sygehuse

Allerede i den tidlige middelalder opstod der i forbindelse med klostre mange hospitaler for fattige, der ikke kunne tage vare på sig selv i tilfælde af sygdom. Disse institutioner tog sig desuden af fattige gamle og enlige. Klostrene rådede efter datidens forhold over stor viden og kunnen inden for sygdomsbehandling og havde ofte store urtehaver, hvor man fx i Danmark dyrkede både danske og indførte lægeplanter. Mange af disse hospitaler fik efterhånden stort ry for deres indsats. De danske klosterhospitaler, deres arbejde og patienter er kendt fra arkæologiske udgravninger ved bl.a. Øm og Æbelholt Klostre.

Ikke alle syge blev dog modtaget på klosterhospitalerne. Spedalskheden hærgede Europa gennem hele middelalderen, og den almindelige frygt for sygdommen førte til, at de smittede blev forvist til gårde uden for byerne, de såkaldte Sankt Jørgens-gårde, hvor de spedalske levede et isoleret liv, afskåret fra omgang med andre. En særlig type hospitaler var helligåndshusene drevet af Helligåndsordenen; velbevarede bygninger eksisterer stadig i Aalborg og København. Helligåndshusene blev efter Reformationen omdannet til verdslige stiftelser for syge og gamle.

Efterhånden blev der bygget særlige sygehuse til hæren og flåden, hvor man ud over sårede også tog sig af almindeligt forekommende sygdomme hos mandskabet. I midten af 1600-t. kendes i København et kvæsthus for hæren, som senere blev udvidet til Garnisonssygehuset. Omtrent samtidig fandtes et tilsvarende kvæsthus for flådens folk. Det flyttedes i 1775 fra Kvæsthusgade til Søkvæsthuset på Christianshavn. Det sidste militærhospital indlemmedes 1961 i Rigshospitalet.

For den civile befolkning blev forholdene kun langsomt bedre. Ganske vist havde de fleste byer hospitaler for syge og gamle, men kun med meget få muligheder for en egentlig behandling. Antallet af læger var lille, og transportforholdene gjorde det mange steder vanskeligt at komme til læge. Lægehjælp var i stor udstrækning forbeholdt den del af befolkningen, der kunne betale de private læger.

I 1757 åbnedes det første egentlige offentlige sygehus med ibrugtagningen af Det Kongelige Frederiks Hospital i København. Hospitalet modtog patienter fra København og blev samtidig uddannelsessted for de vordende læger, der studerede ved Københavns Universitet. I løbet af 1800-t. begyndte de store lægevidenskabelige fremskridt for alvor, og med dem fulgte en kraftig vækst i antallet af sygehuse. Både hovedstaden og købstæderne byggede nye sygehuse. Amterne havde til opgave at sørge for sygehuse til befolkningen i landdistrikterne og opførte mange små sygehuse i de mindre byer, men gik desuden sammen med købstæderne og byggede et betydeligt antal amts- og bysygehuse, som blev drevet i fællesskab til betjening af byerne og deres opland.

De fleste sygehuse var på det tidspunkt små og beherskede overvejende almindelig medicinsk behandling. Kirurgien udviklede sig først for alvor på sygehusene, da kloroform- og æteranæstesien kom til landet i sidste halvdel af 1800-t. Helt til omkring 1965 var det almindeligt, at de mindre sygehuse i provinsen kun havde én overlæge, som var kirurg.

Ud over de almindelige sygehuse oprettedes der i de fleste byer små epidemisygehuse, hvor man kunne isolere patienter med smitsomme sygdomme. Disse sygehuse lagdes efterhånden sammen med de almindelige sygehuse, men fortsatte dog som særlige afdelinger, ofte i adskilte bygninger. Først med indførelsen af vaccinationer mod de store epidemiske sygdomme og antibiotisk behandling af infektioner blev det sidst i 1900-t. muligt at undvære disse specielle foranstaltninger i danske sygehuse.

Psykiatriske sygehuse til behandling af psykiatriske patienter er også først kendt fra midten af 1800-t. Før dette tidspunkt havde man stort set ingen behandlingsmuligheder, og man anbragte derfor sindslidende og evnesvage i såkaldte dårekister, hvor de levede under elendige vilkår udstødt af samfundet. Det første store sindssygehus, Sankt Hans Hospital uden for Roskilde, blev taget i brug 1808; de første af de nuværende bygninger opførtes 1854-59 af Københavns Kommune. Staten opførte store sindssygehuse i Århus (1851), Vordingborg (1858), Viborg (1877), Middelfart (1888), Nykøbing Sjælland (1915), Augustenborg (1932), Brønderslev (1957), Glostrup (1960) og Aalborg (1966) og institutioner til anbringelse af evnesvage (bl.a. Ebberødgård, Andersvænge og Brejning).

Selvejende sygehuse. Fra sidste halvdel af 1800-t. til tiden efter 2. Verdenskrig oprettedes et betydeligt antal sygehuse som selvejende institutioner. Det var først og fremmest humanitære organisationer som nonneordner (Sankt Maria Hospitaler, Sankt Josef Hospitaler, Sankt Elisabeth Hospitaler), diakonissehuse og særlige foreninger, fx Samfundet og Hjemmet for Vanføre, Gigtforeningen, Scleroseforeningen mfl., der påtog sig disse opgaver. Efterhånden fungerede de i høj grad som almindelige sygehuse med indlæggelsesaftaler med amter og kommuner eller ved direkte tilskud fra staten. De fleste af disse sygehuse er nu enten forsvundet eller lagt sammen med de offentlige sygehuse i deres område. Kun et lille antal er tilbage; grundlaget for deres drift er sikret ved forskellige former for aftaler med det offentlige sundhedsvæsen.

I Sønderjylland var situationen efter Genforeningen i 1920 noget anderledes end i resten af Danmark. På samme måde som i det øvrige land fandtes der lokale sygehuse, men deres kapacitet var begrænset. Staten overtog derfor det tyske marinelazaret i Sønderborg og omdannede det til et statsejet sygehus, der efterhånden udviklede sig til et centralsygehus for landsdelen, og som i forbindelse med kommunalreformen i 1970 blev overført til Sønderjyllands Amt.

Egentlige private sygehuse (privathospitaler), der alene drives på grundlag af betaling fra patienterne eller deres forsikring, er i Danmark et nyt fænomen, endnu meget fåtallige og af ubetydelig størrelse sammenlignet med det samlede sygehusvæsen. Mange steder i udlandet er der derimod tale om et meget stort antal private sygehuse og sygehusorganisationer. I mange lande er privatejede sygehuse hovedansvarlige for dækningen af sygehusbetjeningen. Betalingen for behandlingen af patienter på sådanne sygehuse sker oftest gennem forsikringer, der hyppigt er knyttet til forskellige arbejdsmarkedsordninger (lovgivning, aftaler, kontrakter), mens det offentlige kun betaler den del af sygehusforbruget, som ikke dækkes på denne måde.

Indtil ca. 1930 havde Danmark et stort antal sygehuse, som ikke var organiseret i et sygehusvæsen. De enkelte sygehuse havde deres egen bestyrelse og traf selv beslutning om drift og anlæg uden afvejning i forhold til andre sygehuse i byen eller landsdelen. Kun Rigshospitalet havde som statsejet sygehus en funktion som overordnet sygehus, hvortil alle landets sygehuse kunne henvise patienter, der krævede behandling, som ikke kunne udføres af sygehusets egne læger.

I løbet af 1930'erne gik udviklingen så hurtigt, at det blev åbenbart, at man ikke kunne udbygge alle sygehuse lige stærkt, og tanken om oprettelsen af centralsygehuse opstod. De enkelte amter lavede aftaler om, at investeringer og udbygning samledes på et sted, hvortil de mindre sygehuse i amtet kunne henvise de patienter, der krævede større udstyr og specialisering, end man selv rådede over. Denne udvikling understøttedes efterhånden af lovgivningen og den statslige refusion, der blev givet til nybyggeri og drift, og da kommunalreformen blev planlagt i slutningen af 1960'erne, havde alle amter et centralsygehus og et antal mindre sygehuse. I de større provinsbyer havde man såvel et kommunalt som et amtsligt ejet sygehus med nogenlunde samme udbygningsgrad. Fortsat var det dog således, at hvert sygehus havde sin egen bestyrelse og i princippet var en selvstændig og af andre sygehuse uafhængig institution. Dette ændredes med kommunalreformen i 1970, da ansvaret for al sygehusdrift overførtes til de nye amtskommuner. Sammen med dannelsen af færre og større amter betød dette reelt en centralisering af sygehusene i 14 amtslige sygehusvæsener.

I 1970 overførtes alle købstads- og amtssygehusene til amtskommunerne, og sygehusvæsenet blev dermed amtsrådenes største enkeltopgave. Amtsrådene oprettede sygehusudvalg (senere sundhedsudvalg) sammensat af medlemmer af amtsrådet. Disse udvalg havde ansvaret for sygehusenes daglige drift og udvikling i overensstemmelse med de af amtsrådet vedtagne retningslinjer og budgetter.

Som et led i kommunalreformen blev der vedtaget en ny sygehuslov, som pålagde de enkelte amter at sikre den fornødne sygehusbetjening til deres befolkning enten på egne sygehuse eller på sygehuse, man indgår aftale med om varetagelse af en del af opgaverne. Desuden fik amterne til opgave at udarbejde samlede planer for sygehusvæsenets udbygning. Planerne skulle have en horisont på fire år og godkendes af staten. Hovedprincippet for denne planlægning var en samordning af amternes sygehuse med en videreudvikling af centralsygehusene som amternes hovedsygehuse, hvor de mere krævende specialer blev samlet og udviklet, mens den almindelige patientbehandling inden for kirurgi og medicin skulle være til stede på de lokale sygehuse, så flertallet i befolkningen fik kortest mulig afstand til behandling af mindre komplicerede sygdomme.

I løbet af de første ti år efter kommunalreformen, dvs. 1970-80, blev der gennemført en udvidelse af de amtskommunale sygehusvæsener. Sindssygehospitalerne, som under betegnelsen Statshospitaler for Sindslidende var forblevet under staten, blev i 1976 overført til amterne og gjort til en del af det almindelige sygehusvæsen. De blev efterhånden reduceret stærkt i sengetal, samtidig med at der opførtes nye psykiatriske afdelinger på centralsygehusene, og den ambulante behandling i distriktspsykiatrien blev udvidet. De psykiatriske plejehjem for kroniske patienter, der hidtil havde været en del af sygehusene, blev overført til den amtslige socialsektor som specialplejehjem.

De ortopædiske hospitaler og afdelinger drevet af Samfundet og Hjemmet for Vanføre blev i 1980 overført til amterne på de ortopædkirurgiske afdelinger, og deres opgaver blev integreret med de tilsvarende akutte funktioner på de amtskommunale sygehuse. Udviklingen førte derudover til sammenlægning og nedlæggelse af mange mindre sygehuse overalt i landet.

Københavns og Frederiksberg Kommuner var ikke omfattet af kommunalreformen, og deres sygehuse fortsatte uændret under de to kommunalbestyrelsers ansvar. De to kommuner fortsatte også deres aftaler om benyttelse af de private sygehuse i området, og der blev lavet en aftale med staten om Rigshospitalets funktion som lokalhospital for en del af København. I takt med at befolkningstallet faldt, og behovet for senge blev mindre, så den nødvendige kapacitet kunne rummes i de nybyggede sygehuse, lukkedes et stort antal sygehuse efterhånden: Blegdamshospitalet, Øresundshospitalet, Dronning Louises Børnehospital, Balders Hospital, Børnehospitalet på Fuglebakken, Sønderbro Hospital, Rudolph Berghs Hospital, Sygeafdelingen i De Gamles By, Nørre Hospital, Hospitalet på Forchhammersvej, Avnstrup Sanatorium, Finseninstituttet og Radiumstationen, St. Josefs Hospital og Diakonissestiftelsen.

Den egentlige reform af hovedstadens sygehusvæsen kom først i 1995, efter at Folketinget året før havde vedtaget loven om Hovedstadens Sygehusfællesskab. Til denne nyskabte organisationsform med egen bestyrelse udpeget af staten og de to kommuner overførtes de tilbageblevne sygehuse i de to kommuner til en fælles ledelse. Fra begyndelsen omfattede fællesskabet Rigshospitalet (overført fra staten), Bispebjerg Hospital, Hvidovre Hospital, Sundby Hospital, Københavns Kommunehospital, Sankt Hans Hospital (overført fra Københavns Kommune) og Frederiksberg Hospital (overført fra Frederiksberg Kommune). Kommunehospitalet blev lukket i 1999, og dets funktioner overført til andre sygehuse.

Efter dannelsen af Hovedstadens Sygehusfællesskab blev der foretaget gennemgribende ændringer i antallet og fordelingen af specialafdelinger, og Rigshospitalet har fået en placering som hjemsted for de mest krævende sygehusfunktioner. På Amager er der etableret et tæt samarbejde med Københavns Amt, således at Sundby Hospital og amtets Sankt Elisabeth Hospital er integreret under navnet Amager Hospital.

I forbindelse med Strukturreformen i 2007 blev amterne nedlagt og erstattet af fem regioner. Hovedstadens Sygehusfællesskab blev ligeledes nedlagt. De danske sygehuse drives herefter af regionerne.

Et sygehus ledes af en direktion med en administrerende direktør som øverste ansvarlige og to faglige direktører, en cheflæge (eller lægefaglig direktør) og en chefsygeplejerske (eller sygeplejedirektør), med ansvar for den daglige drift inden for hver deres faglige område. I mange tilfælde er flere sygehuse lagt sammen under samme sygehusledelse, således at mindre sygehuse kan indgå som funktionelle dele af en større sygehusenhed. Enkelte store sygehuse, fx Rigshospitalet, er opdelt i centre, der hver har en ledelse sammensat efter samme principper som sygehusets direktion og med ansvar for denne. Centrene har som regel lægelig ledelse.

Sygehusledelsen delegerer drifts- og budgetansvar til de enkelte sygehusafdelinger, som ledes af en afdelingsledelse bestående af en administrerende overlæge og en ledende sygeplejerske (oversygeplejerske), på fødeafdelinger ofte suppleret med en overjordemoder. Laboratorieafdelinger, fx klinisk-biokemiske afdelinger, ledes af en administrerende overlæge og en ledende laborant. Se også Danmark (sundhed).

Sengeafdelinger er centrale dele af ethvert sygehus, idet patienternes behov for ophold og pleje som led i og forudsætning for behandlingen er den grundlæggende årsag til at have sygehuse som alternativ til behandling i hjemmet. Helt op til slutningen af 2. Verdenskrig var det almindeligt at indrette sengeafdelinger med store sengestuer med fire til otte sengepladser eller større sale med sommetider over 20 senge. Ved siden af disse store rum var der dog mulighed for at indlægge patienter på enestuer enten af hensyn til patientens tilstand, eller fordi nogle patienter betalte privat for denne indlæggelsesform. På mange både offentlige og private hospitaler havde man særlige afsnit med enestuer, ofte benævnt en officiantgang, et begreb, der langsomt forsvandt i løbet af 1960'erne. I dag indrettes de fleste sengeafdelinger med en- og tosengsstuer, og særlig på psykiatriske afdelinger er der krav om, at alle patienter skal kunne opnå indlæggelse på enestuer.

Sengeafdelinger til indlæggelse af patienter med smitsomme sygdomme var tidligere placeret effektivt adskilt fra sygehusets øvrige afdelinger og oftest i en særskilt bygning. Adskillelsen er nu blevet overflødig, og afdelingerne indrettes og drives i alt væsentligt som andre sengeafdelinger.

Til en sengeafdeling hører visse birum, fx skyllerum, depotrum, undersøgelsesstuer og samtalerum samt opholdsarealer for patienter og de nødvendige rum til personalet.

De danske sygehuses samlede sengekapacitet er siden 1975 faldet jævnt med gennemsnitlig 1-2% om året, hvilket dels skyldes den stadig kortere liggetid for de fleste patienter, dels at flere behandlinger på sygehusene kan klares uden indlæggelse.

I første halvdel af 1900-t. blev der bygget sengeafdelinger, der normalt var samlet om en korridor midt i bygningen med sengestuerne placeret til den ene side og birum og andre hjælpefunktioner til den anden side. Hyppigt ser man bygningerne orienteret, således at sengestuerne får mest muligt lys og sol. Efter 2. Verdenskrig vandt dobbeltkorridorprincippet indpas i sygehusbyggeriet. Ved anvendelse af en større bygningsdybde blev det muligt at placere sengestuer langs alle facader, mens birummene placeres centralt i bygningen mellem to korridorer, der giver adgang til såvel sengestuer som birum.

Ambulatorier er særligt indrettede afsnit i et sygehus, hvor patienter, der ikke er indlagt på en sengeafdeling, modtages til undersøgelse og behandling samt opfølgende kontrol. De væsentligste rum i et ambulatorium er konsultationsværelser, hvor patienten kan modtages til samtale og undersøgelse, men derudover vil de fleste ambulatorier have specielle undersøgelses- og behandlingsrum, fx til kikkertundersøgelse (endoskopi), anlæggelse af gipsbandager eller til mindre operationer og sårbehandling.

Selvom de fleste ambulatorier ligger i tilknytning til de afdelinger, der anvender dem, er der en stadig større del af den ambulante behandling, der finder sted, ved at speciallæger modtager patienter på et andet sygehus end der, hvor deres afdeling er placeret, eller evt. på ambulatorier placeret uden for sygehusene. Det sidste er især udviklet for psykiatriens vedkommende, idet distriktspsykiatrien spiller en stadig større rolle i det samlede behandlingstilbud fra sygehusene. Se også ambulatorium.

Skadestuer er en særlig type ambulatorier, der modtager patienter med skader og visse akutte sygdomsproblemer i alle døgnets timer (se skadestue).

Behandlingsafsnit er sygehusafsnit indrettet og udrustet til gennemførelse af behandlinger, hvortil der stilles særlige krav til udstyr og indretning. Operationsstuer blev tidligt en forudsætning for at udføre kirurgisk behandling, og på de større sygehuse indrettedes en operationsgang med flere operationsstuer samlet i en enhed, hvor man kunne opfylde de strenge krav til renhed og hygiejniske procedurer (aseptik). Nogle operationsstuer er specielt indrettet til hjertekirurgi, neurokirurgi, øjenkirurgi, øre-, næse- og halskirurgi eller visse former for ortopædisk kirurgi.

Universitetshospitalerne og de fleste centralsygehuse har desuden et fødeafsnit, ofte betegnet fødegang. Fødeafsnittet rummer observations- og fødestuer med særligt udstyr til overvågning af moderens og fosterets tilstand under fødslen. Fødestuerne er indrettet, så der kan gives iltbehandling og udføres indgreb, der kan blive nødvendige under fødslen, fx forløsning med sugekop (vakuumekstraktor) eller tang.

Intensivafdelinger er specielt indrettet til overvågning og behandling af kritisk syge patienter. På sådanne afdelinger er det muligt at gennemføre elektronisk overvågning af alle vigtige kropsfunktioner og at behandle med respirator og andet specialapparatur. Intensivafdelinger er hyppigst en del af anæstesiafdelingerne og indrettet til at modtage alle typer patienter, men der findes også specielle afdelinger, fx koronarafsnit til overvågelse af patienter med blodprop i hjertet eller netop overstået hjertekirurgisk behandling. På mange større sygehuse er der tandklinikker knyttet til tand- og kæbekirurgiske afdelinger.

Også fysio- og ergoterapi gives i særlige behandlingsafsnit med speciel indretning, fx optræningsapparatur og træningsbassiner.

Undersøgelsesafdelinger er indrettet til at udføre undersøgelser, der kræver specialiseret teknologi. Allerede i begyndelsen af 1900-t. påbegyndtes indrettelsen af særlige afdelinger til røntgenundersøgelser. Disse afdelinger er nu blandt de største og hyppigst anvendte undersøgelsesafdelinger, hvis udstyr er blevet stadig mere udviklet med anvendelse af teknologier som CT-scanning, MR-undersøgelse og ultralydundersøgelse. Efterhånden er der kommet andre afdelinger til undersøgelser inden for klinisk biokemi, patoanatomi, klinisk neurofysiologi, klinisk fysiologi, kardiologi, audiologi mfl.

Tekniske afdelinger varetager de mange funktioner, der er nødvendige for at sikre en smidig og sikker drift af et moderne sygehus. De tekniske installationer er omfattende og komplicerede, og de kræver løbende tilsyn og vedligeholdelse. Sygehusene har normalt et nødelektricitetsværk, der træder i kraft ved strømafbrydelser i den almindelige strømforsyning. Visse vitale funktioner har herudover særlige nødstrømsfunktioner, der kan overtage forsyningen i en periode, hvis al anden forsyning svigter.

Til de tekniske afdelinger hører desuden køkkener, kantiner og transporttjeneste. En del sygehuse har stadig eget vaskeri, men det er mest almindeligt, at man centraliserer denne service på større vaskerier, der betjener flere sygehuse.

Sygehusene er tilsluttet de offentlige vandforsynings-, kloak- og renovationssystemer, men må desuden sikre en særlig behandling af specielt affald pga. smitterisikoen forbundet med visse typer affaldsprodukter.

Administration af sygehuse blev i løbet af 1980'erne og 1990'erne stadig større og mere pladskrævende. Dels er de enkelte sygehuse blevet meget store og komplekse organisationer med en tilsvarende stor personaleadministration, dels er kravene til den økonomiske planlægning og styring øget stærkt. Hertil kommer, at den informationsteknologiske udvikling har nødvendiggjort en omfattende organisation til understøttelse af såvel den kliniske som den administrative drift af det enkelte sygehus og regionens samlede sygehusvæsen.

Administrationen har ansvaret for den daglige drift af sygehuset, men indgår i regionens samlede sygehus- eller sundhedsadministration (forvaltning).

Ud over de nævnte funktionsenheder omfatter en del sygehuse andre enheder. På en del store sygehuse er der et særligt sygehusapotek med ansvar for lægemiddelforsyningen til behandlingsafdelingerne. Ofte betjener et sådant apotek flere sygehuse i amtet, mens andre sygehuse har aftale om lægemiddelleverancer fra et privat apotek.

I moderne sygehuse er der i indretningen mere og mere taget hensyn til, at mange patienter kommer ambulant, og at de indlagte patienter ofte har behov for at komme uden for sengeafdelingen og møde pårørende og gæster. De er derfor indrettet med ret store fællesarealer, hvor der er kiosker, cafeterier og opholdsarealer af forskellig slags.

Især på universitetssygehusene stilles der betydelige krav til indretning af undervisnings- og konferencelokaler, som på disse sygehuse optager betydelige arealer, der indrettes og drives i et nært samarbejde med universiteterne. Foruden de egentlige undervisningsrum kræves der desuden opholds- og studiearealer til studenterne. Tilsvarende faciliteter skal være til rådighed for den teoretiske uddannelse af sygeplejepersonale, men som regel er disse placeret som en sygeplejeskole i særlige bygninger i tilknytning til et enkelt sygehus i hvert amt.

Bygning og indretning af sygehuse har udviklet sig til at være en særlig faglig udfordring for arkitekter og ingeniører. Såvel teknisk som arkitektonisk viste dette sig ved opførelse af 1900-t.s nye sygehuse, der ofte er markante bygningsværker i de større danske byer.

Læs også om de tidlige udenlandske sygehuse.