udgifter til forsvaret, til udenrigstjeneste og centraladministration og til miljøforanstaltninger. Det er forhold, som ikke er specifikt målrettet konkrete individer i befolkningen.
En tredje opdeling går på karakteren af udgifterne. Da den offentlige sektor er arbejdskraftintensiv, består knap to tredjedele af løn til de knap 800.000 offentligt ansatte, mens resten udgøres af omkostninger til materialer og udstyr samt udgifter til køb af ydelser fra private erhvervsdrivende.
Endelig kan forbruget opgøres efter, hvilken offentlig delsektor der varetager forbrugsudgiften: stat, regioner eller kommuner.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at offentligt forbrug ikke er det samme som offentlige udgifter. I et land som Danmark udgør forbrugsudgifterne kun ca. halvdelen af de samlede offentlige udgifter. Indkomstoverførsler er en væsentlig offentlig udgiftspost, som ikke indgår i det offentlige forbrug. Indkomstoverførsler indgår omvendt i den private sektors disponible indkomst og påvirker dermed det private forbrug. Tilsvarende er offentlige subsidier til virksomheder samt investeringsudgifter (f.eks. udgifter til opførelse af hospitaler, skoler og veje og lønninger til offentligt ansatte forskere) eksempler på udgifter, der ikke indgår i det offentlige forbrug.
Det offentlige forbrug indgår som en vigtig del af forsyningsbalancen, dvs. den samlede efterspørgsel i økonomien, og dermed bruttonationalproduktet (BNP). I modsætning til de øvrige komponenter, som produceres af private virksomheder og sælges på et marked, er det vanskeligt at opgøre den markedsmæssige værdi af de offentlige tjenester. Derfor opgøres værdien af det offentlige forbrug i løbende priser som omkostningerne ved at fremstille ydelserne.
Opgørelsen af det offentlige forbrug i faste priser kræver, at der skelnes mellem udviklingen i prisen på en offentlig ydelse og mængden af de leverede ydelser (inklusive ændringer i kvaliteten). Dette er særlig vanskeligt, og for store dele af det offentlige forbrug beregnes derfor ikke en realistisk opsplitning i priser og mængder. En konsekvens heraf er, at produktivitetsstigninger ikke kan beregnes korrekt for de offentlige tjenester. Det vurderes dog normalt, at produktivitetsvæksten indenfor offentlige tjenester er relativt lav i forhold til traditionel varefremstilling, på linje med hvad der er tilfældet for udviklingen i private tjenester.
Hvor stor en andel af samfundsøkonomien, det skattefinansierede offentlige forbrug skal udgøre, er grundlæggende et politisk spørgsmål, som vedvarende er genstand for debat. Argumenterne for at lade det offentlige stå for at administrere en væsentlig del af samfundets økonomiske resurser handler dels om samfundsøkonomisk effektivitet og dels om fordelingsspørgsmål.
Offentligt forbrug kan forbedre efficiensen i økonomien, hvis den retter op på forskellige markedsfejl. Nogle typer offentligt forbrug, eksempelvis forsvaret og nogle former for miljøtiltag, dækker således et behov for såkaldte offentlige goder, som det ikke ville kunne betale sig at producere på et privat marked. Andre former for offentligt forbrug kan være gavnlige på grund af markedsfejl som positive eksternaliteter (fx undervisning) eller informationsproblemer (fx sundhedsydelser).
I Danmark styres den overordnede udvikling i de offentlige forbrugsudgifter som en del af finanspolitikken og det finanspolitiske råderum. Befolkningsudviklingen, eksempelvis et stigende antal ældre, indebærer i sig selv ændrede behov for offentlige tjenester som sundhedsydelser over tid – det såkaldte demografiske træk. Derudover medfører den teknologiske udvikling også ønsker om forbedret offentligt service. Den generelle velstandsvækst giver samtidig plads til en vis løbende realvækst i det offentlige serviceniveau pr. bruger, når det offentlige forbrug udgør en konstant andel af samfundsøkonomien. Desuden kan ændrede politiske prioriteringer føre til en anderledes fordeling mellem privat og offentligt forbrug.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.